Når der har været diskuteret fri abort, har man ofte hørt, at den gravide kvinde skulle bestemme over sin egen krop. Det skulle ingen andre. Det blev også påpeget, at de såkaldte abortråd var en ydmygelse af kvinden, for hun skulle have ret til at bestemme selv. Så vidt så godt. Kun ganske få havde nogen indvendinger mod disse argumenter. Det afgørende er, at den gravide kvinde bestemmer over sin egen krop.

Men når snakken drejer sig om, hvorvidt vi alle skal have ret til at bestemme over vores egen krop og over vort eget liv, så er sagen pludselig en ganske anden. Hvis nogen skulle få den idé, at de gerne vil forlade denne verden, så skal de sandelig fordømmes og belæres af andre.

Jeg kommer så til at tænke på, at engang i det 17. århundrede fandt man i Frankrig på, at selvmord skulle være strafbart. Hvis nogen ville begå selvmord, og selvmordsforsøget mislykkedes, så skulle de dømmes til døden.

Denne underlige fortælling, som mangler enhver form for logik, er nærmest grinagtig, men ikke desto mindre er det en lignende holdning, som Sørine Gotfredsen fremfører i Berlingske 23. juni. Fordømmelsen over de mennesker, der blot ønsker at dø, er ikke til at tage fejl af. Man skal altså ikke have ret til at bestemme over sin egen krop eller sit eget liv; det er der andre, der skal. Andre, som tror, at de ved bedre i alle livets forhold.

Og det er der mange, som mener, at de har ret til. For nylig var der et sammenrend af pseudofilosoffer og skrækprædikanter, som på alles vegne vidste, hvad der er rigtigt og forkert, og i disse folks manglende visdom og manglende respekt for andre mennesker dukkede den ældgamle fordømmelse af de mennesker, som selv vil bestemme, om de vil leve videre eller ej, op igen.

Der er altså nogle, som har opkastet sig selv til guder og vil bestemme over andres kroppe og liv. Det er uværdigt, og alle disse lommefilosoffer burde holde op med at nedgøre alle de mennesker, som blot vil bestemme over deres egen krop og deres eget liv.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk