Det er nærmest blevet en folkesport at fordømme Donald Trump og J.D. Vance. Og lad mig for en god ordens skyld starte med at slå fast, at jeg på ingen måde bifalder deres behandling af Volodymyr Zelenskyj i Det Ovale Kontor 28. februar. Så langt fra. Men jeg vil alligevel komme med en opfordring til, at vi prøver at sænke temperaturen i debatten en smule.
Opslag på de sociale medier, der forbander Trump og hans folk, høster likes og virtuelle skulderklap. Følelserne får frit spil. Alle har en mening. Og det er fint nok. Den ophedede debat afspejler blandt andet det faktum, at det USA gør eller ikke gør, har stor betydning for os her i Europa.
Men lige nu er der lidt for mange hurtige analyser, også i de etablerede medier, der bærer præg af at være skrevet med adrenalin i kroppen.
Den ophedede stemning er dårlig for nuancerne i den offentlige debat, hvor der er en uheldig tendens til at mange ikke formår at sondre mellem faglige analyser og politiske sympatier. Det burde være muligt at udlægge tankegangen bag Trumps handlinger uden at blive anklaget for at være Trump-apologet. Det burde være muligt at anlægge en kritisk analyse af Zelenskyjs handlinger uden at blive anklaget for at være anti-ukrainsk.
Det er både uproduktivt og forsimplet at tale om, at vi står i en kamp mellem de onde og de gode, hvor Trump sammen med Putin repræsenterer ondskaben. Trump har et andet syn på krigen i Ukraine, end vi har i Danmark. Det må vi forholde os til uden at affeje det som ondskab.
Netop nu, hvor det transatlantiske forhold knager, er det vigtigere end nogensinde at holde hovedet koldt. Vi må prøve at forstå dem, vi er uenige med, i stedet for blot at fordømme dem. Ikke fordi vi skal undskylde eller retfærdiggøre Trumps opførsel. Slet ikke. Men simpelthen fordi man har de bedste forudsætninger for at fremme egne interesser i international politik, hvis man forstår de lande, man interagerer med.
Det er særligt magtpåliggende, når det pågældende land er garant for ens sikkerhed. Så længe vi i Europa er afhængige af USA, kan vi ikke tillade os den luksus blot at rynke på næsen og vende os væk i afsky.
Det har aldrig været vigtigere at forstå Trump.
Rasmus Sinding Søndergaard, seniorforsker, DIIS
De heiler på livet løs
Jeg får kuldegysninger, når jeg læser artiklen i Berlingske 8. marts »De heiler på livet løs«.
Jeg er som alle andre bekymret for den verden, der nu åbner sig for os, men efter at have læst artiklen på side 24 i Berlingske 8. marts, rejser hårene sig på armen. At se hvordan USA byder en forbryder som Andrew Tate velkommen i »Guds eget land«.
Så tænker jeg, at snart må den almindelige amerikaner da vågne op og se, hvilke mennesker der har førertrøjen på. Der findes vel p.t. ingen diagnose til at beskrive dem, men folk må da reagere på ødelæggelsen af dette så tidligere stolte land.
Lov mig at læse den artikel!
Inge Nøhr, Nærum
NATO og Amerika
Når der tales så meget om, at Europa skal kunne klare sig uden Amerika, må vi huske på, at Canada også er NATO-medlem og et land i Amerika. Canada er for især Danmark og Grønland en væsentlig alliancepartner. Husk, at Trump ikke er præsident i Amerika, men kun i USA.
John Jørgensen, Gilleleje
Inflation i diagnoser
Eva Selsing skriver forleden, at små børn har brug for deres mor, i særdeleshed de første tre år. Ja, naturen har været så uforskammet, og stik imod ligestilling, at lade tingene være sådan. Tidens wokeisme prøver så her at ændre naturens orden gennem for eksempel fænomenet institutionalisering af tilværelsen med tilhørende hjælpehierarki samt styrende lovgivning m.m.
Tilstanden er ifølge Selsing en medvirkende årsag til en sygeliggørelse af børn og unge, hvilket kommer til udtryk i diagnostiske bogstavkombinationer omkring menneskelige forhold og sammenhænge.
Jeg tror, at dette synspunkt skal suppleres med, at diagnosticeringsinflationen synes at være proportional med antallet af specialpædagoger, psykologer, koordineringskonsulenter, alskens vejledere og dag til dag regelmagere i skolen, adfærdsforskere, ph.d.-studerende, diverse specialterapeuter, udvalgsarbejde, kommissioner, særlige nødkaldstelefoner, forebyggende opsøgningskonsulenter osv. Altså jo flere »terapeuter«, jo flere diagnosearter. Læg mærke til rækkefølgen.
I min fremskredne alder tænker jeg i nærværende sammenhæng tit på, hvordan i alverden jeg er kommet igennem Anden Verdenskrig og velfærdsstatens opbygning via skattepres uden at være undersøgt og omfavnet af ovennævnte række af hjælpere. Måske fordi min mor var der, mens min far forvandlede det hårde jern til brød. Og der var milelangt til en uddannelsesmæssig opbygget specialist.
Svend E. Just, Fredensborg
Riget fattes soldater
Det fremgår af en analyse fra tænketanken CEPOS, at antallet af fuldtidsstillinger i staten fra 2011 til 2024 er steget med 23.600 personer. Det svarer i runde tal til antallet af soldater i fire brigader. Til sammenligning har vi efter flere år stadig massive problemer med at opstille blot én operativ brigade.
Samtidig oplyses det, at vi for nuværende ikke engang kan stille med en kampklar bataljon (cirka 600 mand) til en potentiel fredsbevarende styrke i Ukraine. Det er som (skatte) borger ikke alene pinligt at være vidne til. Det er også urimeligt og helt uforståeligt.
Lars Olsen, Dragør
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
