Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sundhedsministeriets behandling af Seruminstituttets direktør Mads Melbye bør underkastes en uvildig undersøgelse

Med hjælp fra Kammeradvokaten er der blevet udarbejdet en rapport om Mads Melbyes håndtering af nogle sager vedr. patentering, habilitet og persondata. De små fejl, man har kunnet finde, er blæst op til at være kæmpeproblemer og som forpjuskede spurve beskudt med kanoner, mener Elisabeth Bock. Fold sammen
Læs mere
Foto: Palle Peter Skov

Sundhedsministeriets undersøgelse af Seruminstituttets direktør Mads Melbye, en af verdens førende lægevidenskabelige forskere, giver indtryk af en bekymrende ledelseskultur i ministeriet.

Med hjælp fra Kammeradvokaten er der blevet udarbejdet en rapport om direktørens håndtering af nogle sager vedr. patentering, habilitet og persondata. De små fejl, man har kunnet finde, er blæst op til at være kæmpeproblemer og som forpjuskede spurve beskudt med kanoner. Dertil kommer uheldigvis, at relevante oplysninger, der taler til Melbyes fordel, enten er glemt eller bevidst udeladt.

Sundhedsminister Magnus Heunicke har tilsyneladende fra starten fået oplyst, at sagen var meget alvorlig. Spørgsmålet er nu, om han er blevet ført bag lyset af sit eget ministerium, som i parentes bemærket har brugt ti millioner kroner betalt af skatteyderne på rapporten. Ministeriets håndtering af denne sag bør derfor underkastes en uvildig undersøgelse af Folketingets Ombudsmand.

Elisabeth Bock, Charlottenlund

Enestående omsorg

Under indtryk af den megen kritik af vore plejehjem finder jeg det nødvendigt at fremkomme med en helt anden version, som vi lige har oplevet på Æblehaven / Frydenlund i Rudersdal Kommune.

Min mand flyttede for et år siden ind på Æblehaven med en fremskreden Alzheimers sygdom, han havde næsten intet sprog tilbage. Fra den første dag fik han en tålmodig, venlig og individuel behandling. Personalet forhørte sig om hans interesser, bad om fotoalbums, så de kunne tale med ham om hans liv og om billeder med navne på børn og børnebørn for at lære dem. Han blev mødt med knus og sjov og kærlighed, og når han ind imellem blev aggressiv, blev han afledt og beroliget.

I den allersidste tid, hvor han var meget svag, var han genstand for en enestående kærlig omsorg, og personalet formåede udover at give ham tryghed også at tage sig af mig og trøste mig, når det var rigtig svært.

Alt dette vil jeg gerne sige tak for.

Ida Rothe, Skodsborg

Snublesten i et demokratisk perspektiv

Debatten om nedlæggelse af de såkaldte snublesten i fortovene i Odenses beboelsesområder, har fra Venstres side været båret af en dybfølt overbevisning om demokrati ved fortovskanten. Vi arbejder for borgerinddragelse, fravær af tvang og rum til at fremføre forskellige hensyn. Derfor undrer det mig at læse Peter Nedergaards krasse kommentar, at vi i Odense ikke skulle ønske dette. Det er simpelthen forkert.

Vi ville give fremtidige beboere ved disse fortove muligheden for at rette henvendelse til By- og Kulturudvalget med deres overvejelser om bestående mindesmærker. Det kunne indebære ønsket om stillingtagen til en alternativ, respektfuld nedlæggelse i nærheden af eksisterende mindesmærker for krigens ofre. Fx fordi man ikke ønsker at træde på en sådan mindesten, som det er fremført som argument andre steder i Europa.

De seneste uger har debatten dog taget en drejning hen mod et for eller imod at mindes historien om Holocaust. Det er i en grad, så nedlæggelse af mindestenene kunne forhindres. Det ønsker vi ikke at være del af. Den vigtige og smukke tanke om at mindes ofre for nazismens uhyrligheder skal ikke begrænses af muligheden for en eventuel, fremtidig flytning af en sådan sten. Derfor er S og V blevet enige om et fælles initiativretsforslag, hvor denne mulighed fjernes.

Så, Peter Nedergaard, vi ønsker mindesten og lokaldemokrati.

Claus Houden, gruppeformand, Venstre, byrådsmedlem, Odense Byråd

Krænkelsesparat

Hvor er det godt, at vi nu debatterer, om en is må kaldes en eskimo-is. Jeg føler for de kære eskimoer, der har en is opkaldt efter sig. Nu er der jo ingen oprindelige folk, der kalder sig eskimoer, men alligevel.

Tilsvarende føler jeg mig solidarisk krænket med russerne og italienerne. Det er groft krænkende, at vi kalder salater for russisk salat og italiensk salat. Ud med dem.

Og den krænkende mentalitet fortsætter. Det krænker mig dybt, når jeg den ene gang efter den anden kører ind på Storkereden ved Helsingørmotorvejen, uden nogen sinde at have set en stork. Uforskammet.

Værre bliver det, når jeg går til bageren. Spørgsmålet, om jeg vil have boller, krænker min seksualitet, hvad kommer det bagerjomfruen ved? Og hun må sikkert blive krænket, når jeg tænker på hende som en jomfru.

Og is-krænkelsen optræder jo også her i hovedstaden. Hvad ligner det at kalde en gul, velsmagende is for en københavnerstang. Det må krænke jyderne – og dem er jeg solidarisk med.

Lad os få nedsat en kommission, hvor et antal hønner (jeg vil jo ikke krænke eventuelle hanner eller hunner), kan bruge skatteydernes penge på at få ryddet op i det danske sprog, således at enhver, der intensivt søger efter noget at blive krænket over, kan gå forgæves.

Dan Bælum, Kgs. Lyngby