Skolen som pølsefabrik
I ly af en nyvalgt præsident er der lavet en ny skolereform og præsenteret en rapport om børn og unges trivsel.
Af og til hører vi politikere sige, at de tager børns trivsel alvorligt. At de ønsker en skole, hvor børnene har det godt og lærer mest muligt. Men ser vi på den virkelighed, politikerne selv har skabt, tegner der sig et helt andet billede.
Med folkeskolereformen er skolen blevet reduceret til en ren forberedelse til arbejdsmarkedet. Gennem tusindvis af læringsmål er fokus flyttet væk fra børnene og over på målinger, test og statistikker.
Elever bliver ikke længere set som hele mennesker, men som datapunkter i et regneark. Deres trivsel bliver gjort til et spørgsmål om »trivsel eller mistrivsel«, som om man kan måle livsglæde med en test.
Lærerne, der burde være omsorgspersoner og rollemodeller, er blevet presset ind i en snæver formidlerrolle. De skal sikre, at læringsmålene opfyldes, ikke at børnene trives og udvikler sig som hele mennesker. Og samtidig hører vi igen og igen, at folkeskolen er for dyr. Men når 75 procent af udgifterne går til lønninger – og vi i Danmark har høje lønninger – hvad skal der så skæres i? Skal vi fyre lærere? Skære i undervisningen?
Politikernes tilgang til skolen har i mange år været dikteret af økonomer, ikke af pædagoger, lærere eller børneeksperter. Fokus har været på BNP og klargøring til arbejdsmarkedet, ikke på børns trivsel og deres udvikling som mennesker.
Men hvad husker vi egentlig selv fra skolen? Det er sjældent de timer, hvor vi knækkede koden til 10-talsystemet eller skrev en stil. Det er lejrskolerne, udflugterne, de fælles oplevelser. Alt det, der ikke kan måles, og som derfor ikke passer ind i økonomernes regneark.
Hvis politikerne virkelig vil tage ansvar for børn og unges trivsel, må de starte med at se skolen som noget andet end en fabrik, der producerer arbejdskraft. De må lytte til fagfolkene i skolerne og eleverne – ikke kun økonomerne. De må investere i trivsel, dannelse og fællesskab, ikke kun i flere test. Det er på tide, at politikerne tager deres ansvar alvorligt.
Thøger Ottosen, skoleleder, Sct. Joseph Skole, Ringsted
Værnepligt
Det diskuteres, om kvinder bør have værnepligt, og Liberal Alliance har modstræbende givet sig, selvom værnepligt i det hele taget er mod deres grundholdning.
Man kunne ændre værnepligtsloven, så begge mål blev nået. Hvor de nye paragraffer skal sættes ind i loven, vil jeg overlade til andre – her nummererer jeg dem 1, 2, 3.
§ 1: Værnepligt iht. Grundlovens § 81 er kun i kraft i situationer, hvor Danmark er i krig, eller der er optræk til krig.
Stk. 2: Krig defineres således …
Stk. 3: Optræk til krig defineres således …
§ 2: Værnepligt iht. Grundlovens § 81 gælder også for kvinder, når § 1, stk. 2 eller stk. 3 er opfyldt.
Stk 2: Undtaget fra værnepligten er kvinder, der er gravide, er i fertilitetsbehandling eller har fået barn (født selv eller adopteret) for mindre end et år siden.
§ 3: Værnepligten iht. denne lov gælder i aldersgruppen 18-48 år.
Værneret opretholdes naturligvis for begge køn. Og mht. definitionerne synes jeg, professionelle soldater bør indgå i arbejdsgruppen, der skriver definitionerne.
Ideen er til fri afbenyttelse.
Caroline Kofahl, København
Vores fælles historie
Johanna Sandberg skriver i Berlingske, at danskerne bliver grebet af en »cancel culture« i forbindelse med DRs udsendelser »Grønlands hvide guld« og »Slave af Danmark«.
Intet kunne være mere forkert!
Som antropolog burde hun vide, at Danmark ikke er en homogen masse.
Hovedparten af danskerne er ud af bonde- og arbejderslægter, som end ikke har haft det mindste kendskab til overklassens og adelens forbrydelser, som de har selv har lidt under.
De fleste danskere har ikke denne fælles historie og skal derfor ikke udsættes for så grove og urimelige beskyldninger, som Johanna Sandberg fremkommer med.
Leif Sommerdal, Hvidovre
Kommuneskat
Københavns Kommune har over 18 milliarder kroner i kassen, og som Berlingske påpeger, skyldes det, at kommunen opkræver for meget i skat. Men der er også en helt anden problematik – at dette er stærkt usolidarisk med andre kommuner, der kæmper med at få budgettet til at hænge sammen.
Der er et fælles loft over de kommunale skatter, så hvis København sænkede sine skatter, ville det give trængte kommuner et råderum.
John Jørgensen, Gilleleje
Hvornår blev det forbudt at værne om dansk?
Det danske sprog er en hjørnesten i vores kultur og nationale identitet. Gennem århundreder har vi værnet om vores sprog, og det har været en bærende kraft i at bevare Danmark som en homogen nation. Alligevel ser vi i stigende grad, hvordan fremmede, typisk engelske, ord sniger sig ind i vores officielle sprogbrug – men senest med den kontroversielle tilføjelse af »inshallah« til Den Danske Ordbog burde det være et alarmerende tegn på en udvikling, vi straks bør modsætte os.
Ordbogen er ikke blot en samling af ord – den er en institution, der spejler vores værdier og fælles referenceramme. Når et ord som »inshallah«, der har dybe kulturelle rødder uden for den danske kontekst, og som i øvrigt intet har med dansk at gøre, får en plads i vores officielle sprog, sender det et signal om, at vi ikke længere værner om vores sproglige arv.
Hvorfor skal vi tilpasse os fremmede kulturer på bekostning af vores egen? Skal vi også begynde at optage kinesiske eller hindi udtryk i flæng, blot fordi de bruges af en minoritet i landet?
Det er vigtigt at understrege, at sprog udvikler sig naturligt over tid. Dog er der en afgørende forskel mellem en organisk udvikling, hvor nye danske ord opstår, og en bevidst åbning for fremmede begreber, der ikke har en reel forankring i dansk kultur. Når vi begynder at inkludere ord, der ikke bærer en naturlig dansk betydning, er vi på en glidebane, hvor vi risikerer at udvande det danske sprogs integritet.
Nogle vil måske argumentere for, at ord som »inshallah« blot afspejler en moderne mangfoldighed i samfundet. Men her må vi trække en streg i sandet. Vi kan sagtens have respekt for andre kulturer uden at lade dem påvirke vores fælles sprog og identitet.
Dansk er et rigt og nuanceret sprog, og vi behøver ikke at importere ord fra andre kulturer for at udtrykke os klart og præcist. Når ord bruges i skolegården, så er det altså ikke ensbetydende med, at de skal optages i den danske ordbog.
Vi må tage ansvar for at beskytte vores sprog og sikre, at Den Danske Ordbog forbliver tro mod sin opgave, og det er at være en dokumentation af det danske sprog – ikke en arena for politisk korrekthed og kulturudvanding.
Det er på tide at sige stop og kræve en grundig revurdering af, hvilke ord der fortjener en plads i vores officielle ordbog og sige pænt nej tak til de kræfter, der forsøger at overtage en del af vores nationale arv med deres pladderhumanisme og overdrevne politiske korrekthed.
Marc Johansen, bestyrelsessuppleant, Konservativ Ungdom i Holbæk, Anna Bodnia Lorentzen, formand for LAU Nordsjælland, Romeo Troelsgaard, formand for DFU Fyn, Louie Skougaard, formand for Furesø Konservative Ungdom, og Lucas Zukunft, medlem af Konservativ Ungdom
To ord, kæmpe forskel
»N-ordet« og »E-ordet« … Vi har gjort utrolig meget for at undgå »N-ordet« – vi er gået så vidt som at redigere gamle sangtekster og bøger. Men når det kommer til at bruge »E-ordet« om vores rigsfæller på Grønland, er det åbenbart andre regler, der gælder. Vi kan endda finde på at gøre grin med dem, der helst ikke vil have, vi bruger det.
Forskelsbehandling?
Serena Gallacher, Nørre Alslev
Det er en god idé – men den er altså allerede indført
Den 16. februar foreslog Berlingske på lederplads, at det bør være kommunen, der bærer ansvaret, når der skal findes et andet skoletilbud til elever, der har forbrudt sig groft mod en folkeskoles ordensregler. Enig! Derfor har vi også gennemført præcis denne ændring. De nye regler har været gældende fra 1. januar.
Tidligere har folkeskolens leder selv haft ansvaret for at håndtere overflytning af en elev. Men i efteråret skærpede jeg ordensbekendtgørelsen med otte punkter. Og ét af dem er, at det nu er kommunen, der står med ansvaret, når en elev skal stoppe på en folkeskole.
For selvom folkeskolen skal kunne rumme alle børn, skal den ikke acceptere alt adfærd. Og når elever ikke følger ordensreglerne, skal det være tydeligt beskrevet, hvordan skolens ledelse og personale kan gribe ind.
Ro og orden i skolen er en prioritet for regeringen. Derfor holder vi hele tiden øje med, hvordan vi kan styrke lærernes autoritet til gavn for det store flertal af elever og lærernes arbejdsmiljø. Derfor meldte jeg ud i fredags, at jeg arbejder på en lovændring, der skal gøre det muligt at gribe fysisk ind og flytte en elev fra klasseværelset, hvis eleven bliver ved med at forstyrre eller ødelægge undervisningen, selv om læreren gentagende gange har bedt eleven holde op.
Mattias Tesfaye, børne- og undervisningsminister (S)
Ordentlig løn til soldater
Den danske model er fin og bør altid anvendes ved lønaftaler i offentlig regi.
Men stop nu – ingen regel uden undtagelse.
Alle bør kunne forstå, at Danmark i den nuværende situation med mangel på soldater bør gøre soldaterlivet attraktivt med en ordentlig løn.
Nu! Det haster.
Ole Borg, Hellerup
Gør ham ikke til mere, end han er
Trumpisme er et begreb, som flere og flere klummeskrivere, kommentatorer, politikere og lederskribenter benytter sig af. Det vil Donald Trump sikkert være stolt over, hvis han forstod sig på fremmedord.
Trumps måde at »regere« en stat på er en række uovervejede, ofte spontane indskydelser af forskellig grad af ønsketænkning – ikke en isme.
Jørgen Lind, Helsingør
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
