Tilliden er brudt længe før optageren tændes, Thomas Bernt

Berlingskes erhvervskommentator advarer i Berlingske mod en arbejdspladskultur, hvor medarbejdere optager chefen i skjul. Han kalder det »et totalt sammenbrud i den tillidskultur, vi altid praler af i Danmark«.

Anledningen til advarslen er den aktuelle sag med skjulte optagelser af Lars Løkke Rasmussen, der ifølge Thomas Bernt Henriksen bør få alle arbejdsgivere og chefer på danske arbejdspladser til at se sig over skulderen. Han trækker sågar tråde til George Orwells bog »1984« om det totalitære samfund.

Men tilliden er ikke noget, der forsvinder i det øjeblik, en medarbejder trykker optag. Den er allerede forduftet, når det overhovedet bliver nødvendigt. Når en medarbejder føler sig så udsat, at optageren er sidste og eneste mulighed for at bevise, hvad der foregår – så har vi for længst passeret grænsen for det, man kan kalde en tillidsfuld arbejdsplads.

I Teknisk Landsforbund har vi netop vundet en sag i både by- og landsret for et medlem, som blev opsagt, kort efter han blev far. Officielt handlede det om økonomi og omstrukturering. Men i en telefonsamtale – hvor arbejdsgiveren ikke vidste, han blev optaget – blev det sagt lige ud: Opsigelsen handlede om medlemmets familieforøgelse.

Den skjulte optagelse blev det fældende bevis, og medlemmet fik erstatning. 

Det er selvfølgelig rigtigt, at en lydfil ikke kan vise et blink i øjet eller et sarkastisk tonefald, og at konflikter kan iscenesættes i korte lydklip, som Thomas Bernt Henriksen skriver. Men det gælder begge veje. Gode intentioner kan også iscenesættes. Et pænt mødenotat eller en e-mails professionelle tone kan maskere uretfærdighed. En skjult optagelse kan afsløre den.

Vi opfordrer ikke medlemmer til at optage deres arbejdsgivere i skjul, medmindre det er sidste udvej. Der er desuden flere forudsætninger for, at det overhovedet er lovligt: Du skal selv deltage, du skal have en saglig og vægtig grund, og du må ikke specifikt være blevet forbudt at optage samtalen. Vi anbefaler derimod åbenhed, dialog og psykologisk tryghed. Men vi må også erkende, at der findes situationer, hvor magtforholdet er så skævt, og beskyttelsen så svag, at optagelsen er den eneste mulighed for at blive hørt og troet.

Så ja, vi skal værne om tillidskulturen. Men det gør vi ikke ved at skyde skylden på dem, der føler sig nødsaget til at dokumentere virkeligheden. Vi gør det ved at skabe arbejdspladser, hvor ingen overvejer at optage en samtale i skjul – fordi de ved, at de bliver behandlet ordentligt.

Jannik Frank Petersen, forbundsformand, Teknisk Landsforbund

Gør ai os dummere?

Der er i tidsånden stor vægt på at udvikle og holde sit legeme ved lige gennem konditions- og styrketræning, især relateret til idræt. Muskler, der aldrig bliver brugt rigtigt, udvikler sig ikke. Det samme gælder hjernen, hvor cellernes små udløbere ikke stimuleres til at finde nye veje, hvis hjernen ikke stilles over for nye opgaver og er tvunget til at løse dem.

For meget ai i løbet af skoleåret og for få krav til egen tankegang og problemløsning betyder dårligere udvikling af hjernen. Det svarer til, at børnene blev siddende derhjemme og lod en robot klare deres fodboldtræning. Ai gør tingene så lette, at man bliver uvant med, at hjernearbejde kræver anstrengelse, og så får man i stedet ai til at skrive sine hjemmeopgaver. Det giver intellektuel dovenskab.

I senere alder hvor hjernen er fuldt udviklet, har cellerne sværere ved at danne nye forbindelser. Derfor kan man for eksempel ikke udvikle sig til klavervirtuos, hvis man først begynder at spille i voksenalderen. Dermed er skolealderen den vigtigste periode for udvikling af hjernen.

Ai er en god hjælp til meget specifikke opgaver, og der kan – indrømmet – være en vis hjernetræning forbundet med at formulere de rigtige spørgsmål og kritisk vurdere ai’s svar, men som helhed risikerer vi at få en dummere og mindre kreativ generation.

Nils Koch-Henriksen, Aalborg

Genfind den kritiske sans, Berlingske

»Vi sidder ikke som neutrale observatører og bare beskriver denne her krig. Vi hepper jo også på, at Ukraine vinder.« 

Sådan lød ordene i Berlingskes podcast Pilestræde 18. juni, hvor Berlingskes ruslandskorrespondent, Emil Rottbøll, kommenterede det nylige ukrainske droneangreb, som var det en fodboldsejr.

Berlingske har længe haft en noget ensidig fortælling om krigen på lederplads, men det er nyt for mig, at ensidighed også er grundlaget for det journalistiske arbejde. Hvis Berlingske fortsat vil gøre sig gældende som fjerde statsmagt, kræver det redelig journalistik, hvor man forsøger at lægge sine kæpheste til side for at fremlægge virkeligheden så nøgternt som muligt.

Regeringens (og NATOs) narrativ bliver i forvejen flittigt viderekolporteret af Danmarks Radio. Må man håbe, at Berlingske genfinder sin kritiske sans fra coronatiden og ikke blot agerer talerør for staten, sådan som vi ser det i det land, vi er i gang med at bekrige?

Tobias Johnsen, Espergærde

Pinligt at Danmark ønsker fortsat minkavl

Det er nu blevet annonceret, at minkavl bliver forbudt i EU. Stor var min glæde over, at vi nu endelig kunne blive helt fri for dette dyrplageri. Men nej! Danmark vil af hensyn til minkavlerne søge om dispensation fra den nye bestemmelse.

Her gik man ellers og troede, at minkavlerne var blevet så rigeligt betalt for afvikling af deres farme, og Danmark befriet.

Det er muligt, at Danmark på visse områder er et foregangsland, men det gælder så sandelig ikke på dyrevelfærdsområdet.

Karen Munk, Vestervig

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk