Jeg læste kronikken 8. august, som de unge mennesker fra Studerende mod Besættelsen skrev om Københavns Universitets (KU) samarbejde med det hebraiske universitet i Jerusalem, HUJI, hvori de ønskede en akademisk boykot.

I første omgang rullede jeg med øjnene og bladrede videre, men som den engagerede boomer jeg er, tvang jeg mig selv til at gå tilbage for at se, hvad de havde på hjerte.

KU ville da være dummere end det tilladte, hvis de afbrød deres samarbejde med HUJI.

Ja, HUJI samarbejder med militæret. Det er da klart. Israel er i krig på flere fronter. De unge privilegieblinde mennesker har ikke forståelse for denne situation.

Situationen på Vestbredden er speget, for nu at sige det mildt, men det er noget, der må tackles, når den militære trussel er aftaget.

Man angriber ikke en, der ligger ned. Israel ligger ned, og vi bør alle støtte landet og ikke opfordre til vold og terror. »Intifada« er ikke et uskyldigt ord.

KU samarbejder sikkert fint med mange muslimske lande, der undertrykker deres egne, kuer det frie ord og undertrykker fri forskning. Måske kunne de studerende kaste sig over det.

Kirsten-Marie Roed, Vejle

Sundhedspersonalets skilte

Kære Karin Louise Sigurskjold

Som svar på dit indlæg her i avisen 8. august vil jeg sige, at desværre er vi jo nået til, at det at have skilt med navn og stilling ikke er acceptabelt, når man er ansat inden for hospitalsvæsenet. Det betyder, at man hurtigt kan blive chikaneret, hvis man »skilter« med mere end ens fornavn.

Har du brug for en samtale med personalet, er jeg sikker på, at de gerne vil svare på dine spørgsmål. Du skal jo bare bede om at få en samtale med den sundhedsperson, der kan hjælpe dig med dine spørgsmål.

Jeg har i hvert fald altid fået fyldestgørende svar, når jeg har spurgt personalet om det, jeg gerne ville have svar på.

Og jeg synes, det er ganske befriende, at man ikke skal »over« dit og »over« dat, når man møder personalet. Tonen har altid være uformel, og det er grunden til, at personalet altid kan give svar på det, man spørger om, og at omgangstonen er ligetil.

Ulla Pedersen, Birkerød

Substans i debatten

Lige nu »raser«, i bedste nyheds-breaking sprog, en masse på sociale medier med rette over Kristian Lindbergs klumme om kvinder med tatoveringers udseende i nærværende avis, mig selv inklusiv. For hvor er det dog plat, at det, der åbenbart ønskes fokus på ved de drønseje kvindelige atleter ved dette OL, er deres udseende. I 2024. Ikke deres præstationer, liv eller hårde træning.

Men måske er der noget, vi glemmer at tale om? For det er nemlig bestemt ikke noget nyt, at der »rases« på sociale medier over, undskylde mit franske, elendige og ligegyldige klummer, ikke blot i nærværende avis, men de publicerede medier generelt.

Og jeg tror måske, at jeg forstår det. Hvis man er ansat som klummeskribent, skal man konsekvent levere holdninger, ledige standpunkter og nye synspunkter.

Personligt mener jeg meget om meget. Nærmest alt, man kan komme i nærheden af at mene noget om. Alligevel tror jeg ikke, at jeg ville kunne levere nye synspunkter og holdninger måned efter måned, eller uge efter uge, afhængigt af ansættelsesforhold, som også gerne skal kunne generere gode kliks, uden også til tider at blive nødsaget til blot at hive noget ud af ærmet.

Så er det et problem for den offentlige debat, at der skal leveres nye takes på akkord, der ikke altid kan efterlade tid til substans?

Jeg har ikke det endegyldige svar, men det er uden tvivl en udfordring for niveauet i debatten.

Ida Ehrenreich, København

Friis Bach og Venstre

Berlingske-kommentatoren, tidligere Venstre-mand Jarl Cordua, undrer sig i Berlingske 7. august over, at den radikale politiker Christian Friis Bach har skiftet så megen holdning, at han nu har meldt sig ind i Venstre.

Måske er det ikke gået op for Jarl Cordua, at det nok snarere er Venstre, der er ændret så meget, at Friis Bach – med sine mangeårige, mildt sagt, »korrekte« politiske holdninger – nu kan føle sig hjemme i Venstre.

Flemming Bækkeskov, Gentofte