Dagens brev i Berlingske 14. februar blev begået af en række unge borgerlige, der i skrappe vendinger opponerer mod De Radikales forslag om gratis (ja, skattebetalt inden nogen kløjes i kaffen i forsøget på at bringe den rettelse) skolemad i de danske folkeskoler. Her understreger vores borgerlige kolleger i ungdomspolitik, hvordan offentligt finansieret skolemad vil udgøre en eksistentiel trussel mod ansvaret i de danske familier.

Et argument, der er blevet gentaget på tværs af det borgerlige Danmark med rendyrket forargelse i stemmen; retten til at smøre Stryhns og spegepølse er essentiel for de danske familiers selvbestemmelse.

Fair nok. Man kan jo ikke komme udenom, at skattebetalt skolemad alt andet lige vil betyde, at statens domæne bliver udvidet. Men hvor ville det dog være ærgerligt, hvis borgerliges forskrækkelse over den blotte skygge af fælles koordination kom til at stå i vejen for, at flere børn føler sig mætte i skolen – fra der bliver ringet ind, til der bliver ringet ud.

Fælles koordination, der betyder, at man kan udnytte stordriftsfordele og specialisering ved at lade professionelle skolekøkkener stå for traktementet til 12.00-pauserne. På samme måde som man i fordums tid besluttede sig for at flytte dansk- og matematikundervisningen fra familiens matrikel til den fælles skole.

Således vil forældrene få frihed til at bruge deres tid på andet end madpakkesmørring, for eksempel at blive træner for deres børns håndboldhold. Og ansvar for ungernes frokost? Det kan de tage ved at engagere sig i skolens bestyrelse, eller hvor end skolerne beslutter sig for at lægge beslutningen om, hvad der skal serveres.

For det skal netop være op til skolerne at finde ud af, hvordan skolemad fungerer bedst for dem. Men allervigtigst vil det betyde, at vi kommer lidt tættere på, at børn i Danmark har lige gode muligheder, uanset om de kommer i skole med BMW eller bus. Lige gode muligheder for at opnå det, de drømmer om med deres liv og udnytte deres talenter – til fordel for os alle sammen. Dét må være en kerneopgave for velfærdssamfundet.

Kristian Højen, økonomi- og erhvervsordfører i Radikal Ungdom, og Mathias Sikora, uddannelsesordfører i Radikal Ungdom

Hvem har ret til et organ?

Debatten om organdonation er blevet højaktuel på det sidste. Det er rigtig godt.

Konkrete cases bliver beskrevet, og det flyver i luften med tanker af moralske, etiske og filosofiske overvejelser og argumenter.

Det er såmænd også rigtig godt. Men det er et reelt problem for mange syge borgere og deres familier, at der ikke er flere, som er registreret som organdonorer.

Til alle Jer, der ikke har registreret Jer som organdonor på sundhed.dk, vil jeg bede om dette.

Tag nu stilling til emnet og registrer dig. Stil dig selv spørgsmålet, om det er moralsk og etisk i orden, at du selv eller en i din nærmeste familie i en given situation for eksempel kan modtage et hjerte for at kunne leve videre – uden selv at have ønsket at være organdonor.

Klaus Christiansen, hjertetransplanteret 2005, Silkeborg

En opfordring til techgiganterne

Internettet er lovløst land, hvor især piger og kvinder udsættes for voldsomme krænkelser. Senest har foreningen Digitalt ansvar udgivet en rapport, der viser, hvor nemt det faktisk er at finde manipuleret seksuelt materiale på nettet – også kaldet deep fake porn.

Udover at deep fake porn kan være voldsomt krænkende og realistisk i sit udtryk, så bliver videoerne oftest lavet uden den medvirkendes samtykke med den hensigt at ydmyge, nedværdige eller seksualisere en person. Problemet er desværre voldsomt stigende. Alene i 2023 indeholdt syv ud af ti klassiske pornohjemmesider deep fakes. Og videoer generet af kunstig intelligens er ofret i 99 procent af tilfældene kvinder.

Det er alt for let både at genere og finde deep fake porn. Men sådan behøver det ikke at være. De store søgemaskiner som Google og Microsofts Bing kunne, hvis de ville, begrænse muligheden for at finde deep fake porn.

De store søgemaskiner kan vælge at forhindre søgeresultater på hjemmesider, der indeholder manipuleret seksuelt materiale og produktion af sådant materiale. Eller som minimum advare brugeren om, at manipuleret seksuelt materiale delt uden indhold kan være ulovligt.

