SF har ikke styr på fakta

Forleden kunne man her i avisen læse et indlæg af SF-kandidaten Halime Oguz, der var fortørnet over DF’s rolle i vedtagelsen af den nye kontanthjælpsreform samt partiets manglende aftryk på den nuværende udlændingepolitik. (Foto: Michael Bothager/Scanpix 2013) Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bothager
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden kunne man her i avisen læse et indlæg af SF-kandidaten Halime Oguz, der var fortørnet over DF’s rolle i vedtagelsen af den nye kontanthjælpsreform samt partiets manglende aftryk på den nuværende udlændingepolitik. Først og fremmest klandrer Halime Oguz DF for at løbe fra egne valgløfter ved at indgå en kontanthjælpsreform, der ifølge folketingskandidaten strider mod DF’s tidligere udmeldinger. Her burde Oguz måske have læst lidt op på lektien, for DF har hele tiden sagt – også før valget – at partiet ønskede at revidere kontanthjælpssystemet, så der blev en større økonomisk gevinst ved at tage et arbejde frem for at modtage offentlig forsørgelse. Det har vi sikret.

For det andet mener Oguz, at DF’s fingeraftryk på den nuværende udlændingepolitik er minimal i forhold til det lovede. Det er jeg uforstående over for. DF har siden valget fået gennemført 36 stramninger på udlændingeområdet. Og selvom vi selvfølgelig gerne ser endnu flere stramninger og arbejder målrettet for en permanent grænsekontrol, så har Oguz’ påstand om, at vi har givet køb på en af partiets mærkesager, altså ikke hold i virkeligheden. Oguz synes samtidig at have glemt, at DF ikke har mandat til at indføre alt det, vi gerne vil, men at et flertal faktisk er nødvendigt, når nye tiltag skal vedtages i folketingssalen.

SF-politikeren slutter sit indlæg af med at blotlægge sin bekymring for DF’s rolle i de kommende skatteforhandlinger. Her fastslår Oguz, at DF med stor sandsynlighed vil acceptere topskattelettelser. Igen fremgår det helt tydeligt, at Oguz ikke har læst et eneste indlæg eller interview med DF den seneste tid. Vi har fra DF’s side gentagne gange slået fast, at vi har svært ved at se, hvor pengene til skattelettelser skal komme fra. Derudover har vi slået fast, at vi ikke kan bakke op om regeringens ønske om at lette skatten i toppen, men at eventuelle lettelser bør ske i bunden. Igen med det forbehold, at økonomien skal være til det.

Jeg bliver så ærgerlig, når jeg læser et indlæg af en politiker, der kloger sig på et andet partis politik, når det helt tydeligt fremgår, at hun overhovedet ikke følger med i, hvad der bliver sagt og gjort.