Styrk vores forsvar – frihed er det bedste guld


DR 2 viste i juledagene nogle udsendelser »De underjordiske byer« med blandt andet en tankevækkende beretning om det antikke Athen. Den genopfriskede skolelærdom om demokratiets vugge.
Alle stemmeberettigede atheniensere, altså frie voksne mænd (ikke kvinder og slaver), samledes i dalen nedenfor Akropolis og stemte om alt væsentligt i staten. Da man havde fundet en stor sølvåre, stemte man om, hvad den skulle bruges til. En foreslog, at værdierne skulle fordeles ligeligt mellem borgerne, men hærchefen Themistokles foreslog, at sølvet skulle bruges til bygning af krigsskibe til Athens forsvar mod ærkefjenden perserkongen Xerxes.
Sådan blev det, og de byggede 200 krigsskibe. Da de overtallige persere angreb Athen, lykkedes det derfor ved snilde at nedkæmpe fjenden i søslaget ved Salamis 480 f.Kr.
Tænk, om vi er blevet lige så kloge. Efter Christian 4.s trediveårskrig mistede vi Skåne, Halland og Blekinge, efter Englandskrigene 1801-07 Norge, i 1864 mistede vi Sønderjylland. Hver gang fordi vi troede, at nogen kom og hjalp os.
Så, kære nye regering, kom straks i gang, brug vores penge til at opbygge vores i dag miserable forsvar, så vi kan bekæmpe en angriber og i øvrigt hurtigst muligt kan opfylde vores NATO-forpligtelser. Vi er langt bagud i forhold til vore naboer, og frihed er det bedste guld.
Elisabeth Christensen, Holte
Endnu en gang har jeg været i kontakt med PostNord, hvor jeg har følt mig gjort fuldstændig til grin. Forretningen har totalt mangel på kundefokus.
Jeg skulle 3. januar sende ti breve og startede derfor bilen for at køre til Trørød Postbutik for at købe ti frimærker. Jeg fik i butikken oplyst, at man ikke solgte frimærker, så jeg spurgte, om det da ikke var et posthus? Jo, det var det skam, men man solgte altså ikke frimærker!
Jeg skulle køre hjem og printe ti koder ud, som jeg skulle klistre på mine breve.
Det gjorde jeg så.
Nu ville jeg gerne poste brevene og gik til postkasserne placeret på Nærumvænge Torv, og her, 3. januar, stod der, at postkasserne først blev tømt 4. januar. De var i øvrigt låst, så brevene kunne ikke lægges i postkassen.
Jeg gik endnu engang hjem uden mulighed for at sende mine breve.
Dines Bredo Petersen, Nærum
Vor statsminister har bidt sig fast i at afskaffe store bededag. Med den politik, vi har oplevet i de seneste år, synes det mere relevant at afskaffe grundlovsdag.
Christian Kjellerup Hansen, Frederiksværk
Nu, hvor »Matadors mor«, den folkekære Lise Nørgaard, er død, ønsker mange godhjertede mennesker at kondolere med den amerikanske forkortelse »RIP«, som får en til at tænke på, hvor Rap og Rup mon er henne i denne sorgens stund.
For mig – og givetvis også for Lise Nørgaard – svarer det til at tage plastikblomster med til bisættelsen. Nu er den gamle frue jo ikke længere blandt os og kan ikke tage til genmæle, så på hendes, Danmarks og egne vegne vil jeg benytte lejligheden til at henstille til, at man forsøger at udrykke sine store følelser på dansk i Danmark blandt danske. Hvil i fred, kære Lise Nørgaard.
Hasse Greiner, Bjæverskov
Der er nu tolv politiske partier repræsenteret i Folketinget, og det er alt for mange. Så lad os få en revision af valgloven, så spærregrænsen bliver på fire procent, og at der skal 60.000 underskrifter til for at opstille et parti til deltagelse i folketingsvalg.
En spærregrænse på fire procent vil ifølge de seneste opinionsmålinger betyde, at Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Alternativet ryger ud af Folketinget. Tilbage er Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti, som med 4,3 procent lige klarer spærregrænsen på fire procent, og disse partier dækker rigeligt de politiske holdninger hos vælgerne, som også slipper for sidste valgkamps gedemarked, hvor 14 partier stod og brægede i hvert sit hjørne.
Mistilliden til politikerne er stigende, og en af grundene er de mange partier, hvoraf mange ligner hinanden. Hvad er for eksempel forskellen på Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, og hvad er forskellen på Enhedslisten og Alternativet?
Kim Mølgaard Nielsen, Roskilde