I Socialdemokratiet er holdningen klar. Hvis ikke de store techgiganter snart stopper den undertrykkende seksualiserende kultur af piger og kvinder i form af deep fakes, så må vi handle fra politisk side.

Derfor en opfordring til techgiganterne: Tag ansvaret på jer. Skab et bedre internet. Hjælp til at forhindre ulovlig billeddeling. Og advar brugere, der søger efter deep fake porn om, at det potentielt er ulovligt. Ellers skal vi nok gøre det for jer.

Birgitte Vind, MF (S)

Men skibet sku’ sejle i nat

Det har vakt opsigt, at to af forsvarets inspektionsskibe, der skal patruljere i Arktis og i Nordatlanten, ligger ved kaj i Nuuk. Nok vidste vi, at skibenes kanoner ikke kan skyde. Nu viser det sig, at skibene heller ikke kan sejle. For vort indre blik fremkaldes scener fra Monty Python’s Flying Circus.

Sjúrður Skaale – en af de bærende kræfter i Pipar & Salt (Færøernes svar på Monty Python), nu medlem af Folketinget – påpeger det uheldige i, at der ikke patruljeres i det strategisk vigtige område ved Færøerne. Skaale oplyser, at der er en øget, meget aggressiv russisk aktivitet i farvandene omkring Færøerne. Skaale finder situationen uholdbar.

En tv-dokumentar, »Skyggekrigen«, kastede i april i fjor lys på den betydelige trafik i Nordatlanten af russiske skibe, som hidtil har kunnet glæde sig over stor gæstfrihed i færøske havne. Hertil kunne den færøske udenrigsminister, Høgni Hoydal, beroligende oplyse, at færingerne er »fuldt ud kapable til at vurdere, hvad der sker i vores område«.

Men taler mon Skaale og hans gamle partikammerat, Hoydal, om det samme? Det lyder ikke sådan. Måske er der større udsigt til, at signalet opfanges i København, om der fra Tórshavn sendes på samme bølgelængde. Alt for ofte har der været støj på linjen.

Jørn Astrup Hansen, København

Statsministeren og borgernes hverdag

Berlingske har 20. februar en artikel om statsministerens besøg på Nordic Waste i Ølst, med en afdækning der for læseren kan tolkes som værende et »spontant detailplanlagt møde« af Statsministeriet.

Desværre ønsker Mette Frederiksen heller ikke i denne sag at stille op til interview, og derfor er vi som borgere igen overladt til en gætteleg i forhold til, hvad hun egentlig står for, og om hun arbejder for andet end selvpromovering. I gallakjole til hofbal, i gummistøvler sammen med folket – Instagram promoverer alt, og den seriøse presse skal holdes i behørig afstand, så glansbilledet ikke krakelerer.

Statsministeriet giver et interessant svar til avisen som begrundelse for planlægningen af besøget i Ølst:

»Statsministerens besøg er en vigtig og helt naturlig del af statsministerens opgaver, hvor det først og fremmest er et ønske fra statsministeren at tale med borgere om et emne eller en situation. Besøgene giver mulighed for at få et indblik i deres hverdag, og i dette tilfælde også for at vise støtte til de berørte borgere og menneskerne, der arbejdede med at kontrollere jordskreddet.«

Og med dette svar kan vi konkludere, at Mette Frederiksen ikke har nogen viden om borgernes hverdag, og hun derfor er nødt til at tage ud på besøg for at se på »os«. Hendes eget liv er så elitært og langt fra det liv, hendes vælgere lever, at det er forbløffende, at nogen socialdemokrater stadig kan mene, at »hun er en af os«.

Fillippa Gottlieb, Allerød

Hvornår bliver man erklæret død som organdonor?

I debatten omkring organdonation er det ikke tydeliggjort, hvornår afdøde bliver overgivet til donation.

Eksempelvis vil det være de pårørende, der giver samtykke, hvis afdøde ikke selv har frabedt sig organdonation, dvs. selv har taget initiativ til sin beslutning.

I den aktuelle situation vil de pårørende være i sorg og muligvis handlingslammet. Dvs. som tiden går, vil organerne overgå til staten. Hvad hvis de pårørende er uenige indbyrdes?

Hvor hurtigt bliver organerne fjernet fra afdøde?

Bitten Bjerre, Hellerup