Skift bank og spar op til 20.000 kroner
I Forbrugerrådet Tænk har vi netop gennemført vores mest omfattende test af bankpriser til dato, og konklusionen er tydelig: Det er alt for svært for almindelige forbrugere at finde ud af, hvad de betaler i deres bank, og hvad de derfor potentielt kunne spare ved at skifte.
Vores test viser, at mange forbrugere kan spare mellem 5.000 og 20.000 kroner om året ved at skifte fra dyreste til billigste bank. I enkelte tilfælde helt op til 45.000 kroner.
Alligevel er det kun omkring fem procent af danskerne, der skifter bank hvert år. En del af forklaringen skal findes i den store kompleksitet, for bankpriser er i mange tilfælde uoverskuelige i en grad, så det kræver det helt store kørekort i regneark, hvis du skal sammenligne priser.
Det er et problem. Hvis det er svært at finde ud af, hvad du betaler, er det svært at finde ud af, om du kan få et bedre tilbud. Og så er bankernes motivation for at konkurrere på prisen stærkt begrænset.
Bankernes prislister er ganske omfattende – både i antal og i længde. Arbejdernes Landsbank har for eksempel 18 forskellige prisbøger, vi har skullet orientere os i for at få et samlet overblik over deres priser. Prisbogen hos Danske Bank er på 36 sider – alene på gebyrer. Rentesatserne skal du finde andetsteds.
Et andet benspænd er, at bankerne bruger forskellige navne, for eksempel lånesagsgebyr, dokumentgebyr, ekspeditionsgebyr, vurderingsgebyr og låneetablering, for den samme udgift, hvilket gør det nærmest umuligt at sammenligne prisen hos forskellige banker.
Nogle banker oplyser dertil priserne i kroner og ører, mens andre i procent, promille eller kurs.
Samlet set er det praktisk talt umuligt som forbruger at sammenligne bankernes priser – faktisk har det været en meget svær opgave for selv vores finansielle testmedarbejdere, der ellers arbejder med tal og data fra den finansielle sektor til daglig.
Politisk er der derfor brug for at gøre det mere gennemsigtigt at være bankkunde. Erhvervsminister Morten Bødskov har flere gange sagt, at han er i gang med at se på, hvordan man forbedrer konkurrencen og gennemsigtigheden på området. Det sagde hans forgænger også – men ingenting skete.
I Forbrugerrådet Tænk har vi afleveret gode, konkrete forslag til ministeren om, hvordan man kan gøre det nemmere for forbrugerne at gennemskue bankmarkedet. Vi har fået løfter nok – nu er det politisk handling, der tæller.
Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk
Grøn omstilling over hovedet på os
Danmark bryster sig ofte af at være blandt verdens grønneste lande. Vi har klimamål, energistrategier og grønne løfter i både stat og kommune. Men når det kommer til konkret handling i hverdagen – de lavthængende frugter – halter vi stadig bagefter.
Et aktuelt eksempel fra min egen kommune illustrerer problemet. I Hillerød har vi netop anlagt en stor ny parkeringsplads ved Favrholm Station – som en del af den omfattende byudvikling omkring det kommende supersygehus. Den er moderne og funktionel. Men én ting mangler: vision.
Der er ingen overdækning. Ingen grøn teknologi. Ingen solceller, som kunne producere strøm til elbilerne, stationen eller det nærliggende hospital. Og hvorfor egentlig ikke?
Solcelleoverdækninger på p-pladser er udbredt i både USA, Tyskland og flere steder i Frankrig. Det giver skygge, mindsker asfaltens varmeophobning, og ikke mindst: Det udnytter ellers ubrugt areal til lokal energiproduktion. En løsning, der både er klimaklog og økonomisk fornuftig – især når man bygger fra bunden.
Men i Danmark ser vi det sjældent. Vi placerer stadig solceller i store jordbaserede anlæg langt fra forbrug og infrastruktur, samtidig med at vi dækker byernes tage og p-pladser med … ingenting.
Det giver ikke mening. Og det afslører, at der stadig mangler sammenhæng mellem vores grønne ambitioner og de beslutninger, vi træffer lokalt og nationalt.
Som konservativ tror jeg på ansvarlig omstilling. Grøn investering skal ikke være en udgiftspost, men en del af vores grundlæggende måde at tænke infrastruktur og byudvikling på. Hvis vi virkelig vil være grønne, skal vi begynde at tænke i helheder: Hvor giver solceller mest mening? Svaret er ikke nødvendigvis på en mark – men ofte lige over hovedet på os.
Det er tid til at handle klogt – ikke bare snakke grønt.
Stefan Stormskjold Madsen, konservativ kandidat til kommunalvalget i Hillerød
Et spejl af samfundet
Alt for få unge og selvstændige melder sig som domsmænd. Det er et problem, fordi manglende repræsentation fra bestemte samfundsgrupper udfordrer hele ideen om en retsstat, der skal afspejle den befolkning, den dømmer på vegne af, hvor forskellige erfaringsgrundlag og perspektiver bringes i spil. Retssystemet må ikke blive en afkoblet og isoleret magtinstans, der kun befolkes af dem, som har mulighederne og overskuddet til at tage del i den.
Domsmænd er ikke jurister. De er ganske almindelige borgere, som bliver udpeget til at medvirke ved behandlingen af straffesager. De er en garant for, at retten ikke kun er et spørgsmål for fagfolk, men også for folk som dig og mig. Alligevel er det i høj grad de samme typer, der ender med at tage plads i retten ved siden af dommeren, mens særligt unge og selvstændige glimrer ved deres fravær og manglende repræsentation.
Man kan sagtens finde gode grunde til det. En af dem er økonomisk: Vederlaget som domsmand er ikke blevet reguleret siden år 2001. For selvstændige eller freelancere kan det derfor være direkte irrationelt at tage fri fra arbejdet for at møde i retten. Og for mange unge virker det fjernt og lidt grænseoverskridende at skulle dømme andre mennesker. Det forstår jeg godt. Eller måske har de slet ikke forholdt sig til muligheden.
Men jeg synes alligevel, det moralske ansvar bør veje tungt. Retsstater bliver ikke bare holdt i live af store principper og floromvundne skåltaler på ølkassen af politikere på Folkemødet. De bliver tværtimod holdt i live af mennesker, der aktivt vælger at deltage i dem. Og lige nu i en tid, hvor retsstaten er under pres mange steder i verden, er det vigtigere end nogensinde før, at vi ikke nøjes med at tale om retsstaten. Vi må tage aktiv del i den. Det er dét, der giver retsstaten sin styrke: Deltagelse. Mangfoldighed. Repræsentation.
Hvis bestemte grupper – for eksempel unge og selvstændige – systematisk afstår fra at melde sig som domsmænd, mister retten i sidste ende sin legitimitet og solide folkelige forankring. Den skal afspejle hele samfundet, ikke kun et mindre udsnit af det. Derfor bør vi tale mere om, hvad det vil sige at være domsmand, og hvordan vi får gjort det mere attraktivt at melde sig. Vi bør informere bedre, øge honoreringen og samtidig minde hinanden om det ansvar, der følger med et demokrati og retsstat. Der er forskel på at læse om retsstaten og at være med til at dømme i den.
Der er mange grunde til at lade være. Men mindst én god til at melde sig og udnytte et unikt privilegium, der bliver færre og færre på kloden forundt.
Ulrik Søndersted, domsmand og studerende
Øresundbroløb 2025
Broløbet over Øresundsbroen 15. juni var et rigtigt godt løb, som jeg håber bliver en årlig tilbagevendende begivenhed. Problemerne opstod, da vi skulle hjem, da trafikken på Øresundsbroen brød sammen og de busser, der skulle transportere os tilbage til Danmark, så heller ikke kunne køre. Det skabte flere timer lange ventetider, hvilket ikke lige er det man har brug for efter et langt løb.
Hvad kunne så gøres bedre næste gang?
Man kunne, hvis det er muligt at få tilstrækkeligt med tog, satse udelukkende på tog. Tog bliver ikke påvirket af, at biltrafikken bryder sammen.
Man kunne lukke Øresundsbroen helt for privatbiler, fra morgenstunden indtil broen var klar til at fungere normalt igen. Det ville have betydet, at løb-busserne og erhvervstrafikken ville have kunne fungere normalt. Det er selvfølgelig vigtigt, at hvis broen bliver spærret for privatbilisme, så meldes det grundigt ud. Hvis næste broløb ligger på Folkemødets hjemrejsedag, at det så også meldes ud gennem Folkemødets kanaler.
Søren Petersen, København
Kinas påstande om Taiwan
Som rapporteret i Berlingske 14. juni afholdt den kinesiske ambassade i Danmark en pressekonference 10. juni 2025 for angiveligt at afklare nogle misforståelser om Taiwan. Det lød fejlagtigt på mødet, at »Taiwan er Kinas Taiwan«, og derfra blev der ellers fremsat falske påstande vedrørende FNs Generalforsamlings resolution 2758. Disse udtalelser ignorerer ikke kun kendsgerningerne, men fordrejer også virkeligheden og vildleder det internationale samfund, og som Taiwans repræsentant i Danmark mener jeg, at offentligheden i dette land fortjener sandheden og vores side af sagen.
Mit kontor gentager, at hverken Taiwan eller Folkerepublikken Kina er underordnet den anden, at Folkerepublikken Kina aldrig har regeret Taiwan, og at ingen fordrejende narrativer kan ændre Taiwans suveræne status eller ændre den internationalt anerkendte status quo på tværs af Taiwanstrædet. Taiwans fremtid skal afgøres kollektivt af Taiwans 23,5 millioner indbyggere. Kina har ingen ret til at blande sig.
Jeg vil også gerne påpege, at som Berlingskes artikel korrekt påpeger, så omhandler FNs Generalforsamlings resolution 2758 kun Kinas repræsentation i FN, at hele teksten ikke nævner Taiwan, og at den ikke bemyndiger Kina til at repræsentere Taiwan i FN. Dette er objektive kendsgerninger, og Kina forsøger desperat at fordreje denne kendsgerning. Vores holdning støttes bredt – for eksempel af en beslutning fra Europa-Parlamentet i oktober 2024, der siger, at »FNs resolution 2758 omhandler Folkerepublikken Kinas status, men ikke fastslår landets overhøjhed over Taiwan«.
Set i lyset af Kinas forsøg på at fordreje Taiwans status føjer det kun spot til skade, når den danske stat har ændret praksis og nu registrerer Taiwans borgere som borgere fra Kina. Denne praksis er beskrevet på et samråd 6. maj i år i Folketinget. Det strider direkte imod »EUs mangeårige holdning (…) at støtte status quo« og går imod udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens egen nylige pressemeddelelse, hvor han betoner »vigtigheden af at undgå unilaterale ændringer på status quo«. Og desuden har Danmark nu – ligesom Kina – forbrudt sig imod FNs resolution 2758, der på ingen måde udtrykker, at Taiwan er under Kinas overherredømme. Når Danmark som et af de to eneste af EUs 27 medlemsstater netop ændrer en praksis for behandling af taiwanske statsborgere, der går tilbage til 1978, så er det derimod en alvorlig ændring af status quo og Danmarks mangeårige ét-Kina-politik.
Robin Cheng, Taiwans repræsentant i Danmark
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
