Det lykkedes ikke for de kommunistiske magthavere i Beijing med mere eller mindre direkte krigstrusler at skræmme Taiwans vælgere forud for valgene 14. januar. Tværtimod fik Taiwan, med det formelle navn Republikken Kina, bekræftet sin status som et af de bedste folkestyrede områder i Asien. 

Det må imidlertid forventes, at magthaverne i Beijing vil fortsætte truslerne. Det er velkendt, at regimer med problemer puster til nationalisme for at fjerne opmærksomheden fra indre problemer. Beijing-styret har mange problemer, blandt andet en meget stor ungdomsarbejdsløshed.

Danmark bør ikke forholde sig passivt over for den kinesiske trusselspolitik. Vi kan, uden at sætte vores sikkerhed på spil, alene og gennem EU yde en bedre støtte til demokratiet i Taiwan.

Der har været demokratisk flerpartistyre i Taiwan siden 1989. På fastlandet derimod har der på intet tidspunkt, siden Mao militært tiltvang sig magten, været frie valg. De studenter, der med bred opbakning forsøgte at få folkestyre i Kina i 1989, gik det ilde. Partiet satte som bekendt hæren ind mod demokratiforkæmperne med store tab af menneskeliv til følge.

Valget i søndags kan også betragtes som en anerkendelse fra vælgerne af den nu afgående kvindelige præsident Tsai Ing-Wens moderate styre gennem otte år. Hun kunne ikke genvælges, fordi hun overholder forfatningens bestemmelser om kun to valgperioder. Tsai Ing-Wen har også kvindepolitisk bevist Taiwans førerstilling. Parlamentet i Taipei har den højeste procentdel af kvinder nogetsteds i Asien. Diktaturet i Beijing har derimod ikke en eneste kvinde i kommunistpartiets egentlige magtorgan, det 24 mands store politbureau.

Selvom Taiwan ligger langt fra os, har vi danskere en stærk interesse i, at friheden på denne ø består. Selvsagt først og fremmest af demokratiske årsager. Men som stor søfartsnation er det vigtigt for Danmark med fri sejlads gennem Taiwan-strædet. 

Tab af frihed i Taiwan vil være et stort tilbageslag for frihed i Asien. Danmark kan øge støtten til demokratiet i Taiwan med et større engagement økonomisk, politisk og kulturelt – og ved i EU at arbejde for en klar besked til Beijing: Stop de militære trusler, og bland jer ikke i Taiwans egen forvaltning. Vi kan gøre det uden at bryde med den såkaldte et-Kina-politik. Taiwan har aldrig været del af Folkerepublikken Kina. 

Hvis forholdet mellem Fastlandskina og Taiwan skal ændres, bør EU kræve, at det foregår på en fredelig måde. I den sammenhæng bør vi erkende, at vi er stillet over for et totalitært styre i Beijing, som udgør en stigende trussel mod fred og frihed. Det kan kun imødegås med en fast holdning fra demokratiske lande.

Viggo Fischer, tidl. MF (kons.), forfatter af bogen »Kina, den truende supermagt«