Frederiksberg var den første kommune i landet, der fik en veteranpolitik. Det skete i 2011, og den byggede på en enkel tanke: At Danmark skylder en særlig respekt til de mænd og kvinder, der har båret uniformen for vores fælles sikkerhed.
Nu er vi i gang med at opdatere politikken, for tiden kalder på handling. Danmark skal styrke sit forsvar, og vi mangler både befalingsmænd, officerer og reservister. På Frederiksberg vil vi gerne tage ansvar. Derfor ønsker vi at give kommunens medarbejdere, som stadig er i reserven, fri med løn i op til to uger om året for at deltage i militære øvelser.
Men det må vi ikke. Staten forbyder det.
Det lyder næsten som en dårlig vittighed – men det er virkeligheden. En anden kommune har gjort det samme og har nu fået en tilsynssag på halsen.
Det er ganske enkelt absurd.
Private virksomheder landet over giver deres medarbejdere lønnet frihed til at tage del i øvelser og bidrage til Forsvaret. De hjælper aktivt med at bygge Danmarks sikkerhed op. Men kommunerne – som burde gå forrest – bliver straffet, hvis de forsøger det samme.
Hvis vi virkelig mener, at Danmark skal kunne forsvare sig selv, skal vi også have lov til at bakke op dér, hvor vi kan. Kommunerne er ikke bare forvaltninger; vi er en del af samfundets rygrad. Og mange af vores medarbejdere har kompetencer, som Forsvaret har hårdt brug for.
Det er på tide, at staten viser tillid. Drop den rigide regel og lad kommunerne tage medansvar for Danmarks forsvar. Det handler om sikkerhed, om samfundssind – og om sund fornuft.
Michael Vindfeldt, borgmester (S), Frederiksberg Kommune
Følger af repatriering
Thomas Rohden har i sin kommentar her i avisen måske nok ret i, at omsorgen for ældre og syge ville lide under en repatrieringsordning, men der er tale om en trade off, hvor tryghed og mindre kriminalitet samt færre kultursammenstød ville være på plussiden, ligesom på længere sigt risikoen for social uro ville mindskes betydeligt.
Desuden ville en hel del ældre udlændinge jo også blive repatrieret og dermed mindske behovet for omsorgspersonale.
Så det er mere et spørgsmål om, hvilket samfund, man foretrækker: et konsensussamfund eller et samfund i splid med sig selv af kulturelle/religiøse årsager.
Niels B. Larsen, Randers
Ny moms
Nu hvor man fjerner moms på chokolade og sukker, skal der moms på andre ting.
Nu skal der 25 procent moms på undervisning i motion, det være sig pilates eller yoga.
Sang, dans og bridge skal også momses. Først skal vi spise masser af chokolade, så vi kan mærke, at vi sparer penge. Derefter skal vi betale 25 procent mere for at kunne fortsætte med at lukke bukserne.
Det lyder lidt af gynger og karruseller med omvendt fortegn.
Anette Brock, Charlottenlund
Mette Frederiksen og tillid
Mette Frederiksen siger, at vi skal have tillid til de offentlige myndigheder. I denne sammenhæng spørger jeg, om hun har læst Iben Albinus’ bog »For Rigets sikkerhed«, hvori Albinus på baggrund af en henvendelse fra en medarbejder i FE beskriver arbejdsmiljøet i FE. Alt er tilladt, når blot dette dækkes ind over Rigets sikkerhed, hvor man afhører personalet under former, der minder om Stasi-metoder, hvor den anklagede står uden retssikkerhed.
Bogen er en roman og derfor ikke er et vidnesbyrd, men angiveligt tæt på sandheden.
Min tillid til de offentlige myndigheder forsvandt, da rigspolitichefen med et action card krævede minkfarme lukket, selvom det ikke på det tidspunkt var lovligt.
Chefen for Vurderingsstyrelsen mødte spørgsmål om, hvordan en skatteyder skulle forholde sig, når vedkommende fik en opkrævning for den samlede grund af en udstykning af 20 parceller, hvor han blot oplyste skatteyderen, at vedkommende skulle opkræve skatten af de øvrige 19 parceller.
Hvis man ikke selv kan se, at den er gruelig gal, når man beder en skatteyder om at opkræve skat af andre skatteydere, må man konkludere, at chefen ikke har noget begreb om det juridiske heri og derfor burde afskediges på grund af inkompetence, hvilket ikke skete.
Rigspolitichefen er efterfølgende blevet frikendt, men hans manglende forståelse af juraen burde have fået ham fjernet fra denne høje juridiske post.
Flere eksempler kan findes, men disse sager får mig til at miste tilliden til de offentlige myndigheder, hvor det ikke nytter, at Mette Frederiksen siger, at vi skal have tillid.
Hun må genopbygge denne tillid.
Svend-Aage Anskjær, Skodsborg
En fiasko af en finanslov
Det skal være billigere at være dansker. Det var i hvert fald meningen med finansloven, som SVM-regeringen og de Konservative har præsenteret. Der er afsat penge til både klimasikring og sorgorlov.
Men der er intet svar på de stigende fødevarepriser, intet svar på de for små pensioner og ingen hjælpende hånd til de kontanthjælpsmodtagere, der er blevet kastet under bussen. Regeringen – nu med hjælp fra De Konservative – har endnu engang fejlet at løse en åbenlys opgave.
Finansloven er endnu en i rækken af regeringens mange fiaskoer. Jeg bliver så vred, at jeg har lyst til at sende en sms til Mette Frederiksen for at gøre hende opmærksom på danskernes dagligdagsproblemer, men den ville hun nok bare slette.
Jonas Schmidt, Brobyværk
Folkeskolen
Gordon Ørskov Møller, formand for Danmarks Lærerforening, udtalte forleden til TV 2 News, at der er da problemer med nogle elever, men forældrene må steppe op på deres opdragelse. Han gentager vendingen at steppe op.
Hvilken danskbog har han det fra? Det er tydeligt, at han ikke har lært at læse ved at læse Anders And & Co, som den store afdøde danske forfatter Dan Turèll og jeg gjorde det. Fra jeg var syv år kunne jeg læse. Fra 1953 kunne jeg så supplere ved at læse Tante Berlinger.
Tal dansk, din hund, som Ludvig Holberg ville have sagt. Mattias Tesfaye har ret. Ud med PDO.
Mogens Steen Johansen, Glostrup
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk



