Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Småkedeligt teater kan man ikke tysse eller opdrage sig ud af

»Teatrene kunne bryde stolerækkerne lidt op, installere små borde etc. Det har været gjort før - også i nyere tid - med succes, så længe det, der bliver serveret på scenen, smager af mere.« Fold sammen
Læs mere

Indrømmet, jeg kan selv finde et småsnakkende teaterpublikum med knitrende slikposer irriterende, men det, Jens-Christian Wandt ser som en uheldig udvikling, er bestemt ikke noget nyt fænomen. De første operateatre var fx indrettet sådan, at publikum kunne indtage både fast og flydende føde under forestillingen. Og publikum placeret på rad og række i en mørklagt sal er ikke i sig selv en forudsætning for teatrets kunst. Faktisk har den type teater kun domineret i nogle få hundrede år af teatrets lange historie.

I min nyligt udgivne bog »Teatret Riddersalens århundrede« gør jeg en del ud af at vise, hvordan et teater, der i 1930erne og -40erne blev betragtet som avantgarde, samtidig var serveringsteater og en integreret del af forlystelsesetablissementet Lorry. Der blev serveret både mad og drikke til et banebrydende værk som »Melodien der blev væk«.

Brecht havde urpremiere på »Rundhoder og Spidshoder«, i et lokale, hvor der - som hans tyske menighed mange år senere forarget konstaterede - blev både røget og drukket. Erling Schroeder spillede under besættelsen »Hamlet« akkompagneret af knive og gafler. Hvis bare forestillingen fængede, var det ikke noget problem. Liva Weel kunne fortælle, hvor tyst serveringsteatret kunne blive, når hendes »Dyveke« sang »Man binder os på mund og hånd«.

Problemerne meldte sig først, da forlystelseslivet ændrede sig i 1950erne, Lorry fik økonomiske vanskeligheder og Riddersalen blev et »rigtigt« teater med stolerækker og ingen servering. Det kunne være fristende at sige, at lidt servering undervejs måske havde fået mere uspiselige forestillinger til at glide ned. Så enkelt var og er det dog ikke, men det kan undre, at man også i nybyggede teatre - de er ganske få - holder fast i en indretning, der kun er nødvendig til biografer.

I hvert fald ville det være ulige nemmere at fordele publikum bl.a. efter behov for servering. Teatrene kunne bryde stolerækkerne lidt op, installere små borde etc. Det har været gjort før - også i nyere tid - med succes, så længe det, der bliver serveret på scenen, smager af mere. Hvis ikke, gør småsnak og knitren hverken fra eller eller til. Småkedeligt teater kan man ikke tysse eller opdrage sig ud af. Og det er ikke fjernsynets skyld. Birthe Johansen, mag. art. i teatervidenskab, tidligere teateranmelder og forfatter