Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Skandalen i SKAT står som et af vor tids største svigt

»Hvis SKAT havde været en privat virksomhed, ville den være lukket for længe siden, og ledelsen ville være stillet til ansvar,« skriver Fillippa Gottlieb. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skandalen i SKAT

Vi kan i avisen 7. oktober læse, at prisen for at kulegrave skandalen i SKAT stiger og nu ventes at koste samfundet 350 millioner. Hvor meget skal pædagoger, sosuassistenter og kassemedarbejdere i Netto mon arbejde for at kunne betale den regning?

Skandalen i SKAT står som et af vor tids største svigt, hvor politikere fra skiftende partier har fejlet, og hvor den offentlige forvaltning har demonstreret en utrolig mangel på kompetencer inden for ledelse, it, procesoptimering og økonomi.

Hvis SKAT havde været en privat virksomhed, ville den være lukket for længe siden, og ledelsen ville være stillet til ansvar. Ansvar er et ukendt begreb blandt politikere og til dels også blandt topembedsmænd. Som borgere kommer vi nok til at leve med fortsat kaos og store regninger til samfundet, politikerne og embedsmændene bliver nok forfremmet.

Er det mon det, Mette Frederiksen mener, når hun siger, at »Danmark kan mere«? Tja …

Fillippa Gottlieb, Allerød  

Nu må de stoppe, de blå

Statsministeren står og taler i 45 minutter, har fast aftale med TV 2 News om et interview på ti minutter kl. 13.10 og flyver derpå til Tjekkiet til EU-topmøde, hvad hun også forklarede medierne.

Ja, der stod journalister uden for døren til salen, men der var ingen fast aftale. Vel? Under interviewet med TV 2 sad en stor gruppe journalister med mikrofonerne rettet mod statsministeren, så de fik hendes svar på forskellige ting. Er det urimeligt, hvis hun lige trængte til en kop kaffe, vand og en sandwich inden interviewet og derpå af sted? Nej, det er det ikke.

At kalde det en hån er så dumt og ubegavet og ondskabsfuldt, at det siger mest om afsenderne. Hvis ikke politikere indbyrdes kan opføre sig ordentligt og forstående over for og mod hinanden, hvordan skal man så forvente, at befolkningen kan? Så sender man jo et signal om at: Bare svin løs, jo mere des bedre. Og når DF-lederen tillader sig at kalde talen for bullshitbingo, så siger det mest om en presset DF-leder end om talens indhold, som var ganske udmærket.

Helle Bockhoff, Helsingør

Motivet til »minkforbrydelsen«

Bent Winther leder 7. oktober efter et motiv til »forbrydelsen«. For mig er den ret åbenbar. I årevis har vore venstreorienterede politikere, ikke mindst fra SF, plæderet for at forbyde pelsdyravl i Danmark. Det har de ikke kunnet komme igennem med på almindelig demokratisk vis.

Regeringens støttepartier har været utilfredse med, at Mette Frederiksen regerede egenrådigt uden at give dem noget for deres konstante støtte. Så kom coronakrisen. Nu kunne man få aflivet et helt erhverv under påskud af, at det var tvingende nødvendigt for folkesundheden, en påstand som ganske vist er tvivlsom.

Samtidig kunne støttepartierne så få det som et godt kødben, der kunne dæmpe utilfredsheden. Trods fjernsynsudsendelsen med Mette Frederiksens besøg på en minkfarm med tårer i øjnene, tror jeg, at hun græd tørre tårer over minkdrabet.

Mette Frederiksens motiver kunne sagtens være langt om længe at få nedlagt den forhadte pelsdyravl og samtidig kunne posere i sin yndlingsrolle som danskernes beskytter. Desuden kunne hun give en stor og højst tiltrængt gave til støttepartierne.

Jan Buch, Frederiksberg

Vindkraft har en ulempe

I september leverede tyske vindmøller maksimalt 35.483 MW og minimalt 251 MW. De to tal svarer til henholdsvis knap 900 procent og godt seks procent af Danmarks gennemsnitlige elforbrug. I første halvdel af måneden var produktionen usædvanligt lav, hvilket medførte stigende priser.

I Berlingske 5. oktober bruger Vestas’ topchef Henrik Andersen de høje elpriser til at argumentere for flere vindmøller. Lad os bare sige, at Tyskland får ti gange så mange, som landet har nu. Så vil den maksimale produktion være så kolossalt stor, så man næppe vil kunne bruge den i praksis. Den minimale produktion vil være 2.510 MW, hvilket i det store billede er nul og nix.

Det er vindkraftens store ulempe, som det kan være svært at bringe på bane, hvis man, som Henrik Andersen, lever af at sælge vindmøller.

Bertel Lohmann Andersen, lic. scient. i kernefysik, pensionist, Lyngby