Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Søren Pind ligger, som han har redt

Søren Pind. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Det er jo svært at være uenig med Søren Pind, når han 30. marts udtrykker ønske om mere venlighed, respekt, høflighed osv. Men han bruger dette generelle ønske til at ramme en helt specifik politisk tendens, han nok vil kalde populismen. For selv om nedbrydningen af det fredhellige og af omgangsformen for alvor startede med 1968, sætter Pind en anden startdato for Danmark: »Siden Muhammedkrisen, hvor mange danske besluttede sig for, at hån, spot og latterliggørelse var en central del af den danske folkekarakter, har vi set disse angreb på alt, hvad der engang var os kært.«

Hån, spot og latterliggørelse har kristendommen dog tålt mindst siden Voltaire. Det lader til, at Pind forveksler betydningen af »fredhellig« og »tabuer«. De sidste kan vi godt være foruden. At man ikke kan tåle at se en karikatur af religiøse skikkelser burde være et overvundet stadium. Kriteriet, at nogen har noget kært, og at det derfor bør fredes, er et bekymrende standpunkt. Kritikken bør selvfølgelig tilpasses situationen, men manglende situationsfornemmelse er ingen kontroversiel brist.

Det, Pind vil frede, synes at være menneskerettighederne, skønt Danmark dog havde retssamfund og bedre omgangsformer inden det moderne gennembrud. Pind kan åbenbart ikke se, at en hovedårsag til suppedasen netop er hans politiske segment, hvis smukke ordverden har overladt det menige folk i utryghed, i en udvikling uden andre alternativer end »verbalekstremismen« og alt det andet, som (tit med rette) kan få skønånder til at rynke på næsen. Peter Neerup Buhl, Sakskøbing

Stiig Markager tager fejl

Jeg er enig i, at den igangværende polemik om kvælstof og vandmiljø må ophøre. Det er sagen for vigtig til. Der er brug for løsninger og handling, ikke polemik. Når jeg alligevel igen går til tasterne, er det fordi Stiig Markager i et indlæg fredag går i rette med et indlæg, som jeg selv og Ejnar Schultz fra SEGES havde i Berlingske torsdag. Stiig Markager hævder, at vi tager faktuelt fejl på tre punkter. De forkerte opfattelser ligger dog hos Stiig Markager.

Han fremhæver, at mængden af kvælstof, der tilføres havet, er steget med 700 tons pr. år siden 2010 (med reference til den seneste NOVANA rapport). Han glemmer at referere andre dele af rapporten, hvor det fremgår, at sammenhængen mellem kvælstofudledning og ferskvandsafstrømning har været præcis den samme for alle år siden 2009. Der har altså ikke været nogen stigning, der ikke kunne forklares med afstrømningen. Det manglende fald i udledningerne er naturligvis ikke godt nok, men viser også at der må fokus på virkemidler, der virker.

I vores indlæg fra i torsdags fremfører vi, at 10-20 procent af tilførte kvælstof i gødning går til vedligeholdelse og opbygning af den organiske kvælstofpulje i jorden. Stiig Markager anfører, at det er forkert ikke at medregne denne del til udvaskningen, da denne organiske pulje på et tidspunkt vil omsættes og dermed tabes. Jeg bestrider ikke, at puljen på et tidspunkt vil blive omsat og en del tabt. Men det sker på meget langt sigt (årtier), og er dermed ikke relevant for opfyldelse af målsætningerne i vandmiljøplanerne for det nærmeste årti. Det er kun virkemidler som vådområder, efterafgrøder og afgrøder med lang vækstsæson samt udtagning af dyrkningsjord, der reelt kan begrænse udledning af kvælstof til vandmiljøet.

Stiig Markager hævder, at det kvælstof, der tabes til luften, er ammoniak. Det er grundlæggende forkert. Størstedelen af de gasformige tab sker via denitrifikation, hvor kvælstof hovedsagelig omdannes til frit kvælstof og i mindre grad til lattergas. De gasformige tab via ammoniak fra udbragt handelsgødning er betydeligt mindre end denitrifikationen. Jørgen E. Olesen, professor, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet

Tak, Khader

Tak for Naser Khaders fremragende artikel i Berlingske. Vi lever i en tid, hvor »fake news« slører linjerne mellem sandt og falskt. Medierne rapporterer ofte om Israels overtrædelse af civile rettigheder mod palæstinenserne. I mange tilfælde er det, de meddeler, legitim og passende kritik. Det er imidlertid sjældent, at de afdækker noget positivt om Israel, som for eksempel de hundredvis af syriske borgere, der har krydset grænsen for at modtage behandling i Israel under borgerkrigen, eller de patienter fra Gaza, der jævnligt bliver henvist til israelske hospitaler for sofistikeret kirurgi.

Hamas bliver til gengæld af de samme medier glorificeret. De portrætteres som idealistiske frihedskæmpere i det palæstinensiske folks tjeneste. Hvor er det derfor forfriskende og opmuntrende, at Naser Khader har indsigten og modet til at eksponere Hamas som det, de faktisk er: radikale islamister, terrorister og undertrykkere af deres eget folk. Jack Hoffmann, Ballerup