Vi har bygget et skolesystem, hvor elever sender opgaver hjem til en robot og afleverer dem tilbage som deres egne. Bagefter kalder vi det læring. Det er næsten smukt. Hvis det ikke var så sørgeligt.

Eleverne ved det. Lærerne ved det. Ledelserne ved det. Politikerne ved det. Alle ved det.

Alligevel fortsætter vi, som om hjemmeafleveringen stadig er et helligt dokument. Som om en opgave skrevet hjemme automatisk viser, hvad eleven kan.

Det gør den ikke længere.

Ai har ikke bare givet eleverne et nyt værktøj. Ai har ændret spillet. En elev kan få hjælp til idé, struktur, analyse, perspektivering, konklusion og sprog på få sekunder. Derefter kan teksten gøres lidt mere »ung«, lidt mindre perfekt, lidt mere personlig.

Så afleveres den. Og læreren sidder med bunken. Retter. Kommenterer. Vurderer. En tekst, som eleven måske ikke selv kan forklare.

Det er moderne galskab. Læreren retter ikke længere kun en opgave. Læreren retter et mysterium.

Hvem har tænkt her?

Politikerne har svigtet. Ikke fordi ai kom hurtigt, men fordi reaktionen har været så slap, langsom og pakket ind i pæne ord, at man næsten får lyst til at dumpe den for manglende selvstændighed.

Vi har brug for nye eksamensformer nu.

Ikke efter endnu et udvalg. Ikke efter endnu en rapport. Ikke efter endnu en konference med kaffe, croissanter og »vigtige perspektiver«.

Nu.

Den klassiske hjemmeaflevering er død som sikker dokumentation for elevens faglige niveau. Den kan bruges til træning. Fint. Men som bevis på, hvad eleven selv kan? Nej.

Flere opgaver skal laves i skolen. Mere skrivning skal ske, mens læreren kan se processen. Flere afleveringer skal følges op af mundtlige forsvar. Elever skal kunne forklare deres valg, pointer, fejl og faglige vej.

Skoleledelserne skal også tage sig sammen. For mange skoler er blevet bedre til at fortælle historien om sig selv end til at løse problemerne. Hvem sidder i bestyrelsen? Hvilken kendt profil kan komme forbi og sige noget klogt om skærme, så besøget bagefter kan blive til opslag, nyhedsbrev og brochure?

Fint.

Men næste morgen sidder læreren stadig med en bunke robottekster. Det er ikke ledelse. Det er kulisse.

En skole bliver ikke stærk af kendte gæster, smarte strategier og pæne billeder. Den bliver stærk af at bakke lærerne op og ændre det, der ikke virker.

Ai afslører ikke kun elevernes genveje. Den afslører de voksnes bekvemmelighed.

Lige nu er det ikke eleverne, der dumper. Det er os.

Oskar Nunan, adjunkt ved Erhvervsakademi København, tidligere gymnasielærer på Niels Brock

Over stregen

Det er vist efterhånden gået op for alle, der læser Berlingske, at Thomas Bernt Henriksen ynder at skrive med kant.

Det kan til tider være ganske befriende, at man som læser ikke er i tvivl om, hvad han mener.

Men når man får betroet lederpladsen, er det imidlertid ikke længere Thomas Bernts personlige mening, det drejer sig om. Det er Berlingskes mening, og jeg vil derfor gerne vide – og helst fra chefredaktionen – om man er enig i, at »I det offentlige er sygdom et personalegode«?

I min optik er det over stregen at hænge en meget stor personalegruppe ud med et så nedladende udsagn.

Det kan godt være, at der er grund til at debattere forskellen i sygefravær mellem offentligt og privat ansatte. Men lad os holde den gode tone!

Jørn Anker-Svendsen, København

Fødevarecheck

Kære Mette, Lars og Troels,

Både min hustru og jeg siger tak for fødevarechecken.

Men den holdt nu ikke længe – et par dåser kaviar og en flaske champagne, og så var den væk!

Jeg håber på nyvalg, hvor I igen prøver at købe stemmer, så vi igen kan få ordentlig mad.

H. Petersen, Kalundborg

Politikerne gambler med vores retssikkerhed

Vi har i Danmark unægteligt én af verdens stærkeste retsstater. Men desværre er vi på vej i en forkert retning, og der er kæmpe problemer i vores retssystem, især i vores domstole, som kun ser ud til at vokse med tiden.

Det gælder især de ekstremt lange sagsbehandlingstider, som i dag betyder, at det gennemsnitligt tager 13,7 måneder at få afgjort en almindelig civil sag i byretterne, og det tal er kun gået opad de seneste år.

Hvis vi ikke får vendt den udvikling, vil det resultere i øget mistillid til retssystemet og mindre retssikkerhed for alle.

Derfor er der brug for at tilføre flere ressourcer og penge til domstolene. Vores retssikkerhed skal ikke være en del af en spareøvelse – det skal bare fungere, for ellers har vi spillet fallit.

Domstolene har et årligt driftsbudget på cirka to milliarder kroner. Til sammenligning bruger vi cirka 30 milliarder kroner på kontanthjælp. Derfor er det heller ikke økonomien, som er problemet, men i stedet dårlige politiske prioriteringer.

Som politiker har man fejlet, hvis man går på kompromis med vores retssikkerhed, fordi det er helt grundlæggende i et frit, demokratisk samfund. Derfor skal der tilføres de penge til domstolene, som er nødvendige for, at vi fortsat kan have verdens stærkeste retsstat!

Laurits Monefeldt, retsordfører for Konservativ Ungdom, Vordingborg

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk