Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Store nytårsraketter er ikke sexede. De er sjove

Foto: Mads Claus Rasmussen

Nytårsraketter er ikke sexede. De er sjove

Jeg er generelt enig med Katherine Diez i, hvad hun skriver om den tåbeligt tilbagevendende diskussion om fyrværkeri. Der er dog noget, hun har misforstået. Når vi som testoteronmarinerede mandemænd og provinsfædre smider penge efter overdimensionerede romerlys, raketter og flerkilos krudtkasser med fyrværkeri, er det ikke, fordi vi har nogen forventning om, at sådan en overdimensioneret fontæne tænder kvinderne. Nej, årsagen til at vi årligt stopper en halv månedsløn i kasseapparaterne hos T. Hansen og de andre tilbageværende fyrværkerisælgere, er ganske enkel: Vi synes, det er sjovt at fyre dem af, og vi kan godt lide at kigge på dem.

Alle jer, der ikke deler vores barnlige glæde for fyrværkeri, behøver ikke at forstå det. I er velkommen til at blive indendørs, når klokken slår 12 nytårsaften, og det nye år er ankommet. I behøver hverken at kigge på det, fyre det af eller købe det. Men lad nu os, der nyder det, lufte vores barnagtige glæde over fyrværkeriaffyringen og have de 15 minutters fornøjelse i fred den ene gang om året. Christian Girbo-Sørensen, Kgs. Lyngby

Iran ville gøre det samme

Kære Uffe Ellemann. Der er ikke meget »snig«-mord over et missilangreb, det er ikke engang et bagholdsangreb. Der er ingen grund til at tro, at Iran ville holde sig tilbage fra at myrde en amerikansk general, hvis de fik chancen: Landet råber »død over USA« rutinemæssigt og har gjort det gennem et halvt århundrede. Det er ikke gengældt. Men de to lande er i konflikt. Kald det krig eller lad være.

Og din frygt for præcedens for obsternasig og voldelig adfærd, magtmennesker imellem, er et besynderligt budskab. Skal vi tage et kig på statistikken og se hvor mange mennesker, der mistede livet globalt i 2019 som en direkte konsekvens af, at andre syntes, at de ikke skulle leve? Generaler og massemordere er blot dem, der skrives om i aviserne. Præcedens for aflivning er der rigeligt af. Hans Jørgen Pedersen, København Ø

Behændig forglemmelse

Gorm Anker Gunnarsen fra Enhedslisten bruger i Berlingske forkerte tal for at forsvare venstrefløjens snigmord på bilismen i København. Med henvisning til en beboeranalyse fra 2014 skriver han, at det »kun er 36 pct. af børnefamilierne, der vægter bilen højt.«

Én ting er, at over en tredjedel faktisk er en betydelig mængde. Noget andet er, at Gunnarsen behændigt glemmer at fortælle Berlingskes læsere, at analysen skelner mellem børnefamilier i gamle boliger som brokvartererne, og så dem i nye boligområder. For børnefamilier i nye områder er det faktisk 41 procent, der vægter bilen højt. Samtidig konkluderer analysen, at de, der er afhængige af bilen, netop har valgt at bosætte sig i de nye områder, hvor der er bedre parkeringsmuligheder.

Så uanset, hvor meget Enhedslisten forsøger at skrive sig ud af det, bliver konsekvensen af venstrefløjens ønske om at skabe bilfrie områder i nybyggede områder, at der ikke er plads til de børnefamilier, som har brug for en bil. Beboeranalysen viser, at de bliver tvunget ud af byen. I Venstre mener vi, at København er, og skal være, for alle typer børnefamilier. Cecilia Lonning-Skovgaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester, København, Venstre

Tør vi overlade IT til regionerne?

På baggrund af professor Jes Søgaards kronik i Berlingske 1. januar 2020 om Sundhedsplatformen er jeg forundret over, at Region Hovedstaden og Sjælland helt selv har kunnet iværksætte og tumle rundt med et så stort projekt. Ingen andre uden for de to regioners ledelse har haft indseende og kontrol med projektet.

Havde der været de samme regler for Sundhedsplatformen som for statslige IT-projekter, nemlig behandling i Statens IT-råd og forelæggelse for Finansudvalget, som ville følge et så stort projekt tæt, havde systemet ikke fået lov til uhindret at køre videre nu på fjerde år. Det ville for lang tid siden være endt på de kuldsejlede IT-projekters kirkegård, eventuelt slet ikke være blevet idriftsat tilbage i 2016.

På dette punkt har opgave- og ansvarsfordelingen mellem regionerne og staten ikke fundet en hensigtsmæssig form. Hertil kommer, at der hvert år flyttes midler fra patientbehandling til IT-området for at finansiere Sundhedsplatformens overforbrug – alt til skade for patienterne i de to regioner.

Der er behov for, at regering og folketing ikke blot sørger for en afviklingsplan for Sundhedsplatformen, men også får langt bedre styr på ansvaret for regionernes IT. Torben Jerlach, Næstved