Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

To nye gågader i Indre by: Har man penge, kan man åbenbart få Københavns Kommune til hvad som helst

Valkendorfsgade og Løvstræde skal være gågader. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

PFA betaler Københavns Kommune omkring 25 mio. kr. for at få omdannet Valkendorfsgade og Løvstræde i det indre København til gågader. Noget Kommunen ikke ville gøre uden denne donation.

Valkendorfsgade er en central færdselsåre for især cyklister, der på en nem måde kommer fra den ene bydel til den anden. Ved at gøre Valkendorfsgade til gågade, sætter Københavns Kommune en stopper for de mange cyklister, der dagligt benytter netop Valkendorfsgade.

Har man penge, kan man åbenbart få Københavns Kommune til hvad som helst. Jeg troede, at kommunen vil gøre alt for cyklisterne, men her kommer pengene på tværs. Hvad bliver mon det næste? Jens Peter Møller, Valkendorfsgade, København K

Indfør skat på kæledyr

Forleden foreslog Søren Bech, Ølstykke, at genindføre hundeskatten. Det er et forslag, som kun kan bifaldes. Den nye regering vil uden tvivl have behov for nye skatteindtægter. En hundeskat på 2.500 kr. udgør en enorm skatteindtægt, da hvert fjerde hjem har hund og mange har to.

Potentialet er dog langt større, og det bør udnyttes. Jeg foreslår derfor en kæledyrsskat med minimum flg. takster: Hest 5.000 kr., kat 1.000 kr., kaniner, marsvin, rotter, mus mv.  250 kr. Muligheden for beskatning af andre kæledyr må undersøges grundigt. Paul Bjerremand Buch, Ballerup

Milliarddyr jernbane kan blive til skade for klimaet

Nu er den nye jernbane mellem København og Ringsted blevet indviet, og man kunne håbe, at det vil betyde en styrkelse af den kollektive trafik, men meget tyder på, at det næppe bliver tilfældet.

Håbet var, at den udvidede sporkapacitet ville betyde flere tog mellem København og det øvrige Sjælland samt Fyn og Jylland. DSB har imidlertid meddelt, at der ikke er plads til flere tog på Københavns Hovedbanegård, så de eksisterende tog vil blive fordelt på to linjer over henholdsvis Roskilde og Køge.

Problemet er, at DSB dermed har valgt, at stationerne i Valby, Høje Taastrup og Roskilde mister vigtige forbindelser til Fyn og Jylland. Disse tre stationer har et opland på over en kvart million mennesker samt store erhvervsområder og vigtige uddannelsesinstitutioner, så denne serviceforringelse vil have mærkbare konsekvenser for mange passagerer og risikerer at tvinge endnu flere over i bilerne, hvilket vil være til skade for klimaet og næppe var hensigten med den milliardstore investering? Niels Thyge Rasmussen, Taastrup

Generel undskyldning

Med overskriften »Mette F. vil give undskyldning til Godhavnsdrengene« i avisen 15. juni, hævder Mette Frederiksen, at overgrebene er et af de mørkeste kapitler i nyere danmarkshistorie. Det er nok så meget sagt, selvom der næppe er nogen af os, som ikke finder, at det er i orden at Mette Frederiksen, hvis hun bliver statsminister, har lovet at give »Godhavnsdrengene« den officielle undskyldning, som de i årevis har anmodet om at få. Men der er helt sikkert mange andre fra »de gode gamle dage«, som er mindre organiseret end »Godhavnsdrengene«, som også gerne vil have en undskyldning for statsansvarlig psykisk og fysisk terror. Så hvorfor ikke give en generel undskyldning? Mon ikke dette dilemma er årsagen til, at tidligere regeringer har tøvet med at give en undskyldning til netop »Godhavnsdrengene«?

Da jeg i årene 1955/56 var indkaldt til Den Kongelige Danske Livgarde og var talsmand for mit kompagni, blev man tvangsindkaldt og der var derfor mange, der hverken havde fysisk eller psykisk styrke til klare »mosten« i den hårde rekruttid, som dengang gik ud på at opnå gode soldater ved at presse os til det yderste.

I mit kompagni oplevede jeg f.eks. at en blev hængende, da vi sprang over en grøft, fordi han påstod, at han ikke kunne stå på sit ene ben. Vi blev kommanderet til at se på, hvordan han blev tvunget til at vakle videre på benet, der senere viste sig at være brækket.

En anden episode, der nu, efter mere end 60 år stadig harmer mig, var, da en befalingsmand, for at redde sit eget skind, benægtede, at han havde givet os udsættelse med hensyn til rengøringen af vores våben, og vi derfor blev straffet med tre ugers lejrarrest. Alternativet havde været en en tur i Kastellets fængsel og en bemærkning i ens soldaterbog, der dengang virkede som en slags straffeattest på godt og ondt, når der skulle søges job.

Hvor mange der under rekruttiden, alene i mit kompagni, blev sendt hjem med psykiske mén, husker jeg ikke, men i min årgang, og sikkert også i flere andre, var der en, der skød sig selv på grund af det hårde pres. Burde de, der fik psykiske mén og lever endnu, ikke også have en undskyldning? Steen V. Skånstrøm, Nærum