Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Tidligere minister om Stram Kurs: Hvor længe tier I stille, partiledere?

Mimi Jakobsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Kære partiledere. Mange af jer blev kaldt »landsforrædere« i partilederrunden af Rasmus Paludan fra Stram Kurs. Det er journalister og politifolk også blevet kaldt. Hvorfor reagerer I ikke?

Paludan lægger en stor befolkningsgruppe for had. Betragter dem som andenrangsborgere. Det er IKKE alene muslimer, men nu også etniske danskere, handicappede, folk der af forskellige grunde ikke bidrager til samfundet. Det er folk, der stemmer på de Radikale eller Enhedslisten. De skal ifølge Paludan efter en vurdering af deres »farlighed« anbringes i fængsler eller lejre.

Hvor længe tier I stille, partiledere?

Nazismen startede ikke med at smadre jødernes forretninger. Det startede netop med ord, der nedgjorde forskellige befolkningsgrupper og gjorde dem til syndebukke. Er det, hvad vi anerkender som værdige medlemmer af det danske folketing? Jeg håber, at I reagerer. God valgkamp. Mimi Jakobsen, tidligere minister og folketingsmedlem (CD)

Et borgerligt ja tak til mere Løkke

Al den snak om borgerlig ideologi er ren ammestuesnak. I en kompliceret verden er det handlinger, der er afgørende. Målt på disse har Løkke været en fremragende statsminister. Økonomien er blevet markant forbedret. Der er nu et betydeligt råderum. Når der bliver flere ældre og flere børn, er det klogt med et velfærdsløfte. Der er indgået den mest vidtgående energiaftale, landet har set, og så med bred opbakning i Folketinget.

Løkke har en stor stjerne internationalt og Danmarks klimainitiativer beundres. Selv Kina har søgt tæt samarbejde om miljøforbedringer med Danmark og en lang række visionære danske virksomheder.
Endelig er det både modigt og rigtigt set, at lægge en lang række sundhedstiltag ud lokalt i såkaldte sundhedshuse. Det betyder, at syge mennesker kun skal rejse langt, hvis de har alvorlige eller livstruende sygdomme.

Løkke er en erfaren og kompetent leder. En af de få seriøse politikere, vi har. Jo, Løkke fortjener at blive genvalgt. Bent Larsen, Klampenborg

Hvad har vi lært?

I Opinion 12. maj argumenterer Kathrine Lilleør under overskriften »Paludan og de toneangivende undermålere« for, at vi skal respektere selv de værste politikere, fordi de har en del af befolkningen bag sig. Og hun forklarer på nydeligste vis, at i et demokrati giver man plads til alle, selv sine værste fjender. »Jeg er uenig i, hvad du siger, men vil til min død forsvare din ret til at sige det.«

Men har historien ikke givet os en anden erfaring, er det ikke lidt naivt? Kjeld Abel konkluderede efter krigen, at vores største fejl er, at vi kan se en sag fra to sider. Vi har åbenbart ikke lært noget. Niels Helmø, Holte 

Det utidige spørgsmål

Yngstelærling på en byggeplads kan, udsat for et ivrigt kamera-hold, også godt »mærke det i knæene«. Det kan børnene i en børnehave sikkert også, hvis der spørges på den rigtige måde. Samme melodi, samme læst, samme model.

Hvornår begynder man at spørge forskellige vellønnede faggrupper om, hvor meget de sparer op til pensionen og dermed selv har indflydelse på pensionstidspunktet? Uh da da. Et utidigt spørgsmål, der vil ødelægge den gode joviale stemning. Føj da. Niels Thal Jensen, Nykøbing F

Skrønen om Thatchers citat

I sin diskussion af Europa-Parlamentets beføjelser 10. maj, »Valget til Mickey Mouse Parlamentet«, tager Asger Aamund afsæt i skrønen om, at den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher skulle have kaldt forsamlingen for et »Mickey Mouse-parlament«. Historien er god, men den er forkert og bør lægges på hylden.

Misforståelsen opstod i forbindelse med, at Thatcher i et TV-interview 27.11.1989 udtalte, at Europa-Parlamentet ikke var, »hvad vi forstår ved et parlament«. Hun henviste her til, at man ikke kunne have en ordentlig diskussion i en forsamling, hvor forhandlingerne foregik på ni-ti forskellige sprog.

I en debat i Europa-Parlamentet 11. 12. 1989 henviste Labourpolitikeren Glyn Ford  i sit indlæg til interviewet og fortolkede det sådan, at »hun grundlæggende anser denne institution for at være et 'Mickey Mouse-parlament’«. Denne kvikke udlægning fra Glyn Fords side blev så efterfølgende tillagt Thatcher, skønt hun aldrig selv havde brugt sammenligningen.

Margaret Thatcher var ikke nogen fan af Europa-Parlamentet, men det ville ikke have været hendes stil at kalde det et »Mickey Mouse-parlament«. Den form for humor lå ikke til hende, og hun ville næppe på dette tidspunkt offentligt have udtrykt sig så respektløst om en af fællesskabets institutioner. Jørgen Sevaldsen, Nivå