Coronaramte virksomheders ønske om længere tid til tilbagebetaling af udskudt moms og skat til staten er et spørgsmål om deres overlevelse. Så barskt er det.
Den seneste tid har enkelte banker argumenteret imod en mere rimelig og længere tilbagebetalingsperiode til det offentlige. Synspunktet er, at markedskræfterne må tage over, og pengeinstitutternes lån med tilhørende renter må overtage for de virksomheder, der ikke kan betale den udskudte moms og skat nu.
Men det er alt for tidligt i de hårdest ramte brancher at lade markedskræfterne overtage så voldsomme udfordringer, der er skabt, mens de selvsamme kræfter har været sat ud af spil – og mens flere virksomheder stadig er begrænset af restriktioner og tilmed tvangslukning. Her har de udskudte betalinger af moms og A-skat været afgørende for, at store dele af turisme- og oplevelseserhvervet har klaret sig til dette punkt i krisen. Men vi er ikke ude af mørket endnu.
Derfor peger HORESTA sammen med en lang række andre erhvervsorganisationer på behovet for en forlængelse af en statslig model med minimale omkostninger og længere tilbagebetalingshorisont. Som situationen er nu, vil der fra november falde store betalingskrav uden, at turisme- og oplevelseserhvervet har haft en realistisk mulighed for at tjene tilstrækkeligt med penge. Og konsekvenserne vil selvsagt være enorme.
Skatteminister Morten Bødskov har i denne uge afvist forslaget, men det er ikke i samfundets interesse at trække tæppet væk under disse virksomheder, der i knap halvandet år er blevet holdt i live gennem en kompensation, som ikke har været fuldt dækkende, men under alle omstændigheder i givet fald vil være spildt.
Der er tale om virksomheder, der var stærke inden krisen, men som er blevet ramt af noget, der var ude af deres hænder. Derfor skal man sikre sig, at redningskransen faktisk holder virksomhederne oppe og ikke ender med at være det, der trækker de hårdest ramte brancher ned.
Og naturligvis findes der en model, der sikrer, at det kun er ramte virksomheder, der får adgang til en forlænget statslig model, og at brancher, der har grebet muligheden for et statslig rentefrit lån uden at være synderligt ramt af coronaens konsekvenser igen henvises til pengeinstitutterne.
Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i HORESTA