Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sygeplejekonflikten er vendt på hovedet

»Sæt repræsentanter for de relevante fagforbund sammen og få dem til at blive enige om, hvad de mener er den rette lønforskel mellem politibetjente, lærere, sygeplejersker osv. Og ved hver kommende overenskomstforhandling, så fordeles 'kagen' lidt skævt mellem faggrupperne, så lønforskellene gradvis bliver, som man synes er rimeligt,« skriver Jørgen Kloster. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi har et frit arbejdsmarked, hvor parterne skal forhandle sig til arbejdsvilkår, man kan blive enige om. Og så rammer og regler for, hvordan dette skal foregå, også når uenigheder opstår.

Den model har – med sine styrker, men også svagheder – stor opbakning i samfundet og især hos de store organisationer på begge sider af bordet.

Modellen kunne ikke opfylde sygeplejerskernes ønsker ved seneste runde forhandlinger, og til sidst bad de direkte regering og folketing om at gribe ind og løse den. Det gjorde de så, men den løsning var sygeplejerskerne heller ikke tilfredse med, og det udestår stadig for de fleste af os at forstå, hvad de vil sige »ja« til.

Som jeg forstår det, er det ikke den faktiske løn, der er »kilden til uenighed«, men lønniveauet i forhold til nogle andre faggrupper?

Så fik vi punktstrejker, og sygeplejerskerne har konstant appelleret til regering og folketing om at give dem en løsning – uden om den danske model – som de vil være tilfreds med (fortsat uden at vi ved, hvad de vil sige »ja« til).  Men det er da at sætte tingene »på hovedet«.

Problemet er jo, at sygeplejerskerne fra de andre fagforbund, som de er i »pulje med når der forhandles arbejdsvilkår, ikke har fået nogen som helst støtte til deres sag. De andre forbund er åbenbart ikke enige i, at sygeplejerskerne skal have mere (hvad man godt kan have sympati for, men det er en anden sag) end de skal have! Med de manglende udmeldinger tilkendegiver de øvrige forbund jo, at de ikke er enige med sygeplejerskerne i deres kamp.

Arbejdstagerorganisationerne burde løse denne konflikt. Sæt repræsentanter for de relevante fagforbund sammen og få dem til at blive enige om, hvad de mener er den rette lønforskel mellem politibetjente, lærere, sygeplejersker osv. Og ved hver kommende overenskomstforhandling, så fordeles »kagen« lidt skævt mellem faggrupperne, så lønforskellene gradvis bliver, som man synes er rimeligt. Så løses opgaven inden for rammerne af den danske model, men det er måske næppe den måde, fagforbundene vil være interesserede i at forpligte sig!?

Det vil da også lette arbejdet i den lønstrukturkommission, regeringen nu skal til at nedsætte.

Jørgen Kloster, Viby Sj.

En sag om prioritering

Vores forsvarsminister valgte at tage til Ærø og se på sæler samt at støtte de lokale socialdemokratiske politikere, mens vore soldater og øvrige udsendte i Afghanistan oplevede Talebans indtagelse af Kabul.

At vores forsvarsminister prioriterer på den måde, er en skandale, og jeg føler mig utryg, så længe hun sidder med hånden på rattet i et så vigtigt ministerium.

Jeg kan lige se for mig, hvordan hun en dag står og deler roser ud på torvet i Odense den dag, russerne banker på døren.

Hun har helt klart vist, at hun først og fremmest er socialdemokratisk kampagnefører og kun i anden række engagerer sig i vort lands forsvar og dermed naturligvis også for ansvaret for vore udsendte soldater.

Hun er simpelthen ikke opgaven voksen. Jeppe Bruus, politisk ordfører (S), kalder det en uværdig klapjagt, at De Konservative ønsker forsvarsministerens afgang. Jeg kan informere hr. Bruus om, at vi er utroligt mange danskere, der helt og holdent bakker op om De Konservatives ønske.

Anna Dawids, København

Lille besparelse med store konsekvenser

Så er den gal igen.

