Vi er tre par fra Fyn og Langeland, som har tilbragt en forlænget weekend i København i en lejlighed på Teglholmen fra 24/3 til 27/3. Under vores ophold har vi benyttet det kollektive trafiktilbud til lands, til vands og under jorden. Såvel havnebussen som metroen har været en fornøjelse at anvende.
Bustrafikken har mildest talt været en forfærdelig oplevelse. I det aktuelle tilfælde har der været tale om linje 7A, som skulle være en busforbindelse med busser cirka hvert tiende minut i begge retninger.
Lørdag stod vi en halv times tid fra kl. 18.15 og ventede på bussen ind til byen, hvor vi havde en bordreservation. Vi talte syv busser, som kørte i den modsatte retning, altså mod Ny Ellebjerg. Ingen bus kom i vores retning. Efter mere end 20 minutters venten ringede jeg til DOT og fik svar fra en maskine, som sagde, at kontoret var lukket, men at jeg kunne gå ind på hjemmesiden, hvis jeg ønskede oplysninger om køreplaner med videre. Fem minutter efter kom der en stopfuld bus, og vi kom ind til byen.
Da vi skulle hjem igen efter klokken 22, ventede vi foran Hovedbanegården i cirka 50 minutter sammen med adskillige andre. Da den første bus endelig ankom, var der ikke flere pladser, så vi tog den næste et par minutter senere. En venlig forespørgsel til chaufføren om årsagen til ventetiden resulterede i et surt: »Trafikproblemer«.
Mens vi ventede, skævede vi jævnligt op til oversigtsmonitoren med bustiderne. Næsten ti gange stod der et tidspunkt for ankomst af 7A, som ikke passede og senere blev slettet. Imens kom der en lind strøm af busser fra linje 5C, og vi fortrød, at vi ikke boede ved Sundbyvester Plads.
Det var overraskende for os, at københavnerne tog ventetiden med resignation. De er tydeligvis vant til disse forhold.
Komforten i de overfyldte busser er et kapitel for sig. Når man står som sild i en tønde, og chaufføren trykker speederen i bund for at indhente noget af forsinkelsen, bliver det tydeligt, hvor dårlige mange københavnske veje er. Bussen hopper og danser hen over den ujævne vejbelægning, og man bliver let køresyg. Tanken om et muligt trafikuheld er skræmmende.
Tænk, at landets hovedstad vil være disse forhold bekendt.
Peter Christensen, Odense



