Sport er også jeres public service-pligt, DR

Caroline Wozniacki i Australian Open bør dækkes bedre af DR. ADNAN ABIDI

Kan jeg få en forklaring på, hvorfor Sportsnyhederne på DRs P4 ikke længere er en del af det obligatoriske public service-begreb? Er Sporten ikke en del af nyhedsbilledet og dermed en naturlig del af det, man kan forvente af en public service-formidler - den efter min opfattelse vigtigste i Danmark, DR?

Og ja, jeg kan da gå på nettet og få dækket de huller, som den skrivende presse af naturlige årsager ikke kan få med. Er det det, jeg betaler for via min licens? TV er ikke noget alternativ. Helt konkret: Hvor kan jeg få opdaterede sportsnyheder i dagtimerne via DR? Australian Open er lige begyndt, og VM i Herrehåndbold har da givet også noget at byde på osv. Er jeg mon den eneste, der har dette savn? Leif Tage Olsen, Kgs. Lyngby