Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Tidligere folkepension til særligt udvalgte kan aldrig blive en retsstat værdig

Mette Frederiksen vil give tidligere pension til nedslidte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Som arbejdsmedicinere gennem 40 år synes vi, at vores fag bliver taget som gidsel i diskussionen, om nogle faggrupper skal have en ret til folkepension før alle andre. Vores toppolitikere diskuterer sagen på Christiansborg, hvor begrebet nedslidning er det overordnede emne. Lægefagligt eksisterer begrebet ikke, hvilket betyder, at vores fremmeste politikere forhandler om noget ikke eksisterende. Mennesker bliver ikke slidt som maskiner. Vi bliver ældre i forskelligt tempo efter arv og miljøpåvirkninger, ikke mindst livsstil.

Et menneskes erhvervsevne afhænger dels af arbejdets karakter og krav dels af personens psykiske og fysiske formåen. En ubalance mellem disse to forhold kan rettes op på to måder. Personen kan styrkes ved speciel træning, eller arbejdet kan om muligt tilpasses personens kapacitet. Dette sker hver dag verden over og har været sædvane siden stenalderen. Vores fag, arbejdsmedicin, handler specifikt om tilpasning mellem individ og arbejde med hovedvægten lagt på, at ethvert arbejde skal være sikkert og sundt og ikke skade arbejdsudøveren. Arbejdsskader opstår og erhvervssygdomme findes i Danmark, men generelt er det danske arbejdsmiljø ret godt og helt sikkert bedre end det var for 40 år siden. Det kan vi bevidne.

Som dokumenteret i en ny rapport fra Finansministeriet har personer med lang anciennitet på arbejdsmarkedet ikke større risiko for at have nedsat erhvervsevne end personer med kortere tilknytning til arbejdsmarkedet. Dette understøtter, at der foregår en fornuftig tilpasning i samfundet mellem danskeres arbejdsformåen og arbejdets krav. Kun en individuel vurdering af et menneskes erhvervsevne i alle erhverv er mulig, sådan som det faktisk foregår med en yderst kompetent organisation som Ankestyrelsen som social højesteret.

Kriterierne for senior- og førtidspension kan måske lempes, men tidligere folkepension på gruppebasis til særligt udvalgte kan aldrig blive en retsstat værdig. Ole Kamstrup, Rudersdal, og Finn Gyntelberg, Hørsholm