Astrid Johanne Høg fortsætter ufortrødent med at postulere i Berlingske, at det er udtryk for en narcissistisk tendens, når voksne børn bryder med deres forældre. Hvordan kan man uden anden baggrund end anekdoter og brevkassesvar generalisere så groft, at man begynder at skyde med skarpt efter børn, der bryder med deres forældre?
Høg mener tilsyneladende, at jeg rider med på den, ifølge hende, selvoptagede bølge. Hun skriver i hvert fald, at jeg i mit sidste svar straks skiftede perspektivet tilbage til barnet. Høg må hjertens gerne beskylde mig for at være en stemme for børn, hvad enten de er voksne eller ej. Der stiller jeg mig gerne.
Men jeg ser nu lige så meget mig selv som fortaler for relationen både for børn og forældre – og for faglighed fremfor Google-søgninger og anekdoter. Faktisk i modsætning til Astrid Johanne Høg. Hun sluger tilsyneladende råt beretninger fra forældre, der har mistet kontakten til deres børn. Her er perspektivet, at det er børnenes egoisme, der har ledt til et brud. Med det udgangspunkt er det svært at skabe bevægelse i fastlåste relationer.
Jeg tillader mig at opfordre forældrene til at være nysgerrige på børnenes perspektiv. For alle børn – unge som gamle – har et eller andet sted en længsel efter en mor og far, der elsker en, som den man er. Så i stedet for at pege fingre ad de børn, der har brudt kontakten, så synes jeg, at det er på sin plads at opfordre forældre til at lytte til deres børn og anerkende deres oplevelser. Længslen er der.
Relationer er besværlige, nogle mere end andre. Det ved jeg, for jeg arbejder med mennesker, der oplever det på egen krop. Så jeg kan med fuldstændig ro i maven og faglighed på rygraden gentage, at relationer kan blive for smertefulde – også uden blå mærker og diagnoser. Og det er svært at få en samtale i gang, når udgangspunktet er, at den anden er selvoptaget og forkert på den.
Gitte Krogsgaard Andersen er familierådgiver og medstifter af Center for Godt Ungdomsliv.
