Søren Espersen: Er du så dansker?

Søren Espersen fotograferet til BT mandag den 16. november 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard

Du er af tyrkisk oprindelse, men har dansk indfødsret. Tyrkiet spiller mod Danmark i Parken – og du holder med tyrkerne. Er du så dansker? Du er af tyrkisk oprindelse, men har dansk indfødsret. Efter et militærkup 2.500 kilometer væk, tager du i rasende protest dine børn ud af deres skole her i landet. Er du så dansker?

Du er af somalisk oprindelse, men har dansk indfødsret. Du finder, at sharialoven står over Danmarks grundlov. Er du så dansker? Du er af arabisk oprindelse, men har dansk indfødsret. Du mener, at jøderne skal udryddes som følge af en konflikt, der foregår 4.000 kilometer væk, og gør selv dit til det, da du myrder en jøde foran synagogen. Er du så dansker?

Du er af syrisk oprindelse, men har dansk indfødsret. Du melder dig til tjeneste i Islamisk Stat, som er i krig med Danmark. Er du så dansker? Du er af irakisk oprindelse, men har dansk indfødsret. Du bliver indkaldt til den danske hær, som er i krig med Irak, men nægter, fordi du holder med... Er du så dansker? Du er af pakistansk oprindelse, men har dansk indfødsret. Du finder ud af, at din datter har fundet en dansk kæreste. Du reagerer ved at arrangere et tvangsægteskab med en fjern fætter fra landsbyen i Pakistan. Hvis datteren ikke siger ja, slår du hånden af hende. Er du så dansker?

Du er af arabisk oprindelse, men har dansk indfødsret. Du beslutter – som formand for boligforeningen – at afskaffe foreningens traditionelle juletræ. Er du så dansker?