Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Som lærer ved man ikke længere, om man er indsat eller ansat

»Hvis lærergerningen atter skal gøres attraktiv, så skal respekten og en vis form for autonomi tilbage til læreren og væk fra regnearks-typerne, konsulenterne, djøfferne og Finansministeriet,« skriver Michael Pedersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Det er egentlig ret ufatteligt, at politikerne i disse dage undrer sig over, at der er så få unge medborgere/studenter, der ønsker sig at uddanne sig til lærer.

Med bare lidt hukommelse vil politikerne sikkert kunne finde en god del af svaret hos Bjarne Corydon og den berygtede folkeskolereform og i OK13. Det er de unge, der oplevede et skolesystem, der kollapsede efter OK13, som nu bedes om at ville arbejde i skolen.

De unge er vel lettede over endelig at være sluppet ud. Skulle de så frivilligt vende tilbage? Nej, vel. Som lærer ved man ikke længere, om man er indsat eller ansat. Min kollega sagde forleden: »Ingen ved sine fulde fem ville da uddanne sig til lærer i dag.« Måske er de danske borgere bare ved deres fulde fem, hvor politikerne ikke er det.

Hvis lærergerningen atter skal gøres attraktiv, skal respekten og en vis form for autonomi tilbage til læreren og væk fra regnearkstyperne, konsulenterne, djøfferne og Finansministeriet – og den mangeårige politiske hetz mod lærerne i den offentlige sektor via besparelser og talen ned til professionelle undervisere må ophøre.

Politikerne har med andre ord fået den skole, de selv har bestilt. Og det har de fået, fordi de selv i årevis har været uden for pædagogisk rækkevidde. Det begyndte hos Henning Christophersen i 1980erne og nåede sit højdepunkt via Bjarne Corydons »normalisering« (hvor studenter og flæskesteg åbenbart skulle produceres efter samme skabelon) og sluttelig hos Lars Løkke og hans »omprioriteringsbidrag« (besparelser og forringelser).

Er børnene og de unge virkelig det mest kostbare, vi har, så har børnenes statsminister nu en oplagt mulighed for igen at gøre lærergerningen til et attraktivt job. Det handler om bedre arbejdsvilkår – og det handler om, at politikerne indser, at det er lærerne (ikke regnearkene), der ved, hvad god undervisning er.

Man kunne passende begynde med at give landets lærere en arbejdstidsaftale. Lærerne er de eneste lønmodtagere i dette land, der ikke arbejder efter en arbejdstidsaftale. Indtil denne ændring sker, vil lærerjobbet ikke være særligt attraktivt, og som følge deraf vil vores børn opleve ufaglært arbejdskraft i deres skoletid, og dette lands unge mennesker vil blive dårligere uddannet ... og ja, tænk selv videre. Bolden ligger hos politikerne.

Skab gode arbejdsvilkår, så kommer de lyse hoveder nok tilbage. I har bestilt en vare (den »nye nordiske skole«, hvor man vist stadig asfalterer, mens man kører) og den vare, I har bestilt, den har I fået, velbekomme. Værsgo' og skyl.

Michael Pedersen, Vejen