Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Stands statsstøtten til sort energi

CLIMATECHANGE-GREENLAND/
»Grøn energi ville blive billigere alene ved at fjerne afgifterne, og ved at fjerne støtten til sort energi, vil grøn energi isoleret set få en konkurrencefordel på 57 mia. om året,« skriver en læser. Fold sammen
Læs mere
Foto: STAFF

Bjørn Lomborg foreslår at bruge pengene på forskning i billigere grøn energi i stedet for regeringens planer for grøn omstilling.

Men alle grønne tiltag synes at falde til jorden, når der globalt bruges 35.000 mia. kr. på statsstøtte til fossile brændsler, og en ny rapport fra IMF viser, at statsstøtten til fossile brændsler fortsætter med at vokse.

Vi kan ikke dirigere, hvad andre skal, men angiveligt støtter DK fossile brændsler med 45 mia. kr. og opkræver 12 mia. i grønne afgifter.

Grøn energi ville blive billigere alene ved at fjerne afgifterne, og ved at fjerne støtten til sort energi, vil grøn energi isoleret set få en konkurrencefordel på 57 mia. om året.

Det vil svække efterspørgslen på sort energi, og få udbyderne heraf til at fokusere på at accelerere omstillingen til levering af grønne energier, og en øget efterspørgsel på grøn energi vil være incitament for udbyderne af grøn teknologi til at accelerere udviklingen af bedre og ny grøn teknologi.

Statens finanser vil isoleret set forbedres med godt 30 mia. kr. om året, og de kunne bruges på at øge beskæftigelsesfradraget for lavindkomsterne, så det bedre kan betale sig at arbejde uden at overførselsindkomsterne udhules for dem, som har andre udfordringer end blot manglende lønarbejde.

Selvfølgelig vil dyrere sort energi umiddelbart påvirke samfundsøkonomien negativt indtil omstillingen er færdig, men det må så være at betale for grøn omstilling uden store offentlige administrationer til at styre puljen afsat til formålet. Leif Andersen, Næstved

Princip gælder begge veje

Læserbrevet »Princip gælder begge veje«, se nedenfor, angriber fejlagtigt udregningsmetoden for klimaaftryk i artiklen »Den sorte sandhed om det grønne Danmark«. Eksportaftrykket er dog fratrukket danskernes forbrugsaftryk, det fremgår også af grafikken i artiklen. Læserbrevet brude derfor ikke have været bragt.

»Den sorte sandhed om det grønne Danmark« er overskriften på forsiden af Berlingskes seneste søndagsmagasin. Artiklen inde i bladet omhandler danskeres CO2-aftryk. Det fremgår, at vi hver især udleder omkring 8,7 ton om året. Eller totalt 50,6 mio. ton CO2-ækvivalenter, som er den officielle nationale udledning/territoriale udledning for Danmark.

Ifølge artiklen undervurderer denne opgørelse imidlertid kraftigt, hvor meget vi som danske forbrugere udleder på verdensplan. Man når således helt op på et tal i nærheden af en total på 175 mio. ton, når man bl.a. medtager klimaaftrykket fra de utallige varer, vi importerer. Aftrykket af de varer, vi for eksempel køber i Kina, bør rettelig tilskrives Danmark end som nu Kina, hævdes det i artiklen.

Men med samme logik bør aftrykket for de varer, som Danmark producerer og eksporterer, naturligvis tilskrives de respektive købslande og ikke Danmark. Da vor samlede eksport af varer langt overgår importen, formindskes vort CO2-aftryk derfor via udenrigshandelen snarere end det øges. Den del af beregningen overses i artiklen.

En overskrift som »Den halve sandhed om det grønne Danmark« havde derfor nok været mere passende. Henrik Østerby, Helsingør

Vestbredden og varemærkning

I Bent Blüdnikows Groft sagt-indlæg 17.11 nævnes, at EU ikke har reageret med handelshindringer over for Nordcypern efter den tyrkiske invasion i 1974. Dette er ikke rigtigt. Både FN og EU har indført embargo over for Nordcypern, hvilket bl.a. indebærer, at skibe fra medlemslandene ikke kan anløbe Nordcypern. Embargoen omfatter også flyforbindelser samt direkte handel mellem de nævnte lande. Carsten Schmidt, Holte

Telefonen er tændt

»I kan jo bare ringe«, cirka således lød det, da jeg i starten af november havde fornøjelsen af at besøge Morten Løkkegaard i Europa-Parlamentet sammen med en gruppe andre unge.

Kommentaren faldt som en afslutning på en spændende debat og diskussioner, hvor en veloplagt og nydeligt solbrændt Løkkegaard udtrykte sine frustrationer over som EU-politiker at blive betragtet som distanceret og utilgængelig for den gennemsnitlige dansker. Hans pointe – som for øvrigt blev gentaget af flere andre politikere, vi mødte – var at han og de andre danske europa-parlamentarikere gør sig enormt umage med at være tilgængelige og mulige at komme i kontakt med, for netop at modarbejde den negative idé, der hersker i dele af befolkningen om den utilgængelige EU-politiker, som aldrig kan forstå menigmands problemer, fordi vedkommende er spundet ind i Bruxelles snørklede systemer og elitære problemstillinger.

De gør sig umage i sådan en grad, at man rent faktisk bare kan ringe direkte til dem. Og hvis de sidder i møde eller har travlt, så indgår man en aftale, og så ringes der tilbage. Ganske ligetil og jordnært.

Så hvis du føler, at du ikke bliver hørt i EU, så prøv at ring. I hvert fald før du brokker dig over ikke at blive hørt. Alexander Borup Jeppesen, Valby