Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Som berlingskelæser undrer jeg mig over proportionerne af dækningen af Musik i Lejet. Hvorfor er det så vigtigt?
Hvorfor er Tisvilde så vigtigt?
Jeg har fulgt Berlingskes grundige dækning af Musik i Lejet og konflikten omkring festivalen og dennes placering.
Jeg kan se, at der naturligvis er tale om en reel lokal konflikt, som optager mange i Tisvilde og Vejby, men som berlingskelæser undrer jeg mig alligevel over proportionerne af dækningen.
Hvorfor er denne lokale konflikt så interessant for en landsdækkende avis?
Der er masser af konflikter i hele Danmark mellem lokale, sommerhusejere, virksomheder og kommuner, der aldrig kommer i nærheden af samme opmærksomhed.
Berlingske skal måske kigge indad og spørge sig selv, hvorfor fylder Tisvilde-Vejby-konflikten så meget hos os?
Er Musik i Lejet en historie af særlig betydning? Eller er der bare mange meningsdannere, læsere eller endda journalister, der har en personlig relation til området?
Jeg kender ikke svaret, men efter den ekstensive dækning er jeg blevet lige så nysgerrig på dét, som jeg er på Musik i Lejets fremtid.
Lasse Jespersen, Frederiksberg
Uklarhed om etnicitet
Dette er ikke forsvar for at skærme etnicitet. Men jeg vil gerne høre, hvad fortalerne forestiller sig, at praksis skal være. Hvem skal vurdere etniciteten og hvordan?
Nationalitet er nemt at afgøre, men etnicitet er subjektivt og udflydende. Et spørgsmål om tilhørsforhold, som er svært at sætte på formel.
Danmarks Statistik opererer med herkomst, som har en formular, men disse er ikke lig etnicitet. En person med dansk far og tyrkisk mor vil være i »dansk oprindelse« hos DST, men med stor sandsynlighed betragte sig selv som etnisk dansk og tyrkisk.
Etnicitet er heller ikke begrænset af de nuværende landegrænser. Der er mange flere etniciteter, end der er lande.
Jeg forestiller mig ikke, at fortalerne mener, at politiet skal oplyse, at en finsk statsborger er af samisk etnicitet.
Og tættere på hjem; hvad skal politiet oplyse, hvis en tysk statsborger fra det danske mindretal begår en forbrydelse? Personen er vel af dansk etnicitet.
Så måske menes der i virkeligheden oprindelsesland, når man siger etnicitet. Men selv her må der mere præcise retningslinjer på plads. Hvor detaljeret og hvor langt tilbage? Hvis man har en enkelt bedsteforælder fra Chile, er det så relevant?
Kommer der retningslinjer, eller skal det bare vurderes fra sag til sag? Og så er vi tilbage ved, at nogen alligevel vil mene, at noget bliver holdt skjult.
Bo Schwartz Madsen, København
Forskerfup
Chefredaktør Pierre Collignon beskæftiger sig i Berlingske 29. august helt forståeligt meget kritisk med en Bushra Hanif, som tilsyneladende har fusket med en ph.d.-afhandling. Den blev godkendt, men senere afvist efter kritik. Sagen rejser imidlertid også et helt andet spørgsmål:
Kan det virkelig være rigtigt, at man kan erhverve sig en ph.d.-grad ved at interviewe ti anonyme personer?
Det åbner for en rig jagtmark for fup og fiduser, når ingen har mulighed for at kontrollere, om de interviewede er ægte eller fantasifostre.
En ph.d. giver kompetence til at undervise og forske på internationalt niveau.
Hvis en fupforsker er klog nok til ikke at lade sig afsløre i plagiater, hvem kontrollerer så forskningens kvalitet, når det åbenbart er nok at hitte på ti anonyme interviewofre og finde frem til passende opsigtsvækkende konklusioner pakket ind i højpandet ordekvilibrisme?
Helle Bjørn, Højbjerg
Tale er sølv, tavshed er guld
Der, hvor mennesket har sin færden, er der støj. Jo tættere på hinanden folk bor, des større er muligheden for generende støj.
Det kan være skænderiet fra parret på den anden side af de tynde vægge eller græsslåmaskinens generende støj midt i frokosten.
Som de privilegerede ejere af et sommerhus i Munkerup i Nordsjælland kan vi dagligt nyde den livsalige stilhed, der kun afbrydes af køernes muh på marken nær ved – akkompagneret af lokalbanen, der som en svag tæppebanken i det fjerne erindrer om, at der stadig er liv i omgivelserne.
Hvad der i fordums tid var en selvfølge – ingen støjen og i stedet sorte nætter med mulighed for at se Mælkevejen – er i dag en luksus, som er de færreste af os forundt at opleve, hvis man bor tæt på hovedstaden.
Lys- og lydforurening er hverdagskost, og kloge forskere kan sikkert dokumentere det usunde i at omgive sig med støj.
Uden at have været lidt længere vestpå, i Tisvildeleje, vil jeg dog umiddelbart tage parti for en del af befolkningen, der ønsker fred og ro om natten, også i det tidsrum, der hedder førfestivalen og efterfestivalen. Det har nemlig en tendens til at udvide sig.
Erik Tang, Klampenborg/Munkerup
Grønland set fra en anden tid
Som ung studerende i 1960erne fik jeg mulighed for at arbejde et par somre i byer og bygder langs vestkysten af Grønland. Det var en stor oplevelse at se den storslåede natur og møde det meget venlige grønlandske folk.
Der var særlig én oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, og som jeg har tænkt på mange gange senere.
På en dejlig solskinsdag gik jeg sammen med mine studiekammerater og målte op for en vejudvidelse. En ung grønlandsk kvinde kom spadserende med sine otte-ni børn.
Hun var meget glad og stolt af sin børneflok. Hun bad os om at fotografere hende og hendes børn og stillede børnene op på rad og række med sig selv med spædbarnet i favnen.
Jeg har senere mange gange tænkt over, hvad der mon skete med den grønlandske kvinde med de tilsyneladende faderløse børn.
Men det var jo en anden tid.
Arne Egerup, Charlottenlund
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Blå blok skal gøre mere for at tiltrække kvindelige vælgere. Sådan lyder det fra Venstres regionsmedlem Iben Krog. Hun er træt af en borgerlighed, der rimer på unge mænd i dyre jakkesæt, og mener, at der skal mere fokus på politiske sager somfor eksempel øremærket barsel. Men er det borgerlige svar på den manglende appel til kvinder mere stat? Gæst: Iben Krog, regionsrådsmedlem, Venstre. Vært: Jacob Rosenkrands.
Del:
