Hvis man kender sin kulturhistorie bare en lille smule, så ved man, at tradwives er et mildest talt meget forsimplet billede af en meget mere kompleks virkelighed – og hurra for en kompleks virkelighed! Hvorfor reducere alle mænd og kvinder til to roller med bestemte ansvar knyttet til dem? Der er rigtig mange måder at leve et godt liv på!

Der er desuden for de fleste et langt liv at leve – og det liv kan leves på forskellig vis i forskellige faser. Man kan tage sin uddannelse – få børn under eller efter – man kan gå hjemme med helt små børn nogle år – både mand og kvinde – og trykke speederen i bund på arbejdsmarkedet og sætte strøm til karrieren lidt senere, man kan lade helt være at få børn (det har faktisk ikke altid være er muligt valg heller!), man kan få hjælp til at få børn, eller man kan få børn og arbejde, mens børnene bliver passet i vores dagtilbud eller bruge en af de muligheder, der er for hjemmepasning – eller få plads i en dagpleje.

Vi har SÅ mange muligheder i dag og gennemsnitligt så lange liv, at man kan kombinere behov og ønsker. Man kan gå på kompromis i perioder, både mand og kvinde, og man kan give den gas i andre.

Skulle vi ikke droppe de forsimplede skyttegravskrige og være taknemmelige for alle nutidens muligheder, som er skabt for os, fordi både mænd og kvinder i vores land i århundreder har knoklet med både at føde og opfostre børn, dyrket marker, passet husdyr, arbejdet på fabrikker, udviklet vores uddannelsessystem og sundhedsvæsen til en sådan grad, at vi i dag kan tillade os den luksus at vælge, hvad der er det gode liv for os hver især?

Ja, ja – der er masser af mangler og systemer, der ikke fungerer optimalt, og ingen valg er helt frie, og ikke alt er helt lige og helt retfærdigt hverken fordelt eller muligt. Men come on – se jer om i verden og nyd det liv, der er muligt her!

Vi skulle hellere bruge kræfterne på at hjælpe andre med at få bare lidt flere muligheder og bedre liv. Både mænd og kvinder.

Pia Kjær Pascual-Jackson, Hillerød

Om tyveri

Den russiske ambassadør kalder Lars Løkke Rasmussens forslag om at lade renterne af beslaglagte russiske midler betale for en del af den ukrainske krigsførelse for tyveri.

Hvad kan man så kalde den krigsforbryderiske og ulovlige russiske krigsførelse på ukrainsk jord? Er det ikke et simpelt tyveri af ukrainsk land?

Niels B. Larsen, Randers

Unge på sociale medier

Mette Frederiksen og Socialdemokratiets EU-spidskandidat har netop foreslået at hæve aldersgrænsen til 15 år for adgang til sociale medier. I min optik giver dette forslag ingen mening. Sociale medier er netop der, hvor de unge i høj grad er sociale i dag. At gå tilbage til tiden før sociale medier er utænkeligt, selvom tanken kan virke tiltalende en gang imellem.

I stedet for at fokusere på alderskontrol, bør vi indføre kontrol med, hvem der reelt ejer de mange profiler på sociale medier. Ved at indføre adgangskontrol kan vi hurtigt komme fake news, hadefulde opslag, trusler og løgnagtige reklamer til livs.

I Danmark ville det være forholdsvis let at indføre brugervalidering med MitID. For dem, der ikke har MitID, kunne et pas bruges som validering. Dette vil også gøre forældre ansvarlige for deres børns profiler og give dem mulighed for at vide, hvor deres børn færdes i det digitale univers.

Tænk, hvis vi som et samlet EU kunne lægge pres på platforme som Facebook, Instagram, Snapchat og TikTok. Den Blå Avis har i flere år krævet valideret brugeroprettelse, så man ved, at sælgeren er CPR-valideret, og at der rent faktisk står en person bag annoncen. Det behøver ikke være sværere end det.

Lad os skabe gode, fælles digitale løsninger og stille fornuftige krav til de store udbydere. Lad os stå sammen i EU – alene kan vi ikke. Med 449 millioner borgere i EU og kun 1,2 procent danskere giver det så god mening at være en del af noget større og herigennem lægge pres på techgiganterne.

Helle Laursen Petersen, medlem Regionsråd Sjælland (K), kandidat til Europa-Parlamentet

Ligestilling?

Kravet »Ligestilling« er efterhånden allestedsnærværende, men med hovedvægten på køn. Og med hovedvægt på ledelsesgangen i virksomheder/institutioner.

Fint, demokratisk, hvis ligestillingen til alle tider fokuserer på kompetencer.

Men da køn jo er en social konstruktion, kan vi vel bare konstruere os frem til ligestillingen.

Hvorfor så hele dette hurlumhej?

Knud Larsen, Hvidovre

Råderummet

Debatten om råderummet fortsætter på fuld kraft. Skal noget af det bruges til skattelettelser og noget til øget velfærd.

Den røde fløj, der også omfatter Socialdemokratiet, mener at skattelettelser er helt på månen. Jeppe Bruus spørger, hvem der skal betale for skattelettelserne.

Kære Jeppe Bruus, vi har allerede betalt, det er derfor, du har et sådant stort råderum. Så eventuelle skattelettelser er ikke ufinansierede, som de røde partier fortsætter med at hævde. Skattelettelser er i øvrigt lette at køre baglæns, der skal bare ændres nogle tal ved skatteudskrivningen.

Hvis velfærden derimod øges, betyder det sædvanligvis flere offentligt ansatte og flere lønudgifter. Pelle Dragsted drømmer om flere ansatte i børneinstitutionerne til at trøste grædende børn. Han mener generelt, at det er en beslutning om, hvor vi vil anvende vores arbejdskraft.

Ud fra den betragtning kan råderummet hurtigt forsvinde. Vil Pelle Dragsted så være med til at skære i antallet af offentligt ansatte? Det tror jeg næppe. Så vil jeg nærmere tro, at han vil øge skatterne.

Så kære medborgere, lyt ikke til sirenernes sang, det er før endt med skibbrud.

Velfærd er svær at rulle tilbage, det er skattelettelser ikke. Dette er også velkendt. Så vælg skattelettelser.

Mogens Pihl, Sorø

Forsvaret skal have en ny organisation

Det er altafgørende, at Forsvaret skal have en ny organisation med præcise beskrivelser af opgaver og ledelsesansvar. Som situationen er lige nu, har jeg ikke tillid til dem, der i dag har ansvaret for Forsvaret. Organisationen er uklar, og den medfører ofte kaos. Der er mange milliarder i spil.

Jeg finder det også besynderligt, at der hurtigt blev etableret en ny ledelsespost, en koordinerende opgave. Det blev den tidligere chef for Vurderingsstyrelsen, der fik jobbet. Mon der er brug for lige det job? Hvordan skal det hænge sammen med den eksisterende organisation eller en ny organisation?

Nu må politikerne træde et skridt tilbage, og så må en ny stærk organisation træde i kraft. Den kommende forsvarschef skal have de beføjelser, der er nødvendige for at kunne udøve jobbet.

Birte Roll Brandt, Hørsholm

Daglig skuffelse og dagligt håb

Hver dag læser jeg Berlingske i forbindelse med morgenmaden. Og der er mindst en sektion til både min kone og undertegnede.

Når jeg er næsten færdig med 1. sektion og glæder mig til bagsiden, er det den helt store skuffelse! For det er bare en annonce, ofte for avisen selv, af og til for et forsikringsselskab eller andre, der har råd til en hel bagside. Og forventningerne til noget sensationelt, oplysende, kulturelt m.m. fordufter med det lille pust, man får i ansigtet, når avisen lægges over til min hustru. 

Irritationen dæmpes heldigvis en smule, når næste sektion åbnes. Dér er det en smule bedre, da sidste side underholder med lidt hjernegymnastik – sudoku og krydsord. Nederste halvdel er desværre også ofte en halvsides annonce.

Andre læsere må have det ligesom mig. Vi glæder os til bagsideannoncerne holder flyttedag. Erstatninger kan også være vittigheder, tegneserier, filmanmeldelser, kritik af teater, film, forslag til en oplevelse osv. Måske en smule sladder!

Bent Møller, Sakskøbing