At sætte en anmelder, der blev født ti år, efter at Rod Stewart storhittede med »Maggie May«, til at anmelde Rods koncert i Royal Arena 9. juni 2024 giver ikke meget mening, for lige børn leger som bekendt bedst.

Så for at sige det med samme udtryk som i anmeldelsen: Jakob Genz burde være blevet hjemme.

Rod Stewart indtog Royal Arena og gav publikum det, de var kommet efter, hit på hit og fællessang.

Og selvom stemmen ikke er, hvad den var for over 50 år siden, er det jo stadig den samme Rod som i de gamle dage med glimt i øjet og vrikken med hofterne.

Der var godt nok playback med sækkepiber, men eftersom de fyldte hele storskærmen, var det umuligt at overse og derfor ikke den store hemmelighed.

Omgivet af et trettenmandsband, som for de flestes vedkommende har spillet med Rod i mange år, leverede de et dybt professionelt job, og selvom det åbenbart i de finere kredse er forbudt at sige det, var det lige til Caesars Palace i Las Vegas, hvor både Céline Dion, Babyface, Rod selv og mange andre af samme kaliber og i samme aldersgruppe optræder.

Fede guitarsoloer en masse, omgivet at keyboards, bas, trommer og percussion tilsat cello, violin samt tre backupsangere klædt på til Rods narrestreger. Politisk ukorrekt, sikkert, men det er jo Rod i en nøddeskal, og Rod er Forever Young, så alt er tilladt – i det mindste på scenen.

Lyden var fremragende, i alle fald på gulvet hvor jeg sad, i en stort set udsolgt arena, hvor publikum med gennemsnitsalder på over de 60 år så ud til at have det lige så godt som jeg, og alle fik, hvad de kom efter:

»Tonight's the Night«, »The First Cut is the Deepest«, »I Don't Want To talk About It«, »Maggie May«, »Have I Told You Lately«, »Da Ya Think I'm Sexy« og mange flere, inden den store finale med »Sailing« hvor Rod tog kaptajnkasketten på og førte os allesammen sikkert i havn.

Så tak til Rod og to timers overdådig underholdning.

Dan Eisenberg, København

Fædre og sønner

Endnu en bog om et kompliceret og uforløst forhold mellem far og søn, skrevet af Flemming Møldrup, med titlen »Har du set min far?«. Den er anmeldt i Berlingske og lægger sig i samme spor som mange andre selvbiografier forfattet af sønner.

Sønner, som i dag er kendte/offentlige personer og øjensynligt lever et godt liv! Listen af selvbiografier om emnet er lang, og det er det, som er så tankevækkende. For hvorfor er det så svært med relationen mellem far og søn?

Det handler jo, som oftest, ikke om fysiske overgreb. Men en manglende anerkendelse og opmærksomhed fra faren til sønnen indtager nok en førsteplads. Jeg er med på, at det kan være et mønster, der er givet i arv, som så meget andet familiært. Men stadig, hvorfor? Ligger der en jalousi til grund, forholdet mellem mor og søn for eksempel? Eller kan faren se, eller måske ikke se sig selv i sønnen?

Tilbage står, at flere vil kunne spejle sig i disse biografier fortalt af voksne mennesker, der på trods er kommet videre. Og det viser også, at den sorg og frustration, som sønnen har oplevet, for altid vil ligge i bagagen.

Men den ligger ikke øverst hele livet.

Jeg har en tro på, at de nyere generationer, hvor faren er en meget større del af barnets opvækst og derved til stede på en anden måde, helt naturligt vil ændre på relationen mellem far og søn i positiv retning.

Det komplicerede forhold findes også mødre og døtre imellem, men her var det blot for at anerkende Flemming Møldrups bog.

Irene Bjerrehuus, København

At sige tak

Tak til Lilian Zøllner for kommentaren »Er det blevet umoderne for børn og unge at sige tak?« i Berlingske 10. juni.

Jeg deler ganske din undren over manglende »tak for gaven«, det er efterhånden overraskende, hvis man modtager tak – pr. brev, mail eller telefon.

