Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Skarpe hjerner er en mangelvare

Foto: Tommy Kofoed

Hvorfor egentlig undervise i teoretisk matematik, når vi har computere og smarte lommeregnere, der ved tryk på en knap kan udføre komplicerede beregninger, endda lynhurtigt? Det er der efter min mening mange meget vægtige grunde til.

Fundamental viden om matematik er en nødvendig forudsætning for at kunne opstille korrekte problemstillinger før hjælpemidlerne kan tages i anvendelse. Når man er nået dertil, er beregningerne den mindste del af det. Viden om tal, brøker, algebra, procenter, geometri og mere avancerede emner er grundlæggende forudsætninger for at korrekte beregninger kan udføres og resultaterne analyseres.

Men der er meget mere på spil, når man skal vurdere vigtigheden af matematik. Selvom det jo nærmest er blevet en vits at tale om »de gamle grækere«, er det ikke desto mindre her, det starter.

Den græske matematiker Euklid formulerede før vor tidsregning fem grundlæggende sætninger (aksiomer), som hele geometrien følger af. Arbejdet med at udlede de geometriske regler giver en fantastisk træning i at lære, hvilke slutninger der følger af forudsætningerne. Betydningen heraf rækker langt ud over selve emnet. Disse tankegange har haft en kæmpe betydning for udviklingen af det samfund, vi har i dag.

Arbejdet med matematik (ikke bare geometri) giver nyttig anvendelig viden, men også solide arbejdsmetoder, som kan anvendes bredt. Matematik er »tanketræning«, som opøver elevernes logiske og analytiske evner. Ingen andre fag giver denne træning i stringens tænkning.

Underviserne i folkeskolen og gymnasiet bør være bevidst om fagets facetter. Der skal opøves færdigheder bl.a. ved mange gentagelser, og vigtige spørgsmål skal stilles igen og igen. Hvad ved vi? Hvor skal vi hen? Hvordan kommer vi derhen? Fordybelse og refleksion er en del af det at tilegne sig matematik.

De systemsvigt, man dagligt kan læse om, hænger måske sammen med, at matematikundervisningen gennem mange år langsomt er ved at smuldre. De skarpe hjerner er en mangelvare.

Det er naturligvis deprimerende at læse om de studerende på CBS, der ikke kan forstå lærebøgerne på grund af manglende forudsætninger i matematik – og så er det nok ikke kun på CBS, det kniber.

En tålmodig og vedvarende indsats er en forudsætning for at lære og forstå faget. Når jeg læser, at elever og studerende føler sig stresset tænker jeg, at der måske alligevel er håb. Men så mener flere politikere desværre straks, at der må gribes ind. Ejnar Bertelsen, Vig