Næsten dagligt kan man i pressen læse om alvorlige problemer i folkeskolen. Mange elever forlader folkeskolen uden at have lært elementær regning og dansk. Det er en frygtelig tragedie, men når bedømmelsen af elevernes prøvebesvarelser bliver overladt til tilfældighedernes frie spil, bliver elevernes fundamentale retssikkerhed også sat over styr.
I en prøve, hvor tidsperioden »tresserne«, altså 1960erne, indgik, skrev nogle elever »tresserne«, mens andre skrev »60erne«. Naturligvis er begge stavemåder korrekte, men da man ikke længere lader en censor bedømme besvarelserne, men i stedet overlader det til den højtbesungne digitalisering, så blev stavemåden »60erne« bedømt som forkert, og dermed blev karakteren, der også afgives digitalt, fastsat for lavt.
Det er naturligvis helt uacceptabelt at foretage »digital bedømmelse« af prøvebesvarelser. Det må selvfølgelig ikke ske. Så stands dette digitale vanvid i folkeskolen. Eleverne er mennesker, der har krav på en korrekt bedømmelse.
Vi har en digitaliseringsminister og et digitaliseringsministerium. Det er digitaliseringsministerens simple pligt at gribe ind over for misbrug af digitaliserede løsninger. Dette nævnte eksempel burde aldrig have fundet sted. Det er naturligvis en censor og ikke en sjælløs maskine, der skal bedømme elevernes prøvebesvarelser.
Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk
Hård omgangstone i butikkerne
Det fremføres med jævne mellemrum, at tonen mellem kunder og butiksansatte er blevet hårdere. Det har jeg også selv af og til bemærket, men tillad mig at nævne, at forventningen om en høflig omgangstone skal gå begge veje.
Når jeg for eksempel kommer op til kassen for at betale for mine indkøb, hilser jeg altid på kassemedarbejderen med et høfligt »Goddag«. Ofte hilser man ikke tilbage, og indimellem kigger man ikke engang op. Det eneste ord, som i de tilfælde kommer over kassemedarbejderens læber, er: »Kvittering?«, når jeg har betalt.
Ved lange køer er det normalt at bede kassemedarbejderen om at få åbnet en kasse til. Meget ofte skal de ringe tre-fire gange, førend der kommer en medarbejder for at åbne en ny kasse, og i mellemtiden er køen blevet endnu længere. Alle medarbejdere har da forståeligt nok brug for en pause indimellem, men behøver de at holde pause samtidig, når der står ti kunder i kø og venter? Kunne det ikke koordineres noget bedre?
Når jeg har spurgt efter en vare, som jeg ikke kunne finde, har jeg ofte fået svaret: »Hvis det ikke står på hylden, er det sikkert udsolgt.« Jo tak, de kunne lige så godt have sagt: »Rend og hop.« Meningen er jo den samme.
Butikkernes flaskeautomater er ofte fyldt op, og jeg oplever jævnligt at oplyse dette til en medarbejder, uden at der tages skridt til at få den tømt, så jeg kan komme af med returemballagen.
Nogle gange er varerne slet ikke prismærket, og tilbudsvarer er udsolgt få timer, efter at butikken åbnede.
Jeg er en varm tilhænger af en høflig omgangstone, og jeg vil også fremover hver gang hilse på kassemedarbejderen med et høfligt »Goddag«. Men det kan ikke undre, hvis der indimellem er kunder, som føler deres tålmodighed udfordret. Måske skulle man bruge lidt mere tid på at oplære nye medarbejdere i almindelig kundeservice.
I virkeligheden forstår jeg nok ikke, at folk søger ind i et servicefag, hvis de dybest set ikke er motiverede for at yde service.
Erik Lindblad, Frederiksberg
Dragsteds nye selvangivelse
Enhedslistens forslag til selvangivelse vil se sådan ud:
Hvor meget har du tjent?
Hvor kan vi hente pengene?
Leif Kastberg, Karlslunde
Forældreskab må ikke blive et selvrealiseringsprojekt
Kunstig befrugtning er uden tvivl en teknologisk landvinding, der har hjulpet mange barnløse par med at realisere drømmen om en familie. Det er en god ting. Men i dag bruges kunstig befrugtning desværre ikke kun som løsning på biologiske fertilitetsproblemer i parforhold, men anvendes også af enlige, som ønsker at få børn alene. Her går vi galt i byen!
Der findes forskellige og velfungerende familieformer. Men det ændrer ikke på, at børn som udgangspunkt har bedst af at vokse op med begge deres forældre og have »så vidt muligt ret til at kende og blive passet af sine forældre«, som der står skrevet i FNs Børnekonvention artikel 7.
Når en voksen aktivt vælger at få et barn alene gennem kunstig befrugtning, fravælger man også bevidst barnets mulighed for at have to primære omsorgspersoner. Det sker ikke som følge af en tragedie eller en livsomstændighed, men som en planlagt beslutning.
Vi lever i en tid, hvor man konstant opfordres til at »følge sine drømme« og »vælge det liv, man selv ønsker«. Men forældreskab er ikke – og bør aldrig være – et selvrealiseringsprojekt. Det handler ikke om den enkeltes frihed til at skabe liv, men om det ansvar, som man påtager sig for et andet menneskes fremtid. Når ønsket om at blive forælder bliver så stærkt, at det retfærdiggør fraværet af en medforælder fra begyndelsen, har vi mistet fokus.
