Hvorfor dømmer vi vores soldater efter civile luftfartsregler, når de reelt står midt i en moderne hybridkrig? 

Sagen fra Borris Skydeterræn, hvor medierne har haft travlt med at kritisere Forsvaret for at skyde efter formodede droner, savner fuldstændig militær og fysisk realitetssans.

Lad os slå fakta fast med det samme: Et passagerfly under indflyvning i næsten tre kilometers højde kan ikke skades af et infanterigevær. Kuglerne kan fysisk ikke nå derop. 

De professionelle soldater på jorden kender deres våbens ballistiske begrænsninger til punkt og prikke. Når de åbnede ild, tog de en fuldstændig rationel og kalkuleret beslutning baseret på de fysiske kendsgerninger. Flyet var aldrig i fare.

Til gengæld står Danmark og vores militære anlæg lige nu over for en konstant, giftig trussel fra fremmede efterretningstjenester. 

Spionagedroner over kritiske installationer og øvelsesområder er ikke science fiction – det er en del af hverdagen i den hybridkrig, der udspiller sig i skyggerne.

Hvis vores soldater skal lammes af bureaukrati og civile flyvetabeller, hver gang de spotter en uidentificeret trussel i luften, så har vi reelt spillet os selv af banen. 

Soldaterne i Borris reagerede resolut, beskyttede deres område og eliminerede en potentiel spionagerisiko uden på noget tidspunkt at bringe menneskeliv i fare.

I stedet for at kritisere dem for amatøragtig kommunikation eller procedurefejl, burde vi bakke op om, at der rent faktisk bliver handlet på jorden, når Danmark testes i det grå felt mellem fred og konflikt. Alt andet er naivt.

Claus Grainger, Charlottenlund

Guderne har vist givet op nu

At påvise modsigelser og meningsløsheder samt åbenbare boomerangeffekter i Trumps politik er for længst blevet normen og ikke undtagelsen. 

Alligevel er det nødvendigt at reagere igen og ikke, som der ellers kan være mange grunde til, blot vente en uges tid og se, hvad der sker. 

»Ja, ja, lad os nu se, hvad Trump mener i næste uge,« siger nogle kommentatorer, men nu går tingene ikke bare hurtigt, de går ekstremt hurtigt. Vi kan ikke vente en uge. 

Lindsey O. Graham-sanktionspakken kunne have reddet liv i Ukraine. De sanktioner ville ikke have standset krigen, men de kunne have været en vigtig støtte i en akut nødsituation for ukrainerne.

At USAs præsident er kold over for det og formentlig kun tænker i kortsigtet indenrigspolitik med henblik på midtvejsvalget, er simpelthen så forbryderisk, at tidligere udsagn om mandens intelligens må nuanceres. 

Han er ikke idiot, desværre. Var han blot det, så kunne vi gøre noget ved det, selvom guderne sikkert for længst er stået af, fordi de tror, at der er tale om dumhed.

Trump havde held til at danne et nyt parti, MAGA-partiet, og så erobrede MAGA Det Republikanske Parti, fordi MAGA opfattede det parti som en bedre platform end at stille op på egen hånd, og Republikanerne lod sig desværre erobre.

Niels Henrik Jessen, Korsør

Hospice

Jeg er indlagt som terminal kræftpatient på Diakonissestiftelsen Hospice.

Jeg har stadigvæk kræfter til at læse dagens Berlingske, således også i sidste uge. Her var der blandt andet et par indlæg af politikere, som udtalte sig om palliativ behandling samt hospice i almindelighed.

Indlæg, som for mig at se var kendetegnet af uvidenhed og ukendskab.

Jeg har boet de sidste 50 år i Danmark efter en del år i udlandet.

Og tænk, hvor jeg er glad for det.

Hospice er et fantastisk sted. Veluddannet personale, lindring og tid. Man giver sig tid.

Jeg kunne godt tænke mig, at tabuet om hospice bliver ophævet. Eller rettere, at man taler om hospice på den måde, som det fortjener.

Et lindrende, dejligt sted, hvor mellem 20 og 25 procent bliver udskrevet.

Lad os få en åben hospice-dag.

Ingen berøringsangst!

Jens Lillelund, Diakonissen Hospice

Bagatelgrænse – et ukendt begreb

For nylig bestilte jeg et hobbykatalog fra Norge. Pris: 35 danske kroner. 

Nogle dage senere fik jeg et brev fra PostNords Kundeservice, som oplyste, at jeg formedelst 261,69 kroner kunne få mit katalog udleveret. 

36,69 kroner vedrørte told og importmoms, som PostNord generøst tilbød at videreformidle til Toldstyrelsen. Selv beregnede PostNord sig 225 kroner i ekspeditionsgebyr for ulejligheden. 

Et medfølgende link gav mulighed for betaling eller afvisning, hvilket var et let valg. Nu lægger PostNord så arbejdstid og yderligere besvær og ressourcer i på vegne af Toldstyrelsen at returnere mit katalog til 35 kroner til Norge. Som en service meddeltes det, at jeg kan tracke forsendelsens vej tilbage til afsenderen.

Er der da ingen nedre grænse for småligheden og bureaukratiet i dette land?

Niels Jørgen Jensen, København

Kongen som barometer

Jeg er ikke royalist, da et demokrati i min optik ikke passer sammen med et monarki. Det er to modsatrettede styreformer.

Kongen er øverste myndighed, og hvis Danmark er truet udefra, er kongens rolle at være hjemme, klar til at underskrive nødlove og i øvrigt agere som samlende figur for borgerne.

Derfor er jeg i denne tid både glad og tilfreds med vores konge, for når han i tide og utide kan tage sine ønskede »timeouts«, må der være grænser for, hvor farlig truslen fra Rusland er mod os.

Så tjek Kongens kalender for »timeout«. Så længe han rejser verden rundt på ferie, kan vi roligt skrue ned for Mette Frederiksens kriseretorik.

Kongen er vores bedste »tag det roligt«-barometer, og tak for det.

Fillippa Gottlieb, Allerød

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »Mening« med Jacob Rosenkrands:

Mening

Simon Richard Nielsen: Er B.T. forlovet med den yderste højrefløj?

B.T.s chefredaktør, Simon Richard Nielsen, har været i vælten den seneste tid efter at have modtaget et bekymringsbrev fra mediets journalister. Medarbejderne er bekymrede for det, de kalder »den politiske og ideologiske styring af journalistikken« på mediet. Så er B.T. fortsat et uafhængigt medie? Gæst: Simon Richard Nielsen, chefredaktør, B.T. Vært: Jacob Rosenkrands
Se alle episoder