Foråret er over os, og det betyder, at cirkussæsonen er i fuld gang, og i de kommende måneder imponerer, underholder og fascinerer cirkusartister både store og små danskere rundt om i hele landet. 

Jeg havde selv fornøjelsen af at overvære landspremieren på Cirkus Arenas forestilling i påsken, og det er svært ikke at være imponeret over, hvad der bliver stablet på benene på cirkuspladsen på Bellahøj. Det er cirkus på højeste internationale niveau, og det kan vi være enormt stolte over at have i Danmark.

Cirkus er magisk. Men cirkus er ikke kun hvad der sker i manegen. Det er nærværende. Det er kulturarv. Der venter artisterne og teltarbejderne næsten seks måneder på de danske landeveje, hvor huset er skiftet ud med en tilværelse i en cirkusvogn. En livsstil, som er helt særlig, og hvor man ikke er bange for at kalde sig en gøgler af guds nåde.

Hele maskineriet omkring en cirkus er imponerende, når man tænker på, at cirkus er en kulturart, der ikke modtager nogen støtte fra staten overhovedet. Det arbejder vi i Socialdemokratiet lige nu for at få lavet om på. For cirkuskulturen er truet på sin overlevelse, og Cirkus Arena er lige nu et af blot syv professionelle cirkusser, der er tilbage i Danmark.

Jeg har selv elsket og været fascineret af cirkusmiljøet, siden jeg var barn. Jeg synes, gøglerlivet og markedskulturen bør opleve en langt større anerkendelse fra Slotsholmen og Kulturministeriet. Passionen for at skabe et fantastisk show for publikum fylder stadig det meste hos de omrejsende cirkusfolk, men når jeg er i dialog med branchen, kan jeg godt mærke, at frygten for fremtiden og økonomiske udfordringer også har sneget sig ind under teltdugen.

Det omrejsende cirkusfolk fortjener en økonomisk håndsrækning for at sikre deres overlevelse, men de fortjener også den anerkendelse, det vil medføre. Cirkus tiltrækker både store og små fra alle samfundslag, kommer rundt i alle afkroge af vores land og er en af de største kulturseværdigheder, som vi har. Cirkus er kulturarv – og det skal vi anerkende i langt større grad i Danmark. Det har den stolte og traditionsrige cirkuskultur i den grad fortjent.

Anders Kronborg, MF, Socialdemokratiet