Krigen i Mellemøsten fylder, med god grund, meget i medierne. Det er så tragisk at være vidne til uhyrlighederne, og man kan føle sig meget magtesløs, da det kan virke, som om det er en krig, der aldrig vil få en ende. 

Som altid i krig er det ikke »de gode mod de onde«, hvilket ellers ville gøre det hele meget lettere: Så kunne vi lave fælles front mod ondskaben. Der er desværre flere, der ønsker konflikt, og så længe vi ikke får »bagmændene« talt til fornuft, opnår vi ikke fred.

Blandt de mest aktive bagmænd er præstestyret i Iran: De støtter i stor stil terrorbevægelserne Hamas og Hizbollah og har deres helt egen interesse i at styrke konflikten. 

På hjemmefronten i Iran ser det bestemt ikke godt ud. Siden indsættelsen af Pezeshkian, den nye præsident i Iran, som ellers lovede at »slække på undertrykkelsen af sit folk«, har regimet henrettet mindst 191 personer. Alt imens stod den samme Pezeshkian på talerstolen ved FNs generalforsamling i New York i september og talte blandt andet om vigtigheden af menneskelig værdighed. 

Ord, der klinger meget hult, og som kan ses som et ynkeligt forsøg på at skaffe popularitet udadtil?

I Danmark anerkender vi vigtigheden af menneskerettigheder, og jeg synes, vi har en moralsk forpligtelse til at støtte op om civilbefolkningens kamp i Iran. Ikke kun fordi den interne situation i Iran er tragisk, men fordi præstestyret skal vide, at vi holder øje med dem, og at vi fordømmer deres kamp imod vores vestlige værdier og imod menneskerettighederne. Både i Iran og i Mellemøsten.

Et debatindlæg i en dansk avis batter i sig selv nok ikke meget i kampen. Men jeg håber på, at de mange politikere, der føler den samme vrede over præstestyret som jeg, ikke vil undlade at sige det højt. Sådan kan vi vise vores moralske støtte til de modige iranere, der tør gøre oprør, og udtrykke vores foragt overfor et menneskefjendsk styre. De skal vide, at vi ikke har glemt dem.

Karin Liltorp, MF (M)

Bristede aftaler og brudte løfter

Det sker desværre lidt for ofte, at stort fremlagte planer og projekter ender i ingenting.

Ligesom aviser skal bringe et dementi på en fremtrædende plads i avisen, burde regeringen og andre interesseorganisationer, der gerne bruger lang tid på pressekonferencer og første spadestiks-ceremonier, afkræves, at man lige så nidkært forklarer, hvorfor et projekt eller initiativ IKKE gennemføres.

Tag nu for eksempel brintrøret, sygehusprojekterne, PTX-projekterne, energiøerne, krudtfabrikken eller lignende. 

Hvis man blev afkrævet en timelang pressekonference, der skal forklare, hvorfor man havde forregnet sig på tid og økonomi, så kunne man måske forvente, at beregningsgrundlaget næste gang blev udarbejdet med lidt større professionalisme.

Bo Arup, Charlottenlund

Studenterhuen

Med den nye uddannelsesreform bliver der indført tre gymnasielinjer. Tilsyneladende skal der så designes tre forskellige huer. Hvorfor dog det? Alle, der gennemfører en gymnasieuddannelse, får naturligvis nøjagtig den samme hue. Det er vel kun rimeligt, når man nu gør så meget ud af at gøre de 3 linjer ligeværdige.

Studenterhuen er ikke et juridisk dokument; her er det eksamensbeviset, der tæller.

Så hvorfor ikke lade alle de unge mennesker være glade for deres uddannelse og feste løst i en uges tid; uden at man skal skele til, om huen har et hvidt, blåt, sort, grønt eller andet farvebånd.

Jeg kunne rigtigt godt tænke mig en god begrundelse for, at huerne skal være forskellige.

Knud Jørning, København

Vanvidsbilisme

Vanvidsbilisme er karakteriseret ved personer, der særdeles groft ignorerer færdselsloven og hensynet til andre bilister.

Grundet nogle særdeles tragiske og meningsløse ulykker forårsaget af vanvidsbilisme sætter Vejdirektoratet nu hastigheden på Hillerødmotorvejens forlængelse ned fra 90km/t til 80km/t.

Hvem kan forklare mig, hvordan det vil påvirke de skruppelløse vanvidsbilister?

Allan Andersen, Gilleleje

Har du et dilemma, du gerne vil have svar på? Skriv til Berlingskes brevkasse på brevkassen@berlingske.dk