Isabella Arendt har for nylig i Berlingske ud fra såkaldt »borgerlige« og »grundkonservative« standpunkter forfægtet det forpligtende forhold, ægteskabet, og kernefamilien over det (antageligvis) uforpligtende forhold, skilsmissen og den brudte kernefamilie.

Over for hende står blandt andre sociologen Emilia van Hauen, som mener, at Arendt uretfærdigt udskammer de sidste og overser resten; de glædelige skilsmisser med positive resultater for børnene.

Arendt fremhæver netop den hyppige skilsmisse som en oplagt (indtil nu?) u-forholdt årsag til mistrivsel blandt børn. Van Hauen begiver sig, desværre, videre ud til at inddrage sine private grunde bag ved hendes egen skilsmisse.

»Desværre«, fordi det er en ærgerlig præmis at væve ind i et generelt argument. For hvordan skal et modsvar afgøre private anliggender som relevante, overbevisende som de måske kan være, uden at virke ufølsomt ved netop at tage udgangspunkt i dem? Hvad ved man om vedkommendes liv, børn og parforhold? Intet.

Der hævdes, at van Hauens børn blev lykkelige ved skilsmissen, og det er da glædeligt, men også at hendes ægteskab var: »almindeligt dysfunktionelt« og at »de fleste ægteskaber er almindeligt dysfunktionelle«. Men hvis begge disse påstande er korrekte, hvorfor burde de fleste ægteskaber så ikke lade sig skille?

Ja, det kan hurtigt blive ufølsomt, så lad os ikke gå den vej. Imidlertid synes de to kvinder at have ret i hver deres pointe. Arendt kommer for eksempel for skade at sige, at: »der findes ingen børn af skilsmisseforældre, der har det bedre som følge af en skilsmisse« – mon ikke det er en overdrivelse?

Hun kan forekomme lige vel unuanceret, men synes dog alligevel at ville tegne et større billede op; vække til diskussion om, hvordan vi kulturelt anskuer livet og kærligheden. Er der ikke noget rigtigt i, at vi i »årtier« har dyrket fortællingen om den uforpligtende kærlighed, frisættelsen fra kernefamilien og undermineringen af ægteskabet som en institution?

Mange er gået igennem en ungdom, hvor det var alt, de fik i hænde, til at vokse ind i historien, anlæg at være til og sprog at danne familie ved. Hvem har talt den forpligtende kærlighed, kernefamilie og ægteskabet som en samfundsbærende institution op?

Det, der i høj grad er blevet talt op som værende bedre end noget andet, er den romantiske og hedonistiske kærlighed og frisættelsen fra normer, autoriteter, pligt og Gud. Livets mening blev måske dermed individuel frigørelse. Lykken en »upgrade«.

Måske er det på tide at tale til en ungdom, der mangler noget andet. En anden måde at forholde sig til kærligheden og meningen.

Julius Thorsøe, studerende, Sorø