I en tid, hvor vi hele tiden hører om ungdommens problemer med at præstere og fungere i hverdagen, er det en livsbekræftende befrielse at se Lasse Rahbeks dokumentar om Sirius-patruljen i Grønland.

Her møder vi topmotiverede unge mennesker, som tør at tage ansvar for sig selv og andre – og som omgås hinanden på en positiv og respektfuld måde.

Det kan kun anbefales både unge og gamle at se de tre afsnit af dokumentaren på DR 1, hvis man vil lære lidt om at fokusere på det positive i livet.

Peter Bøgelund, Dragør

Et helt umuligt ønske?

I en tid med offentlig digitalisering så hatten passer, og hvor hin enkelte hænger i sin mobiltelefon nærmest døgnet rundt, kunne det være ønskeligt, at offentlige, halvoffentlige og visse større virksomheder fandt andre mulige løsninger end at betjene sig af PostNord i anliggender, hvor det er åbenlyst væsentligt, at breve og forsendelser når hurtigt og sikkert frem til modtagerens privatadresse.

Er visionen helt vanvittig – eller har nogen et alternativt forslag?

Rigmor Hviid Christensen, Skovlunde

Historien om fortidens socialpolitik

Efter at have set DR 1s tre tv-udsendelser om Poul Nyrup Rasmussens far sidder man som seer tilbage med mange spørgsmål. Hvad var det for et samfund, der valgte at sende sine svageste i isolation, stemplede dem som åndssvage og dermed i realiteten umuliggjorde et normalt arbejdsliv, og som senere pressede dem til at søge sterilisation og abort, fordi de ikke havde råd til at have børn?

Og hvad var det for politiske partier, der sørgede for, at denne socialpolitik fik politisk opbakning i Danmark? Det var såmænd Nyrup Rasmussens eget parti, Socialdemokratiet, der havde det afgørende ansvar for, at denne tankegang kunne slå rødder i den danske rigsdag. Og da der endelig fra midten af 1990erne fremlagdes historisk dokumentation for den barske eugeniske virksomhed, der rettede sig mod de såkaldt åndssvage fra midten af 1930erne, var det Socialdemokratiet, der havde regeringsmagten under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen.

Jeg blev grebet af dette dybt sympatiske menneskes fine fremstilling af sin familiehistorie, men jeg undrer mig over, at hans eget partis medansvar for den førte socialpolitik ikke blev nævnt med et ord.

Lene Koch, professor emeritus dr.phil., København

Regeringen er på udlændingepolitisk slingrekurs

Endnu en kovending er en realitet i den nye regering. Lars Løkke har fået overtalt Socialdemokratiet og Venstre til at lempe på et af de mest centrale punkter i den danske asylpolitik. Nu kan syrere og andre udlændinge blive i Danmark, hvis blot de tager en skatteborgerbetalt uddannelse. Det er et fundamentalt brud med nogle af de mest grundlæggende principper i den hjemsendelsespolitik, som en stor del af Folketinget i 2019 stod bag. Denne epokegørende aftale vender regeringen nu ryggen – endda uden at stå ved det og erkende den klokkeklare lempelse.

Det kommer dog ikke som en overraskelse, at Lars Løkke har ønsket at få presset dette igennem. I lang tid har Løkke talt for at få tilbagerullet de stramninger, som hans egen regering dengang fik vedtaget. Det er da mageløst!

Desværre har Venstre og Socialdemokratiet givet efter for hans ønske. Dette er bare et eksempel af mange, hvor regeringens interne vennetjenester svigter de løfter, man i valgkampen gav vælgerne.

Der er en grund til, at hjemsendelsespolitikken dengang blev en realitet: Nu skulle flygtninge vende tilbage til deres hjemland, når det var sikkert igen, og det skulle være slut med flygtninge, der blev gjort til indvandrere med henblik på permanent ophold i Danmark. Kort sagt: Flygtninge skulle kun være i Danmark, så længe der var et beskyttelsesbehov. Desværre er dette princip nu på vej ud med badevandet!

I Danmarksdemokraterne vil vi dog altid stå vagt om den stramme udlændingepolitik. Langt flere flygtninge skal forlade Danmark og vende hjem til deres hjemlande. Det nytter ikke, at udlændinge via en uddannelse kan få en permanent billet til det danske samfund og de goder, der hertil hører. Desuden vil de uddannelsesmæssige kvalifikationer, som udlændinge i Danmark tilegner sig, gøre langt mere gavn i genopbyggelsen af de berørte områder.

Det skal stå fuldstændig klart, at Danmarksdemokraterne fortsat kommer til at kigge regeringen over skulderen på udlændingepolitikken, for det er altafgørende, at vi står fast på den stramme udlændingepolitik, hvis vi i fremtiden vil bevare det Danmark, som vi kender og holder så meget af.

Peter Skaarup, MF, udlændinge- og integrationsordfører for Danmarksdemokraterne