Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Sproglig fallit i plejen er et svigt af vores ældre
Det er på tide, at vi stopper med at pakke det ind. Kritikken fra Danmarksdemokraterne og regeringen om svage sprogkundskaber på vores plejehjem rammer plet. Det er en skandaløs situation, at sproglige barrierer får lov at stå i vejen for trygheden hos vores ældre og sikkerheden i vores plejesektor.
Men mens politikerne er gode til at pege på problemet, er der en total mangel på fokus på løsningen. Man kan ikke blot kræve bedre dansk gennem politiske udmeldinger. Sprogkundskaber i en kompleks plejehverdag skabes ikke af gode intentioner, men af benhård, specialiseret faglighed.
I De Danske Sprogcentre ser vi i øjeblikket en massiv stigning i efterspørgslen på sprogstøtte over hele landet. Fra København til landets mest pressede kommuner er behovet akut.
Især for internationale arbejdstagere fra eksempelvis Indien og Filippinerne er det faglige niveau ofte tårnhøjt, men det danske sprog er den manglende brik, der gør dem i stand til at udføre deres arbejde sikkert.
Det er her, den politiske blindhed bliver farlig. Succesfuld sprogtilegnelse i en travl hverdag kræver mere end generel undervisning. Det kræver specialister i dansk som andetsprog. Uden dette faglige fundament gambler vi med den korrekte dokumentation, værdigheden for vores ældre og i sidste ende patientsikkerheden.
Sprogcentrene løser allerede nu denne kritiske samfundsopgave med dokumenterede resultater. Men det er en hån mod både borgere og medarbejdere, at vi har en så fragmenteret indsats, og hvor kvaliteten af sprogstøtten er et rent lotteri, der afhænger af den enkelte kommunes budget.
Hvis vi vil have en plejesektor, der rent faktisk fungerer, må vi ophøre med at betragte sprogundervisning som et tilvalg. Vi har brug for en national strategi og bindende partnerskaber mellem sprogcentre og SOSU-skoler. Det er den eneste vej til at sikre en sammenhængende indsats fra ankomst over uddannelse til en varig rodfæstning i beskæftigelsen.
Politikerne har nu konstateret, at problemet findes. Nu er det tid til at implementere den professionelle løsning, før flere plejehjem ender i sproglig fallit.
Sofus Teislev, formand for De Danske Sprogcentre (DDS)
Det brutale Kina
Han var 14 år, da han blev politisk aktiv i Hongkong ved at danne en studentergruppe. Nu er han 30 år og blev forleden af en politisk domstol idømt en tillægsstraf på ti år.
Han har allerede tilbragt seks år i fængsel for angivelig krænkelse af loven. Navnet er Joshua Wong. Han var ledende i byens demokratibevægelse. Hvis Kina overholdt aftalen med Storbritannien om Hongkongs overgang til kinesisk styre, burde Joshua Wong have været straffri. Som bekendt indebar aftalen 50 års uændrede frihedsrettigheder for byen og dens borgere, frem til år 2047.
Men ifølge Kinas kommunistiske ledelse er aftalen nu blot »historie«. Tværtimod pressede Kina i 2020 en hård sikkerhedslov ned over Hongkong.
Hvad kan demokrater gøre for at mildne den hårde skæbne, som har ramt Wong og andre frihedsaktivister? Det vigtigste umiddelbart er, at de ikke bliver glemt. Men Den Europæiske Union kunne gøre en konkret ting: have en liste over de uretfærdigt dømte, hver gang EU forhandler med Kina. Sådan har USA tidligere gjort og nogle gange med resultat.
EU bør kræve, at disse dømte bliver løsladt. Måske vil Kina ikke give sig, men ledelsen i Beijing skal stilles overfor sådanne krav med udgangspunkt i vores værdier, og de fængslede skal vide, at der er nogen, der gør en indsats for dem.
Viggo Fischer, tidligere MF (K), forfatter til bogen »Kina, den truende supermagt«
Lidt religionsfilosofi
Jeg undrer mig lidt over den gruppe mennesker, der betegner sig selv som kulturkristne. Jeg ved ikke, hvordan I andre har det med dem.
De bruger betegnelsen for det forhold, at de kulturelt set er påvirkede af at leve i en kultur, der (i Danmark) i over 1.000 år har været præget af kristendommen.
Men det er vi jo alle sammen.
Spørgsmålet er, hvad vi er overbeviste om.
Ateister er overbevist om, at for eksempel den kristne gud ikke eksisterer, kristne teister er overbevist om det modsatte.
Kan det virkelig passe, at »kulturkristne« ikke har en overbevisning? Eller vil de bare ikke fortælle os andre om deres overbevisning?
Kulturpåvirkning har ikke noget med sagen at gøre. Måske deler vi os kun i to grupper: teister og ateister? Hvis vi tager livet alvorligt.
Enten eller.
Niels Skovgaard, forfatter og cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, Brabrand
Håbløse EU-regler
Vi er mange danskere, der har boet en stor del af vores liv i udlandet og har været tåbelige nok til at komme hjem. Nu har EU bestemt, at vi ikke må have en udenlandsk bankkonto, hvis vi ikke har bopæl i dette land.
Min hustru og jeg har boet i mange år i USA. Vi får begge amerikansk Social Security (folkepension), og jeg har en betydelig firmapension. Hidtil er det automatisk gået til vores konto i Chase i USA. Det er ikke nemt at få pengene overført hertil i stedet.
