Åh nej, nu er politikerne ved at gentage tidligere tiders fejl.

I forbindelse med genetableringen af et dansk søforsvar tales der om at etablere »kapaciteter« i Danmark, som markedskræfterne tog livet af for mange år siden. Desuden er der udsigt til »tusindvis af arbejdspladser« til de mange ledige metalarbejdere, der vitterligt ikke findes i landet.

Hvorfor får politikerne pludselig trang til at drive industripolitik, beskæftigelsespolitik og regionalpolitik, når en styrkelse af det danske forsvar er på dagsordenen? Og hvorfor tror man igen og igen, at staten kan styre disse store investeringer? De såkaldte supersygehuse, som blev vedtaget i 2009, er samlet set foreløbigt 40 år forsinkede …

Så hvis man vælger en helt dansk løsning, bliver Søværnets nye skibe med stor sandsynlighed mindst ti år forsinkede. Til gengæld vil de blive så dyre, at der ikke er råd til at bevæbne dem. Som det skete med inspektionsskibene. Og fregatterne.

Hvorfor ikke overraske alle og tænke på Forsvaret først, når der bruges penge fra forsvarsforliget? Måske kan man få lavet skibsskrog i Polen og færdigudruste dem herhjemme, måske skal man købe svenske Stridsbåt 90H, måske noget helt tredje, jeg er ikke ekspert.

Lars Hirsbro, København

Når ventetiden bliver for lang

Nu må vi erfare, at vores togstrækninger på de store hovedlinjer stadig er i brug uden opdateret signalføring, hvilket giver groteske udsving i togenes overholdelse af afgangstider.

Man kan undres over, at der skal fremmede ingeniører ind over, for at konstruere et signalsystem der virker. Hvorfor kan vi i Danmark ikke selv implementere disse systemer?

Når man kan hjælpe USA med udstyr til rumraketter, bør vi vel selv kunne konstruere et sikkerhedssystem til DSB og ikke gøre os afhængige af udenlandske leverandører, der forsinker processen med fem år!

Erik Tang, Klampenborg

Stemmefiskeri

Nu har Dansk Folkeparti erkendt, at fiskepladsen for stemmer i forbindelse med udlændingestramninger er optaget af andre mere vægtige partier, som blandt andre Socialdemokratiet.

Så Dansk Folkeparti er på jagt efter en ny fiskeplads. Partiet har nu udset sig pladsen, hvor argumentet er, at Danmarks andel af verdens CO₂-udledning kun er 0,1 procent. Så derfor er det ligegyldigt om Danmark gør noget. Partiet mener derfor åbenbart, at der ikke er nogen grund til at genere landbruget eller andre forurenere, hvis det forringer danskernes velfærd blot det mindste. Det er jo ligegyldigt globalt set.

Ud fra den betragtning kan man jo også komme til den konklusion, at det er ligegyldigt at stemme på Dansk Folkeparti, der næppe får mere end fire procent eller måske endda mindre end tre procent af stemmerne ved næste valg, specielt efter denne seneste udmelding.

Mogens Pihl, Sorø

Min konge

Hvor er det dejligt og positivt at se, hvor mange der nyder at deltage i Royal Run. En tilbagevendende begivenhed, der kan samle folk om en fælles sag.

Tænk, hvis Kongen også kan sætte sig i spidsen for at samle os om noget, der kan gøre os klogere. Hvad med en årlig matematik- eller stavekonkurrence?

Eller noget med historie, kunst og kultur? Det ønsker jeg mig, så jeg også kan få en oplevelse af, at have en konge der også er »min« konge.

Fillippa Gottlieb, Allerød

»Autoritær envejskommunikation«

24. maj beskylder Ali Karcic mig for at praktisere »autoritær envejskommunikation«, fordi jeg ikke har forklaret, hvordan jeg personligt forener kristendommen med det liberale demokrati. Imidlertid er jeg ikke selv religiøs, hvorfor jeg intet har at forklare. Jeg orienterer mig ikke efter nogen guddom og konsulterer ingen hellig bog.

Som jeg skrev i min kommentar 4. maj, mener jeg, at kristendommen for længst har demonstreret sin forenelighed med det liberale demokrati, men hvis Karcic er uenig og oprigtigt finder det interessant at spørge kristne, hvordan de forener deres tro med det liberale demokrati, har han min moralske opbakning til at sætte i gang.

Selv vil jeg fortsat koncentrere mig om at prøve at få Tarek Hussein, Omar Alkhatib, Urfan Ahmed og andre praktiserende muslimske nøgleaktører til at droppe deres strategiske tavshed og gå i dialog med mig om deres idealsamfund. Tak til Karcic for at tilkendegive sin egen frustration over tilbageholdenheden fra den kant.

Eva Gregersen, cand.polit.