Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Socialdemokratisk ekkokammer tør ikke at blive udfordret

»Man skal ikke være konspirationsteoretiker for at kunne forstå Socialdemokratiets ønske om at slippe af med radiokanalen.« Mikael Bertelsen (th) og Mads Brügger (billedet) var chefer på den nu lukkede Radio24syv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Socialdemokratiets problem

Jeg savner Radio24syv, og det er jeg ikke alene om. Derfor har jeg fulgt sagen om lukning af radiokanalen og skrev også et læserbrev, da Dansk Folkeparti i marts 2019 tvang radiokanalen til at producere programmerne i Vestdanmark.

Forleden kom det så frem, at lukningen af Radio24syv ligner politisk bestillingsarbejde. Kulturministeriets embedsfolk blev sat til både at opfinde kriterier for bedømmelse, uddele points og skrive evalueringsrapporten om de radiokanaler, som søgte sendetilladelse. Radio- og TV-nævnet skulle være garant for uvildighed og saglig bedømmelse.

Nu viser det sig, at nævnet var en samling inkompetente medløbere, som ikke tog stilling til noget som helst. De blåstemplede Kulturministeriets frit opfundne evalueringsrapport uden at foretage egen vurdering, og dermed lukkede de Radio24syv.

Man skal ikke være konspirationsteoretiker for at kunne forstå Socialdemokratiets ønske om at slippe af med radiokanalen og især programmet »Den Korte Radioavis«, som kritiserede udnævnelsen af Martin Rossen og alle de politisk farvede mediefolk i ministerierne.  Det er jo netop det, satire kan: rejse kritik af alt det, som ikke er ulovligt, men som ligger på kanten af det, vi vil acceptere.

Nu er det så kommet frem, at Socialdemokratiets topfolk og embedsmænd forsøger at presse fagfolk og kritikere til at tilbageholde oplysninger og kritik af partiets politik. Mennesker, som udtaler sig i god tro og på baggrund af deres faglige viden, får pludselig en opringning fra regeringskontorerne med en meddelelse om, at deres viden er uønsket.

Hvilken form for regering ønsker at arbejde i sådan et ekkokammer af politisk magt, hvor kun de alene vide, hvad det bedste er for danskerne? Kvaliteten af lovgivningen ser ud til at blive derefter. Birgitte Nymann, Nimtofte

Fair behandling af UK

Storbritannien er ude af EU. Nu skal EU og UK forhandle den fremtidige handelsaftale. Der er meget på spil på begge sider af Nordsøen. Mette Frederiksens udgangspunkt er, at vi i forholdet til Storbritannien skal finde frem til så blød en landing som mulig. Jo flere kompromiser, jo mere pragmatisk, jo bedre. Det udtalte statsministeren på Tænketanken Europas Europakonference 2020 i sidste måned.

Undskyld mig. UK har meldt sig helt ud af fællesskabet. Vil en fagforeningsleder behandle en uorganiseret virksomhed uden overenskomst pragmatisk? Nej, aldrig, han vil med de fagretslige værktøjer hindre, at den uorganiserede virksomhed undergraver det fagretslige system. Hvorfor vil en socialdemokratisk statsminister så behandle en uorganiseret nabo pragmatisk? En nabo, der er i fuld gang med at  vende de værdier, som vores land bygger på, ryggen.

Nej, Danmark skal kridte skoene og forsvare vores og de fælles europæiske interesser. Den første store styrkeprøve bliver kampen om adgangen for vores fiskere til de britiske farvande. Her skal vi ikke behandle briterne pragmatisk. Nej, vi skal behandle dem fair - det er noget helt andet. Og vi skal slet slet ikke være naive. Briterne ved nok, hvad de vil have. Og de er kyniske. Efter regeringsrokaden i London er alle topministrene hard core Brexiteres, så der venter os hårde forhandlinger. De er hårde nysere.

Så glem alt om,, at UK skal behandles pragmatisk. De skal behandles fair. Hverken mere eller mindre. »UK skal ikke straffes«, advarer mange politikere. Nej, naturligvis ikke. En hel normal forhandling mellem ligeværdige partere, hvor alle kan se sig selv i det endelige resultat. Som I enhver anden forhandling. Karin Riis-Jørgensen, tidl. MEP (V), senior rådgiver i Miltton Europe

Corydons kartel

Der er lige udkommet en kritisk bog om Bjarne Corydon. Jeg forstår godt, at Corydon ikke fylder meget på de nuværende socialdemokraters dagsorden, men han fylder desværre stadig en del for os, der arbejder i den offentlige sektor. Det var ham som finansminister, der forringede vilkårene for alle os, der arbejder med mennesker i dette samfund. Thorning, Antorini og Corydon er nu alle væk fra dansk politik, men især sidstnævnte huserer stadig i debatten i Danmark, da han jo er chef på Børsen.

Faktum er, at Corydon & co. gjorde hverdagens trummerum mere besværlig og stresset for os, fordi vi skulle arbejde effektivt frem for grundigt. Det var »new normal« og Don Corydone. Og det samfund fik vi så. Det er skidt for os ansatte, men det er værre for de borgere, vi skulle forestille at hjælpe i hverdagen.

Derfor er kritikken af Corydon vigtig, og derfor er Mikael Buschs bog vigtig. Socialdemokraterne har travlt med at glemme deres nære fortid. De vil vist hellere tale om Stauning og Krag, og det er da forståeligt nok. Det, der ikke er forståeligt, men derimod beklageligt, er, at man ikke ønsker realpolitisk at distancere sig fra Corydons æra. Er det fordi, statsministeren selv var en del af Corydons kartel? Michael Pedersen, Vejen