Byg mere! Sådan lyder det oplagte svar, når diskussionen falder på den enorme københavnske boligkrise, der presser helt normale familier ud af byen. Men en del af løsningen ligger også i de mange erhvervslokaler, som lige nu står tomme i byen.
Der skal bygges titusindvis af nye ejer- og andelslejligheder og almene boliger, hvis vi skal løse Københavns boligkrise, men vi skal også blive langt bedre til at udnytte byens eksisterende bygninger.
Ifølge en rapport fra Realdania fra 2023 er der mulighed for at skabe nye skønne boliger til tusindvis af københavnere. Tomme lokaler, som på nuværende tidspunkt kun må bruges til erhverv af den grund, at bygninger og områder i lokalplanerne er alt for skarpt delt op i beboelse og erhverv.
Tomme erhvervslokaler af en vis størrelse bør omdannes til hjem for familier, mens en del af lokalerne er små og nok bedre egner sig til studieboliger og boliger for singler.
Og skulle man tænke, om det virkelig kan passe, at alle disse ubrugte kvadratmeter virkelig kan laves til lejligheder, så er svaret ja. De potentielle boliger udgør nemlig kun den mindre andel af de cirka 20.000 tomme erhvervslokaler, som ifølge Realdanias baggrundsrapport ville kunne laves om til beboelse.
Knap 4.000 mennesker ville kunne få et sted at bo, hvis man tager udgangspunkt i de erhvervslokaler, der er allernemmest at omdanne, og de skal have det samme antal kvadratmeter til rådighed pr. person, som vi, der bor i byen i dag har.
De seneste uger har flere lokalpolitikere og eksperter debatteret en mulig bopælspligt på alle københavnske lejligheder, og om det skal være nemmere og billigere af omdanne loftsrummene i de eksisterende boligkarreer til nye lejligheder.
Begge løsninger er nødvendige forslag, hvis vi skal løse boligkrisen for helt normale københavnere fra middelklassen, som ellers bliver presset ud af byen. Men politikerne på Københavns Rådhus skal også kigge mod hovedstadens mange tomme erhvervslokaler, som hurtigst muligt skal omdannes til lejligheder til københavnerne.
I dag er det bare alt for besværligt og bureaukratisk at omdanne erhvervslokaler til beboelse. Det skal vi lave om på. Det skal være let. For det er endnu en brik i løsningen på den københavnske boligkrise. Der er så mange, der gerne vil bo i vores hovedstad. Den største forhindring er for få boliger.
Der skal flere lejligheder på det københavnske boligmarked. Her er omdannelse af erhvervslejligheder til boliger kun ét element. Men det er nemt, hvis vi tør.
Kristine Ammitzbøll-Bille, nr. 2 på Radikale Venstres liste til kommunalvalget i København
Medieombudsmand I
Man kan i avisen 9. september læse følgende: »Hvis regeringen følger den anbefaling, som Medieansvarsudvalget kom med i begyndelsen af året, vil medieombudsmanden kunne føre sager om æreskrænkelser. Det vil sige, at staten vil kunne bestemme, hvem der er krænket i en æressag.«
Det synspunkt skulle være tillagt dr.jur. Steen Schaumburg-Müller. Men står ikke i direkte citat.
Det ville være godt, om Berlingske opklarede, om det virkelig er den pågældendes synspunkt eller journalistens udlægning.
Som bekendt – det ved i hvert fald enhver førsteårs jurastudent – så er det ikke staten, der træffer afgørelser i retssager. Men domstolene. Det ændres ikke af, om der er en medieombudsmand eller ej. Så enten må doktortitlen indleveres igen, eller også må journalisten aflevere sit pressekort.
Artiklen er sigende for det niveau, diskussionen om medieansvar hidtil har haft. Hysterisk, usammenhængende og dybt usaglig. Man mærker hensigten. Og bliver forstemt.
Søren Pind, tidligere formand for medieansvarsudvalget, fhv. minister
Medieombudsmand II
Søren Pind ser sig vist allerede som kommende medieombudsmand af Guds nåde. Eller måske snarere af Barbara Bertelsen og Mette Frederiksens nåde.
Pind lægger ellers fint fra start med at plædere for sin egen form for kritik, nogle ville måske kalde det censur, så vi stakkels læsere/vælgere kan blive forskånet for at høre om belastende magt/evidens.
Så skal vi vel ikke længere høre kritik af coronanedlukningen, betændte minksager, slettede smser, mobiler, som ikke findes mere, skandaler i FE og PET eller lignende.
Nej, vi skal måske snarere underholdes med en orwellsk gennemtygget ikkeinformation, der passer parnasset, hvor ingen stilles til ansvar. Så sover vi også bedre om natten. Det gør parnasset også.
Løsning? Søren Pind som »evidens controller«.
Søren Rasmussen, Lyngby
Kongeskibet nu og i fremtiden
Kongeskibet Dannebrog er simpelthen så smukt. Og i 2032 fylder det 100 år.
Det er i enhver henseende fra en anden tid, og derfor – synes jeg – en del af vores kulturarv. Vi skal jo ikke kaste alt på møddingen, bare fordi det er gammelt.
Men som jeg kan forstå på diverse indlæg på »Næded«, så er de to gamle dieselmotorer nogle værre forurenere. Og det er ikke godt. Så det må vi da gøre noget ved.
Selvom vores finansminister som en anden Joakim von And vælter sig i penge, så er der åbenbart ikke råd til at få foretaget en miljømæssig fornuftig opgradering af Dannebrog. Og nu kommer jeg måske ud i et minefelt: For nogle vil nok mene, at Kongehuset allerede får så mange millioner kroner, at det kan de vel selv klare?
Det kan jeg ikke afgøre. Men hvis de ikke kan, så vil jeg virkelig håbe, at nogle begavede ingeniører og nogle pengestærke fonde vil gå sammen og finde en miljørigtig løsning (og en pose penge), så Dannebrog fortsat kan sejle rundt i færøske, grønlandske og danske farvande og bidrage til sammenhængskraften i rigsfællesskabet.
Det er der brug for.
Jørgen Ørbech, København
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
