Stop tyranni over vores strande

Foto: HENNING BAGGER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi skal ikke acceptere internationalt tyranni over danske strande. Foundation for Environmental Education (FEE), der hersker over det blå flag, kræver at hunde ikke må bade i dansk vand, og at biler ikke må må køre på stranden de steder, hvor det er tilladt. Hvad bliver det næste: At børn, som ikke er renlige, ikke må komme i vandet? Og hvad med ældre, der lider af inkontinens?

Som ejer af en gravhund, der bestemt ikke er en vandhund, har jeg svært ved at forestille mig, at en hund kan bekvemme sig til at besørge hverken det ene eller det andet i vand. De søger altid et fast og absorberende underlag. Forbuddet mod hunde har åbenbart været gældende længe, men skal nu håndhæves. Historien melder ikke noget om, at de danske målinger i al den tid har påvist »hundeforurening«, så jeg forestiller mig, at FEE’s undersøgelse af hundes påvirkning af vandet er foregået på steder, der ikke er befolket af sunde og velfungerende danske familiehunde, men hvor der er syge og skabede gadehunde. Hvorfor skal det gå ud over os?

Bilerne kører mig bekendt ikke i vandet, og FEE står ifølge sin hjemmeside for vandkvalitet, så mon ikke det problem kunne løses ved, at biler kun får lov at færdes og parkere på arealer på stranden, der ligger over højeste daglige vandstand.

Lad os melde os ud af det blå flag og i stedet indføre et grønt, baseret på nøjagtig de samme målinger som gælder for blåt flag og publicere dette i alle turistinformationer. Jeg er sikker på, at de tyske turister ved den danske vestkyst hellere vil have deres hund i vandet og deres bil på stranden end at kigge på et blåt flag!