Jan Buch, Frederiksberg
Vores næste frontlinje er digital
Regeringen har været alt for tavs om de seneste ugers voldsomme cyberangreb. Samtidig har vi set, hvordan mistænkelige droner og flytrusler har skabt utryghed og sat vores beredskab på prøve. For når fjenden ikke længere kun findes ved landets grænser, men også blandt letmælken og de frosne grøntsager i køledisken, vidner det om en manglende forståelse for nutidens krigsførelse.
Vi mener helt grundlæggende, at Danmark selvfølgelig skal opruste militært. Men det er ikke længere nok at sætte vores lid til amerikanernes kampvogne, soldater og ammunition. Danmark – og resten af Europa – bliver nødt til at gøre cybersikkerhed til sin absolutte topprioritet.
Cyberangreb er ikke længere en fjern trussel eller noget, der kun rammer store virksomheder. De kan også let ramme vores kritiske infrastruktur, vores forsyningssikkerhed og i sidste ende helt almindelige danskere. Det har de seneste uger for alvor bevist.
Vi skal tage cybersikkerheden alvorligt, før det bliver for sent. For vores næste frontlinje er digital, og den er allerede under angreb.
Victor Kaus, formand for politik- og presseafdelingen i Danmarksdemokraternes Ungdom, og Sara Steenholdt, landssekretær i Danmarksdemokraternes Ungdom
Krigen skal stoppes
Nu skal vi have stoppet den krig i Ukraine. Amerikanske lykkeriddere og russiske charlataner gør kun ondt værre. Kun seriøse forhandlere fra Europa og Ukraine skal deltage i fredsforhandlinger med russiske udsendinge.
Rusland må ikke få så meget som en kvadrattomme jord ud af den krig og heller ikke opnå betingelser angående Ukraines alliancer og vestlig militær tilstedeværelse langs den oprindeligt ukrainsk-russiske grænse. Intet må krigsherrer få ud af at angribe naboer. Europæere og EU kan simpelthen ikke acceptere det. Det er ultimativt.
Trump tænker på sit eftermæle. Åbenbart er det vigtigere for ham end befolkninger, som lider og mister deres kære. Hans forslag skal ikke benyttes, da det vil blive en fred på Ruslands præmisser. Det er det sidste, Europa har brug for.
Niels Henrik Jessen, Frølunde Fed
Retssikkerhed og kvinders sikkerhed
Forestil dig, at du som kvinde har været udsat for et seksuelt overgreb. Flere år senere går du på en bar og opdager, at din gerningsmand står få meter fra dig. Hvordan ville du have det? Eller forestil dig, at du er en ung pige, der lige er begyndt at gå i byen, og du møder en mand, der tidligere er dømt for voldtægt eller andre alvorlige seksuelle overgreb.
Hvis du er dømt for voldtægt eller andre alvorlige seksuelle overgreb, bør det kunne ses på din straffeattest resten af livet. Og det bør være muligt at nægte personer, der er dømt for alvorlige seksualforbrydelser, adgang til steder, hvor alkohol, stoffer og natteliv kan skabe situationer, hvor andre mennesker er særlig udsatte.
Længere burde den ikke være. Og jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor det ikke allerede fylder mere i den politiske debat.
Som kvinde gør det mig ondt at tænke på, hvor mange kvinder, der har oplevet seksuelle krænkelser, overgreb eller voldtægt. Det er flere kvinder, end man tror, og derfor er frygten for, at der skal ske en noget som kvinde, også reel.
En undersøgelse fra 2024 foretaget af EUs Agentur for Grundlæggende Rettigheder og Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder viser, at hver tredje kvinde i EU har oplevet fysisk vold, seksuel vold eller trusler i sit voksenliv. Hver sjette har oplevet seksuel vold, herunder voldtægt.
Det er millioner af kvinder, der efterfølgende skal leve med oplevelsen, frygten og konsekvenserne. Nogle i måneder, andre i årevis og for nogle resten af livet.
Alligevel kan en person, der er dømt for en alvorlig seksualforbrydelse, efter nogle år få en ren straffeattest og senere lade, som om det aldrig er sket.
Jeg er med på, at mennesker skal have mulighed for at afsone deres straf og komme videre med deres liv. Rehabilitering er en vigtig del af vores retssystem, og man skal ikke nødvendigvis straffes for evigt. Men der burde også være en grænse for, hvor meget hensyn til gerningsmanden vi burde tage frem for andres tryghed.
Derudover burde det være muligt at nægte personer dømt for alvorlige seksualforbrydelser adgang til eksempelvis natklubber og andre dele af nattelivet for forebyggelse og beskyttelse af kvinder.
Vi taler konstant om kvinders ret til at føle sig trygge. Vi taler om samtykke, grænser og forebyggelse af seksuelle overgreb, men gør sjældent noget konkret for faktisk at imødegå det, vi taler om. Vi kan ikke blive ved med at tale om kvinders tryghed, hvis vi ikke samtidig er villige til at diskutere konkrete tiltag, der kan beskytte dem.
For en ren straffeattest ændrer ikke på, hvad der er sket. Og den ændrer heller ikke på de konsekvenser, som offeret skal leve med.
Leonie Hübner-Schneider, Svendborg
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »God Bless America« med Birgitte Borup:
Martin Krasnik har altid været fascineret af USA, og han kan næsten ikke holde tanken ud om, at han aldrig har boet i landet. Med midtvejsvalget ser han et enormt skifte i amerikansk politik, men han tror ikke, at vi her i Europa skal forvente, at forholdet til vores vigtigste allierede bliver som før. Men hvordan havnede vi her? Og hvad kan vi nu se frem til? Gæst: Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen Vært: Birgitte Borup
Del:
