Det har været en sensationel sportssommer – tænd for dit tv, og du kan nyde synet af verdens bedste atleter. Det lyder dog ikke til, at Berlingskes Kristian Lindberg har nydt det så meget. Hans visuelle oplevelse er i hvert fald blevet ødelagt af tatoverede kvinder. 

Man bør tie stille, hvis man ikke har noget pænt at sige. Det er en god regel at leve efter. Og sport handler nu engang om, hvad man kan, og ikke hvordan man ser ud. Lindbergs betragtning er mildest talt fladpandet. Men det vildeste er alligevel den medfart, som det her dumme, men ligegyldige indlæg har fået på X.

Særligt kvinder raser og er decideret krænkede over, at Lindberg har kommenteret en kvindes udseende. Flere forlanger, at indlægget fjernes fra avisens hjemmeside, og kalder det decideret misogynt.

Det er ret ukontroversielt at mene, at kvinder med mange tatoveringer er uattraktive. Personligt synes jeg også modefrisuren mullet er frygtelig – uagtet køn i øvrigt. Der er faktisk mange ting, jeg synes er ret grimme på andre mennesker. Med omvendt fortegn indrømmer jeg blankt, at jeg er mere optaget af, hvor lækker den svenske højdespringer Duplantis er, end hvor højt han springer.

Der er sikkert mange, der mener, at jeg er grim, eller at du er grim, eller at din mor er grim. Forhåbentlig siger de det ikke til os – eller skriver om det i Berlingske for den sags skyld. Men det er nu engang sådan, at vi mennesker mener alt muligt, der kan være dumt eller sårende. Men at det ligefrem er krænkende og skal medføre en shitstorm, det er problematisk.

For selvom Lindbergs kommentar er godt gammeldags nederen, så er den mest af alt ligegyldig. Jeg tror, at de fleste tatoverede kvinder, atleter, husmødre og mænd i øvrigt er fuldstændig uberørte af hans kommentar.

Det er en underlig uskik at forlange, at alt det, man ikke kan lide, skal fjernes fra jordens overflade. I stedet kunne man jo skrive et godt modsvar, det vil aviserne typisk gerne bringe.

Pernille Birch, København