Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Skal man kunne blive vaccineret hos tandlægen?

»Det vil selvfølgelig være helt relevant at inddrage landets tandlæger, der dagligt ser mange patienter under ordnede, sterile forhold, og som med vores allerede medicinske viden nemt vil kunne oplæres i et stik i skulderen,« skriver Rie Daniel Hansen om corona-vaccinationerne. Arkivfoto: Keld Navntoft. Fold sammen
Læs mere

Vaccinerende tandlæger

I søndagens avis står, at Sundhedsstyrelsen vil udstede en bekendtgørelse, således at private aktører kan hjælpe med covid-19 vaccinationerne. Det vil selvfølgelig være helt relevant at inddrage landets tandlæger, der dagligt ser mange patienter under ordnede, sterile forhold, og som med vores allerede medicinske viden nemt vil kunne oplæres i et stik i skulderen.

Men nu kommer det spændende: Vi tandlæger må ikke stikke gennem hud! Trods fem års anatomisk studie i meget andet end tænder må vi kun stikke gennem slimhinde. Det bliver spændende at se, hvordan kommer vi videre herfra? Specielt hvis private aktører skal på banen. Hvem fører kanylen? Hvis det er ikke-medicinsk uddannede, hvorfor må de så, når vi ikke må?

Rie Daniel Hansen, tandlæge, Vedbæk

Københavnsk kommunikation

I 2016 skrev Berlingske om antallet af kommunikationsmedarbejdere i Københavns Kommune, der skulle være omkring 100, og man undrede sig over, hvad alle disse ansatte egentlig lavede. En af de daværende chefer stod også frem og erkendte, at tallet nok var i overkanten, og man var ved at se på, hvordan man kunne reducere det.

Her i 2021 kan avisen så berette om et tiltag, som kommunen har brugt penge og kræfter på. På Facebook har man opfordret forældre til ved middagsbordet at tale med deres børn om køn og kønsrelaterede ord. Man træder ret beset over folks dørtrin og begynder at belære om, hvad man skal tale med sine børn om. Dette viser dels, at man ikke har styr på sine beføjelser, dels at man nok har for lidt at lave, når man kan finde på den slags tåbeligheder.

Går man ind på Københavns Kommunes side om fakta og statistik, kan man hurtigt lave en optælling af, hvor mange kommunikationsmedarbejdere der er – eller rettere var i 2018. Tallet er 204, og der står ydermere, at man laver en optælling af disse medarbejdere hvert år. Vi skriver nu 2021, så der må være lavet i hvert fald tre nye optællinger. Det har der så ikke været tid til at lægge ind på statistiksiden. Man kan kun sprge: Hvad laver alle disse kommunikationsmedarbejdere?

Ingrid Slott, København

Digitalt coronapas

Iflg. Business-sektionen 13. februar kan et dansk coronapas i form af en app være klar om et par uger. Jeg håber virkelig, at de relevante myndigheder sørger for, at det også bliver muligt at få et »papirpas«. Vi er en del ældre borgere, jeg er selv 80, som kun har almindelige mobiltelefoner, og som hverken har lyst eller råd til at investere i noget elektronisk grej, som vi måske oven i købet ikke kan finde ud af. Men vi får – som alle andre – brug for at kunne dokumentere, at vi er vaccineret, når vi altså en gang bliver det.

Jette Drost, Lejre

Parkering og elbiler

I forbindelse med planlægning og udvikling af ladestandere samt regler for parkering af elbiler kunne man forestille sig  følgende:

For at undgå at elbilerne optager pladser med ladestandere længere end den tid, en opladning tager, kunne man i ladestanderne indbygge et ur, som slår til, når opladningen er gennemført. Inden for to timer efter opladningens slut skal elbilen flyttes til en ordinær p-plads. Hvis bilen ikke er flyttet, kan p-vagterne udskrive en p-afgift, som ved enhver anden parkering, hvor tiden er overskredet.

For at optimere brugen af p-pladser i områder med tidsbegrænset parkering burde det tillades, at ledige p-pladser med ladestandere samt ledige p-pladser reserveret til diplomatbiler i tidsrummet f.eks. 18-8 samt på søn- og helligedage frigives til almindelig parkering mod sædvanlig betaling/overholdelse af tidsbegrænsning.

Niels Walløe, København

Et tåbeligt system

Jeg er 91 og fik forleden en meddelelse i min e-Boks. Skønt at jeg nu kunne blive vaccineret, troede jeg. Meddelelsen var på adskillige A4-sider – det meste handlede om personsikkerhed, og det var jo betryggende.

Om vaccinationen fandt jeg ud af, at den kunne foregå mange steder i Danmark – det nærmeste var 13 km fra min bolig, som jo ikke er noget problem i min alder. Stedet var et parkeringshus, hvor jeg ville forsøge at finde tid. Det burde ikke være svært, man kender teatrenes billetskemaer, hvor rødt betyder optaget. Men nej, sådan fungerede det ikke. Man vælger selv en dato ud af skemaets ca. 75 mulige dage. Det gjorde jeg, men dagen var optaget, og det var den også de efterfølgende 74 dage, jeg forsøgte. Og sådan fortsatte det. Jeg nåede ikke at tjekke, om Læsø havde en tid, men det ville også betyde 2 x 370 km + færge i fire timer.

Systemet er tåbeligt, formentlig opfundet i Digitaliseringsstyrelsen, der sikkert har gjort mange gode gerninger, men i dette tilfælde burde have haft hjælp til det praktiske.

Gert Edstrand, Hørsholm