Sofie Carsten Nielsens viden om Morten Østergaard hjælper hende ikke ligefrem

 
Uro, splittelse og uenigheder hærger lige nu i Radikale Venstre. Få hele overblikket over sagen her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere

11. oktober går Sofie Carsten Nielsen ud og meddeler, at hun vil til bunds i de sager, hun ikke kendte til. »Jeg vil have klarhed over, hvilke sager der i øvrigt har været, og om de er blevet håndteret korrekt. Sager, der ikke tidligere har været rapporteret, kan også komme for en dag«, udtaler hun.

Hendes ordvalg, »i de sager hun ikke kendte til«, gør, at sagen med Lotte Rod - og på grund af Morten Østergaards afgang som leder af partiet - dermed anses for ikke aktuelt at undersøge.

Men er den sag blevet behandlet korrekt af hende, siden hun 2. oktober sammen med Morten Østergaard afholdt en 24 timer i streg lang tale om sexisme, og hvad der kan gøres for at komme det til livs, samtidig med at hun vidste, at Morten Østergaard var den, Lotte Rod havde henvendt sig om til hende angående uacceptabel og krænkende adfærd?

Kan man være bannerfører for sexismedebatten, når man samtidig deltager i denne velvidende, at den, man deltager sammen med, selv er blevet beskyldt for værende en krænker? Gad vide, om dette var blevet accepteret, hvis det var en mand, der havde deltaget i samme debat med samme viden?

Det undrer mig dybt, at dette ikke har været en større del af debatten, da Sofie Carsten Nielsen overtog partilederrollen efter Morten Østergaard. Hvorfor deltog hun med viden om, at han var Lotte Rods krænker? Hvordan kan man sammen med ham deltage i noget, der omhandler netop det, han i fortrolighed er blevet beskyldt for? Og er det i orden at denne fortrolighed gør, at man ud ad til deltager sammen med ham, og dermed efterlader lytteren og seeren i uvidenhed om den viden, vi andre først fik, da han selv offentligt indrømmede - en uge senere.

Laila Dam, Rønne

Mads Brüggers muldvarp

Mads Brüggers tankevækkende TV-serie »Muldvarpen« bør nok give panderynker i Pyongyang. Og måske også i Beijing. Hvordan kan Kina holde hånden over sin eneste allierede, Nordkorea, en forbryderstat hvis missiler i princippet kan ramme overalt i Kina med atomvåben? Måske fordi Nordkorea rent faktisk kan ramme overalt i Kina med atomvåben? Diktator Kim Jong-un sidder muligvis med dilettantens rystende finger over atomknappen og truer sig til venskab med diktator Xi Jinping. Sikken redelighed! Cavling til Brügger?

Morten Sestoft, København

Morten Frischs giftige retorik

4. oktober 2020 havde læge Morten Frisch en kommentar i Berlingske, hvori han i nedladende vendinger omtaler en lægekollegas debatindlæg om jødisk drengeomskæring, som Berlingske bragte 1. oktober. Frisch skriver, at kollegaens indlæg er præget af gentagelser af forældede og udokumenterede påstande.

Men er der nogen, som i årevis har opfundet og genfortalt den ene usande og videnskabeligt tilbageviste påstand om drengeomskæring efter den anden, så er det netop Morten Frisch.

Frisch står blandt andet bag påstande om, at drengeomskæring fører til nedsat seksuel funktion, autisme og urinrørsåbningsforsnævring, samt at drengeomskæring er direkte sammenligneligt med FGM (female genital mutilation).

Ingen af disse påstande understøttes af seriøs forskning, og samtlige påstande er tilbagevist - senest i Styrelsen for Patientsikkerheds systematiske gennemgang af bedste videnskabelige evidens på området fra februar 2020

Sideløbende med de usande påstande om konsekvenser af drengeomskæring har Morten Frisch i årevis excelleret i hånligt nedladende skriverier, som dette seneste også er et eksempel på, imod enhver, der har vovet at udtrykke uenighed i Frischs syn på drengeomskæring.

Frisch har med henvisning til sin ytringsfrihed aftalt med sin arbejdsplads, Statens Serum Institut (SSI), at så længe han udtaler sig som privatperson og ikke på vegne af SSI, står det ham frit for at udbrede påstande præsenteret som videnskab, men som er uden dokumentation, samt angribe lægekollegaer.

At SSI må acceptere dette skal dog ikke forhindre os som læger i at tage afstand fra Morten Frischs giftige retorik og stædige gentagelse af usande påstande om drengeomskæring.

Bo Jacobsen, speciallæge i kirurgi, og Morten Nielsen, speciallæge i børnesygdomme

Sexisme

Her lidt uforbeholden ros: Tak for stort set alle Aminata Amanda Corrs klummer og kommentarer. Ikke mindst hendes bidrag 12. oktober til at nuancere og perspektivere sexismedebatten, så ikke alle hankønsvæsner skæres over én alle-mænd-er-frådende-sexuhyrer-kam. Det gavnede humøret på en mandag.

Lisa Pedersen, Charlottenlund