Derfor skal kunstig befrugtning forbeholdes par. Ikke for at nægte nogen at blive forælder, men fordi børn fortjener de bedste rammer for livet. Teknologien må aldrig løsrive os fra det ansvar, der følger med forældreskabet. Tværtimod skal den bruges med omtanke og respekt for, at det menneske, der kommer ud af det, ikke er et projekt, men et barn.
Der er intet forkert i at ønske sig et barn. Det er måske et af de smukkeste ønsker, som et menneske kan have. Men det må aldrig blive vigtigere end det liv, man sætter i verden.
Marie Nordahl Sinding-Olsen, social- og sundhedsordfører, Konservativ Ungdom
Affaldssortering
Der er med god grund debat om rationalet bag en affaldssortering i ti kategorier. Først vil jeg gerne have tal på de enorme omkostninger ved omstillingen til den nuværende ordning:
Hvad har millioner af nye plastikskraldebøtter kostet?
Hvad har hundredvis af nye skraldebiler kostet, og hvad har det miljømæssigt kostet at bygge dem?
Hvor mange ekstra skraldemænd har måttet ansættes?
Jeg har ikke kunnet finde tal for, hvor mange danskere der bor i et- eller toværelses lejligheder. Hjemmet vil kunne ligne en losseplads med ti bøtter. Selv i større lejligheder kan det være til stor gene, især med en børneflok.
Mange mennesker bor i etageejendomme uden elevator og har derfor store problemer med at komme ned med ti bøtter affald. Det giver særligt besvær for 1,24 millioner mennesker, der er over 65 år. 156.800 har hjemmehjælp. Skal de nu bære affaldet ned eller skal søde naboer?
968.000 personer er registrerede som handicappede, heraf 360.000 med større handicap. Hvad med dem?
Hvad gør man uden for byerne? Vi bor, så der er gåafstand til en glascontainer, men hvad gør man generelt i landdistrikterne med affald?
Central robotsortering er ikke fejlfri, men det er borgernes egen heller ikke.
Er gevinsten beviseligt omkostningerne værd?
Naturligvis vil politikerne benægte, at det har været en fejlinvestering.
Jan Buch, Frederiksberg
Et handicap fjerner ikke retten til et godt liv
Alt for ofte taler vi om mennesker med handicap, som om de er deres diagnose. Som om et stykke papir kan fortælle, hvem de er, og hvad de har brug for. Men en diagnose siger noget om en problematik og ikke om mennesket, der skal leve med den. Og det er netop derfor, at den bedste sagsbehandling altid er den individuelle.
Som forhenværende formand for Danske Handicaporganisationer i Vejen og som uddannet socialrådgiver har jeg set, hvor vigtigt det er, at systemet evner at skelne – og lytte.
En ung mand med autisme, som har haft en barndom præget af uro og mange institutionsskift, har helt andre behov end en ung kvinde med samme diagnose, som har haft et trygt hjem og stærk støtte fra sin familie. Alligevel ser vi alt for ofte, at begge mødes med den samme standardindsats – og med sagsbehandlere, der ikke har tid til at se forskellene.
Eller tænk på en kvinde med sklerose. Den ene dag kan hun gå, den næste dag må hun bruge rollator. Hun kender sin sygdom, men systemet beder hende igen og igen om at dokumentere det, hun mærker i sin krop hver eneste dag.
En mor med et barn med multiple handicap oplever, at hun skal forklare sig forfra, hver gang der er ny sagsbehandler. Når hun endelig har opnået den nødvendige hjælp, flytter familien – og pludselig starter det hele forfra. Hjælpemidler, som hun troede var bevilget for barnets barndom, skal nu søges igen.
Det slider på tilliden, på kræfterne og på livskvaliteten.
Individuel sagsbehandling må ikke betyde usikkerhed. Det må ikke være sådan, at man frygter at flytte kommune af frygt for at miste sin hjælp. Vores velfærd skal bygge på tillid og kontinuitet, ikke skemaer og gentagne dokumentationskrav.
Et menneske er ikke sin diagnose. Et menneske er sin historie, sine styrker, sin kamp – og sit håb.
Vibeke Henriksen, socialrådgiver og byråds- og regionskandidat for Moderaterne i Kolding
Åbent brev til Greta Thunberg
Kære Greta,
Vreden har mange ansigter og mange årsager. Nogle bor i én selv.
Ikke desto mindre skal jeg give dig lidt inspiration til fortsat at holde gryden i kog. Her ti gode ideer:
Plastik i verdenshavene ødelægger dyreliv og svækker menneskers immunforsvar.
Jødiske studerende bliver forfulgt på højere læreranstalter alene på grund af deres etnicitet.
25.000 danske grise dør hver dag i Danmark som følge af uhæmmede produktionskrav.
Tusindvis kubikmeter urenset spildevand udledes fortsat i Øresund blandt badegæster.
Hamas-ledere smæsker sig i Omans luksuseksil, mens befolkningen i Gaza tages som gidsler.
Iran og Nordkorea fodrer krigsgale Putin med krudt og kugler.
Det iranske præstestyre undertrykker kvinders ret til frihed og planlægger atombomber.
I dit eget hjemland risikerer man at få serveret sushi med hvalkød på restaurant.
Hamas-terrorister, som smed håndgranater ind i lukkede rum med jævnaldrende festivaldeltagere, holder fortsat mindst 50 mennesker fanget.
Kina undertrykker etniske mindretal.
Det var blot et lille udpluk af oplagte emner til en ny »How dare you«-tale. Når den er udtømt, bidrager jeg gerne med yderligere.
Jørgen W. Frøhlich, Kgs. Lyngby
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