Inden for de seneste måneder har jeg sendt en konfirmationsgave, et gavekort til Det kongelige Teater til en 70-årsdag, en blomsterhilsen til et jubilæum, og alt er forblevet ubesvaret. Så tænker man: »Var gaven ikke god nok, ikke værdsat, ikke efter ønske? Eller måske er den slet ikke nået frem?«

Der skal nogen overvindelse til for at ringe til modtageren og forsigtigt spørge, så det gør man nok ikke.

Lilian Zøllner spørger, om de unge ikke har lært at sige tak for gaven. Muligvis ikke, men min erfaring er, at mange ældre i hvert fald har glemt det!

For ikke mange årtier siden var det sædvane, at man som efterladt efter begravelse/bisættelse sendte en brevhilsen med »tak for deltagelsen« til dem, der havde lagt blomster ved kisten. I dag sætter de efterladte i bedste fald en annonce i lokalavisen.

Hvor meget mere meningsfyldt – både for afsender og modtager – ville det ikke have været, hvis den efterladte ægtefælle havde sat sig for at skrive måske 50 personlige hilsener med tak til de deltagende.

De unge siger muligvis ikke tak, de kunne måske endnu nå at lære det, men de ældre …?

Ruth Crenzien, Stege

Læren af Trump og Brexit

Op til europaparlamentsvalget har der været talt meget om den højredrejning, der i mange lande har været udsigt til. Venstrefløjen, De Radikale og andre har slået syv kors for sig og varslet dommedag.

Hvorfor mangler de totalt selvransagelse og erkendelse af, at de selv har været med til at fodre højrepopulisterne? I årevis har man hånet, udskammet og fordømt mennesker, der tillod sig at have synspunkter, der ikke flugtede med magtelitens.

Man har kaldt folk racister, underbegavede kældermennesker og meget andet. Hvordan kan man tro, at folk, som man konsekvent sviner til og opfører sig arrogant over for, skulle få lyst til at stemme på dem, der opfører sig sådan? Har man intet lært af Trump og Brexit?

Man skal ikke overtage højrepopulisternes politik, men tage folks problemer alvorligt og tilbyde andre løsninger end højrepopulismens. Men magteliten fatter det ikke.

Alexander Borg, København

Glem ikke bededagen

Kommentariatet har travlt med at forklare Socialdemokratiets nedtur. Men mon ikke det dårlige valg har meget at gøre med den utroværdige begrundelse for at afskaffe forårsfridagen store bededag? Allerede ultimo maj 2023 var partiets tilslutning ifølge Megafon faldet fra 27,5 procent ved valget i november 2022 til 19,0, mens SF var steget fra 8,3 til 14,2.

Og at delvis lægge ansvaret for det dårlige resultat ved EU-valget på Christel Schaldemose for mangel på aggressiv debatstil, som et par tv-kommentatorer har gjort, giver næppe mening. For allerede inden valgkampen var gået i gang, viste Megafons aprilmåling, at S med 17,6 procent stod til et kraftigt dyk, mens SF stod til 16,2 procent. Det blev så endnu værre med 15,6 til S og 17,4 til SF. 

Hvor mange ser i øvrigt tv-debatterne nu om dage?

Frede Vestergaard, Albertslund

Miljøtilladelser til udledning i naturen

Vi har efterhånden vænnet os til, at der er skorstene, store som små, der udleder røg, damp og gasser ud i den fælles natur. Det giver os mulighed for at se og lugte, hvad der udledes fra en given industrivirksomhed.

Anderledes forholder det sig med udledninger til vores fælles hav, og vi bør sikre, at vi som privatpersoner kan orientere os om, hvad der udledes, og hvor der udledes.

På kyster foreslår jeg derfor, at der skal opstilles skilte, der angiver, hvem der udleder, hvad de udleder, og hvem der har givet miljøtilladelsen. Så man som borger forholde sig til, om det er en udledning, man vil have belyst eller omgjort, og den virksomhed, der udleder, kan måske ad den vej bedre forholde sig til den givne udledning og de gener, som de påfører lokalmiljøet.

Bo Arup, Charlottenlund