Den socialdemokratiske regering vil nedlægge lektoratsordningen, som støtter danskundervisningen på universiteter i udlandet, ved at fjerne tilskuddet på knap ni millioner kroner på den kommende finanslov.

Den nye forskningsminister har trukket et papir fra 2012 op af æsken; dengang ville man også nedlægge ordningen, men det lykkedes med en kæmpeindsats at redde den. Dengang var det partierne til højre for midten, der støttede bevarelsen af ordningen, og det var Liberal Alliance, som i sidste ende var tungen på vægtskålen til at bevare tilskuddet på finansloven – det var, som om det handlede om nationalisme og Dannebrog.

Nej, det handler, dengang som nu, om støtte til undervisning i dansk sprog, kultur og litteratur på 65 universiteter i udlandet med 2.000 studerende, der som færdiguddannede og som studerende arbejder som oversættere af dansk litteratur, formidlere af dansk kultur, undervisere i dansk, medarbejdere på danske institutioner i udlandet, blandt andet ambassader, handelspartnere m.m.

Hvem i alverden kan have noget imod det? Hvis støtten bortfalder, bortfalder undervisningen i dansk på de universiteter, der får støtte gennem lektoratsordningen – det viser erfaringen. Sølle ni millioner kroner. Få dog de penge på bordet igen!

Nina Møller Andersen, tidligere formand for lektoratsudvalget (formand 2008-2016)

Tesfayes dobbeltspil

Anne Sofie Allarp er forvirret over Mattias Tesfayes måde at agere på. Det er der formentlig mange andre, der også er. Men her skal man huske på, at han har en side, der vedrører at skaffe stemmer ved for eksempel at give udtryk for at ville føre en stram udlændingepolitik.

Så har han en udførende side, hvor der ingenting sker eller i hvert fald ikke ret meget. Ja, lidt staffage og udenomssnak. Denne Tesfayeske opførsel fører på fornuftig vis frem til, at Allarp opfordrer Tesfaye til at invitere til en række indledningsvise konsulterende højniveaukonferencer med henblik på en mulig genforhandling af flygtningekonventionen. Taget fra Allarps forsigtige formulering.

Nemlig. Bydende nødvendige forandringer kræver, at man starter ved problemernes rod.

Svend E. Just, Fredensborg

Jeg troede, at der var anstændighed hos De Konservative

De to politikere i Det Konservative Folkeparti, Marcus Knuth og Niels Flemming Hansen, driver heksejagt på forsvarsministeren, løber med halve vinde, og kræver dit og dat, som de overhovedet ikke har belæg for.

Kommentator Hans Engell, som selv har været forsvarsminister, oplyser, at der intet er at komme efter, alt er gået efter bogen. Det virker desperat at se og høre på de forsvarspolitiske ordførere i de blå partier, og SFs Karsten Hønge har også optrådt uklædeligt i den sag. Brug dog jeres tid på selv at komme med politiske udspil, i stedet for hysteriske angreb på ministre, som ikke har noget på sig. Det virker forkert, kort og godt.

Trine Bramsen gør et godt arbejde, hun har sin facon, den er bramfri, men hun har ryddet op, efter mange års« lukken øjnene« for ting og sager, som ikke har været heldige i forsvaret top.

Helle Bockhoff, Helsingør

Toiletrensning

Uden at ville blande mig i diskussionen om nyuddannedes pligt til at påtage sig et arbejde, der ligger uden for deres gennem studierne erhvervede kompetence, vil jeg nævne et aspekt, som ikke har fyldt meget i denne debat.

De omdiskuterede job vil jo for det store flertals vedkommende være midlertidige ansættelser, måske af ganske få måneders varighed, indtil man har held til at få et arbejde inden for det område, som ens uddannelse kvalificerer én til. Der er altså ikke tale om, at en nyuddannet jurist ved at tage et job i for eksempel hotelbranchen dermed binder sig til en livslang karriere som toiletrenser eller sengelinnedskifter.

Måske burde dette perspektiv indgå i de nyuddannedes overvejelser.

Flemming Olsen, Kgs. Lyngby