For nogle år siden ville jeg, når talen faldt på islam og islamisme, pr. automatik og helt overbevist om argumentets rigtighed sætte en uoverskridelig mur imellem begreberne: At islam er en stor verdensreligion på linje med jødedom og kristendom; at der netop var tale om en tro. 

Og – på den anden side – at islamisme var en politisk bevægelse med sharia som arbejdsprogram. Islamismen var det således legalt at tale imod og bekæmpe, mens angreb på islam var utidigt – for det var jo netop folks tro, man så krænkede.