»Skatten fra helvede« skriger til himlen

»Min klare ambition er, at vi fjerner lagerbeskatningen. Vi skal ikke have flere skrækhistorier i medierne fra risikovillige investorer, der nu står med en kæmpe skatteregning,« skriver Venstres erhvervsordfører, Hans Andersen. Mads Claus Rasmussen

I Danmark er vi verdensmestre til skatter, der skriger til himlen. Sådan en af slagsen er den såkaldte »skat fra helvede«.

Vi særbeskatter danske iværksætteres små investorer, når virksomheden har fået så meget succes, at den børsnoteres. Vi har en lagerskat på beholdningen af de værdier, mindre investorer for børsnoterede iværksættervirksomheder har. Når virksomheder børsintroduceres, kan værdien naturligt få store udsving.

Det fører til, at lagerskatten regnes ud fra nogle meget høje kursværdier, der kun i en kort periode opstår. Dermed bliver små investorer ramt af en decideret skattehammer, der rammer meget hårdt.

De bliver beskattet af værdier, de reelt ikke har. Der findes skrækhistorier, som også i den seneste tid har fyldt i medierne, om hvordan lagerbeskatningen – eller mere præcist »Skatten fra helvede« – giver investorer enorme skatteregninger.

Det er helt forrykt, at danskere, der ellers gør alt det rigtige, og alt det vi som samfund ønsker, de gør mere af – investerer i succesfulde danske iværksættere – kan stå tilbage med en kæmpe skatteregning. Det er dybt urimeligt og helt og aldeles skørt.

Det er med til at bremse danskernes og professionelle investorers investeringslyst i danske vækstvirksomheder. Fordi man risikerer et stort skattesmæk. Det er et konkret eksempel på en stor hindring, der ikke gør det mere attraktivt at være iværksætter i Danmark.

Min klare ambition er, at vi fjerner lagerbeskatningen. Vi skal ikke have flere skrækhistorier i medierne fra risikovillige investorer, der nu står med en kæmpe skatteregning. Vi skal gøre det mere attraktivt at investere risikovillig kapital i danske iværksættere, og sikre, at de bliver store i Danmark.

Det bekæmper denne skøre danske skatteregel i dag. Det skal vi have løst.

Hans Andersen, formand for erhvervsudvalget og erhvervsordfører, MF (V)

Er det pinligt at være ædru?

I en tankevækkende kronik 5. september skriver Mette Lolk Hanak, at »Danmark er det eneste land i verden, hvor man kan være pinligt ædru. Det siger vist alt om vores forhold til alkohol.«

Det er naturligvis også et paradoks, men desværre rammer lige denne sproglige pointe ved siden af, da »pinlig« har to betydninger på dansk, nemlig dels noget, som kan sætte andre i forlegenhed, dels noget, som vidner om stor omhu eller samvittighedsfuldhed.

I udtrykket »pinligt ædru« er det betydning nummer to, der anvendes. Tilsvarende kan det vel heller ikke være negativt at holde hverken sit skrivebord eller sine regnskaber i pinlig orden – og mange vil sikkert gerne holde huset pinligt rent.

Derimod kan man godt være »pinligt beruset« – og det kan jeg kun lægge én betydning i!

Eskil Irminger, Nykøbing F

Forstå det, hvem der kan

Ingen betvivler, at vi i øjeblikket mangler arbejdskraft i en række fag. Det skyldes i høj grad en misforstået uddannelsespolitik i årtier. Men lad det nu ligge.

Nu mener DI og en række partier, at vi skal importere mere arbejdskraft fra fjerne lande. Hvad tænker de på? De sydeuropæiske lande er i stor risiko for recession på grund af deres enorme gældsbjerg. Kina stagnerer i øjeblikket. Det er store eksportmarkeder for Danmark, som vil kunne blive alvorligt ramt. Det vil kunne frigøre en del indenlandsk arbejdskraft, som dog nok skal omskoles.

I Sydeuropa kan man forvente øget arbejdsløshed i de gældsplagede lande. Det kan vi lukrere på, hvis vi bliver dygtigere til at lokke dem herop. Der er flere hundredtusinder ukrainske flygtninge. De er relativt veluddannede og stærkt motiverede for at komme i arbejde. Vi vil sagtens kunne få 50.000 fra Polen, Slovakiet og andre østeuropæiske lande.

Hvis vi endelig vil have flere vanskeligt integrerbare arbejdere fra ikkeeuropæiske lande, som DI, Lars Løkke og andre foreslår, vil Grækenland og Italien sikkert gerne levere tusindvis af immigranter. De vil uden tvivl give flere problemer end ukrainere og sydeuropæere.

Vi behøver ikke at hente flere immigranter ind, men skal gøre en mere professionel indsats for at få dem, vi allerede har, uddannet og i arbejde.

Jan Buch, Frederiksberg