Studerende: Karakterer er en hjælp til svage unge

»At fjerne fokus fra karaktererne som den mest objektive bedømmelse er altså ikke nogen hjælp for unge fra kortuddannede hjem.« Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Social skævhed mellem ansøgergrupperne er fortsat et tilstedeværende problem på universiteterne. Ifølge Det Radikale Venstre vil et udvidet kvote 2-system komme problemet til livs. Men faktuelt giver forslaget bagslag.

Ny forskning fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser, at kvote 2-systemet ikke har mindsket den sociale skævhed. Sandsynligheden for, at Peter fra akademikerfamilien bliver ingeniør, er stadig langt større end for Amina – også selv om Amina har bedre karakterer fra gymnasiet end Peter.

Et udvidet kvote 2-system vil altså i højere grad være til gavn for direktørens søn og datter. For eksempel blev der i 2016 på visse professionsrettede uddannelser, herunder læge- og arkitektstudiet, optaget flere studerende fra højtuddannede hjem i kvote 2 end i kvote 1.

Personligt har jeg en række studiekammerater på CBS, som ikke fik de bedste karakterer i gymnasiet. Men via deres forældre har de fået tildelt fede studiejobs og udtalelser, som på flittig vis blev inddraget i deres kvote 2-ansøgning.

At fjerne fokus fra karaktererne som den mest objektive bedømmelse er altså ikke nogen hjælp for unge fra kortuddannede hjem. For disse unge er flid og gode karakterer det, der baner vejen for drømmestudiet, og ikke familieære privilegier. I virkeligheden er det blot at gøre dem, de svage, endnu svagere.

Jeg ønsker ikke ønsker at dømme direktørens familie ud fra dens privilegier, alene fordi de har dem. Det ville være yderst undertrykkende og fordomsfuldt. Men familiære privilegier er ikke nok, hvis vi vil sikre et ambitiøst og fagligt højt uddannelsessystem. Hårdt arbejde og objektive data bør gå forud for kulturelle koder og privilegier – og det må Radikale Venstre vel være enig med mig i?