Tak til Det Konservative Folkepartis Mona Juul for – endelig – at tage fat om det problem, der er i blå blok, og som er en væsentlig del af årsagen til, at det ikke lykkedes at få en borgerlig regering. Mona Juul foreslår nemlig nu i sin grundlovstale et skattefradrag for avisabonnementer.

Hvorfor var det, at så mange støttede Moderaterne, og hvorfor synes mange borgerlige vælgere, at det er at foretrække at få en regering med Enhedslistens Pelle Dragsted som støtteparti i stedet for en VLAK-regering med støtte fra Morten Messerschmidt?

Det handler om værdier, om hvordan vi gerne vil se vores land og bevare vores demokrati.

Problemet i blå blok er DFs Morten Messerschmidt, der med sin hadefulde retorik længe har været godt i gang med at skabe sig en platform på de sociale medier, hvor ekstreme højredrejede synspunkter skal føre Danmark ud på linje med ultrahøjreorienterede politikere som Orbán, Farage og Trump med deres kaospolitik.

Hvorfor har de øvrige borgerlige partier, VLAK, ikke allerede før og under valgkampen sagt fra over for Morten Messerschmidts hadefulde kampagner og retorik og tydeliggjort, at det er ikke den vej, Danmark skal gå?

I stedet har man i sin iver for at få en borgerlig regering ladet en selvbevidst Morten Messerschmidt svinge taktstokken og være den, der bestemte, at Lars Løkke Rasmussen ikke måtte indgå i en regering men kun være støtteparti.

Det er jo helt skørt. Hvorfor i alverden skulle han affinde sig med at være støtteparti i Messerschmidts cirkus?

Der er mange borgerlige, der ånder lettet op over Løkkes mod til at sige fra. Ubegribeligt er det, at de borgerlige partier har gjort Lars Løkke til syndebuk.

Et skattefradrag til danskere, der abonnerer på aviser, flytter næppe noget. Hvor mange checks, tilskud og fradrag skal vi efterhånden have? Nej, vi har brug for politikere i den blå blok, der tør italesætte problemerne og blive ved med det, for at synliggøre for befolkningen, hvilken vej de ønsker for vores samfund.

Bente Flindt Sørensen, Skodsborg

Dyrlægeregninger stikker helt af

Min hund på tre år blev indlagt på et dyrehospital i København på grund af mistanke om at have slugt et fremmedlegeme, som stoppede tarmpassagen, såkaldt tarmslyng.

Vi accepterede en pris på samlet 45.000 kroner, såfremt en operation var påkrævet. Dagen efter var tilstanden ikke bedret, og han blev opereret og fik fjernet et fremmedlegeme.

Efter veloverstået operation lød beskeden, at vi kunne hente ham næste dag. Han blev efterfølgende dårligere, så han var indlagt yderligere to døgn under skærpet overvågning, hvorved prisen ved afhentningen viste sig at være steget til svimlende 72.000 kroner. Alternativet ville have være aflivning af ung, rask hund.

Kitte Hesselbjerg, Snekkersten

Jeg er træt af maskuline mænd

Eller måske mere præcist er jeg træt af ideen om, hvad en mand skal være.

Jeg har flere gange gået gennem byen og fået kommentarer kastet efter mig. »Bøsserøv«. »Er du sikker på, du ikke er homo?« Ikke fordi jeg er homoseksuel, men fordi jeg åbenbart ikke opfører mig maskulint nok til nogle menneskers smag.

Og det siger egentlig meget om vores samfund.

At man stadig kan blive gjort til grin for at være stille, følsom eller bare ikke spille rollen som den hårde mand. Som om man hele tiden skal bevise sin mandighed. Gå på en bestemt måde. Tale på en bestemt måde. Ikke vise for mange følelser.

Jeg passer ikke særlig godt ind i den rolle. Jeg er tit stille. Jeg tænker meget over tingene. Jeg mærker mine følelser stærkt. Og selvom jeg egentlig aldrig har følt, at der var noget galt med den, jeg er, så kan man hurtigt begynde at tvivle på sig selv, når verden omkring én konstant peger på alt det, man ikke er.

For hvorfor er det stadig så provokerende, når mænd ikke lever op til den klassiske idé om maskulinitet?

Vi lærer stadig børn helt fra starten, at drenge skal være hårde, og piger skal være stille. Drenge får at vide, at de skal tage sig sammen, når de bliver kede af det. Piger får at vide, at de ikke må fylde for meget. Og hvis man falder udenfor de kasser, så står der altid nogen klar til at pege fingre.

Jeg ville ønske, at køn ikke fyldte så meget. At mænd godt måtte være bløde uden at blive set ned på. At ingen skulle bevise, at de er »mand nok« eller »kvinde nok«.

For jeg er ærligt talt træt af, at mennesker skal reduceres til køn, før de får lov til at være mennesker.

Magne Abildå, landsledelsesmedlem i SF Ungdom

Drop nummeret til Livslinien

I nogle artikler om selvmord placeres ofte en lille henvisning til noget, der hedder Livslinien og dets telefonnummer, tydeligt adresseret til mennesker med selvmordstanker. Den journalistiske artikel forvandles dermed til en servicemeddelelse og dermed ikke til god journalistik. At kontaktinformationen er sat i en faktaboks inde i artiklen, ændrer intet på det.

Noget lignende findes mig bekendt ikke ved anden journalistik, så ideen må være, at selvmordstruede mennesker tænkes at kunne blive inspireret til at begå selvmord ved at læse artiklen – og det skal henvisningen til Livslinjen så redde dem fra.

Men konsekvensen er, at journalistik forvandles til servicemeddelelse i »annonceform«, og det er medier og mediebrugere bestemt ikke tjent med.

Mon der i øvrigt findes dokumentation for, at artikler om selvmord genererer selvmord, og at den annonceindsats i artiklerne har nogen som helst betydning for danske selvmordstruedes planer? Eller er det blot endnu et udtryk for »nursificeringen« i vores overflods-velfærdsstat?

Niels Henrik Jessen, Korsør

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk